Dato for udgivelse
27 okt 2004 11:51
Resumé

ToldSkat København har gennemført en kontrolaktion mod kiosker og grønthandlere, der tidligere er blevet pågrebet i at sælge ulovlige varer. Aktionen viste, at en stor del af virksomhederne fortsat havde problemer med at overholde reglerne.


ToldSkat København har gennemført en kontrolaktion mod salg af ubeskattede varer i kiosker og hos grønthandlere. Kontrolaktionen var rettet mod virksomheder, der tidligere er blevet pålagt bøde efter de nye skærpede bøderegler.

 

Ved kontrolaktionen blev i alt 77 kiosker og grønhandlere aflagt genbesøg. Der blev konstateret ulovligheder i de 33. Problemet var størst på Nørrebro og Vesterbro, hvor der var alvorlige fejl i 76 pct. af de kontrollerede virksomheder.

 

Under aktionen blev der beslaglagt en del vandpibetobak, ligesom der blev antruffet arbejdende asylansøgere.

 

- Trods tidligere kontrol og ikendelse af bøder, må det konstateres, at 43 pct. af de kontrollerede virksomheder ikke har lært af de bøder, de fik ved sidste kontrol. Aktionen viser, at det er med fuldt overlæg, at snyderiet foregår, udtaler ansvarlig funktionschef Lars Klamer og tilføjer:

 

- Der er fortsat behov for effektiv kontrol, derfor fortsætter Task Force-gruppen indsatsen i bekæmpelsen af snyd med afgifter.

 

Der vil nu blive rejst krav om ikendelse af "dobbelt-op-bøder” i de virksomheder, som fortsat ikke overholder reglerne.

 

Kontakt: Planlægningschef  Ib Jørgensen 7337 2844 eller funktionschef Lars F. Klamer 7237 4517