Dato for udgivelse
04 okt 2004 15:43
Resumé
Så skal der strøm til arkiverne. ToldSkat har indgået kontrakt med CSC/ScanJour om at levere systemer inden for elektronisk sags- og dokumenthåndtering – det såkaldte ESDH. Formålet er at skabe større effektivitet og bedre service.

Efter succesen med TastSelv løsningerne, fortsætter ToldSkat i det digitale spor. ToldSkat har således indgået aftale med CSC/ScanJour om den hidtil største ESDH-kontrakt inden for det offentlige. Mere end 4.500 medarbejdere vil få direkte glæde af systemet.

 

Med kontrakten følger ToldSkat i sporet på Skatteministeriets departement, der allerede har taget ScanJours ESDH-system i brug.

 

Større effektivitet og bedre service

Formålet med at indføre ESDH i ToldSkat er at skabe større effektivitet og øget kvalitet. Det gælder både i forhold til de interne sagsbehandlingsprocedurer og i betjeningen af borgere, virksomheder og andre offentlige myndigheder.

 

Med ESDH vil medarbejderne fremover kunne trække oplysninger ud af systemet, uanset hvor i organisationen de sidder. Det betyder administrative lettelser i forhold til den generelle sagsbehandling. Lettelserne forventes at stige i takt med at ESDH bliver implementeret.

 

Implementeringen af ESDH vil også skabe større fleksibilitet og bedre service i relation til den direkte borgerbetjening. Således vil borgere og virksomheder i højere grad kunne serviceres via centrale call-centre og dermed opnå et hurtigere svar – og det på et tidspunkt og et sted, som passer dem.

 

Visionen er en digital forvaltning

Med indførelsen af ESDH følger ToldSkat den generelle tendens med at udnytte de digitale muligheder inden for den offentlige sektor. Flere offentlige virksomheder er i øjeblikket ved at indføre ESDH. Det sker under den fællesoffentlige rammekontrakt for ESDH-systemer, den såkaldte FESD.

 

Kontrakten med CSC/Scanjour om levering af ESDH sker som led i ToldSkats overordnede vision: nemlig at være med til at udvikle en digital offentlig forvaltning. Med grundimplementeringen af ESDH vil der ikke kun skabes umiddelbare gevinster på de interne linier. Der vil også skabes et godt fundament for den videre udvikling af de digitale processer i ToldSkat. Det vil på sigt højne kvaliteten og effektiviteten i ToldSkat til fordel for kunder og samarbejdspartnere.

 

Udtalelser og kontaktpersoner følger nedenfor.


 

Vicedirektør Preben Kristiansen, ToldSkat udtaler:

”Vi er glade for den indgåede aftale med CSC/ScanJour om levering af ESDH, som er kommet i hus under FESD´s rammekontrakt for ESDH-systemer. Aftalen underbygger ToldSkats mål om at være med til at udvikle en digital offentlig forvaltning. Med indførelsen af ESDH er der skabt digital mulighed for, at informationer til og fra borgere, virksomheder og andre offentlige myndigheder kan florere langt mere frit. Det vil skabe en række effektiviseringer, som i takt med at digitaliseringen vinder frem, vil være med til at højne kvaliteten og serviceniveauet i ToldSkat til fordel for vores kunder og samarbejdspartnere.”

 

Direktør for den offentlige sektor Peter Busck-Nielsen, CSC udtaler:

”At ToldSkat har valgt CSC som den kommende FESD leverandør, ser vi som en særdeles væsentlig milepæl i den offentlige sektors store digitaliseringsprogram. ESDH-systemet vil i løbet af en årrække udgøre ”centralnervesystemet” i den digitale forvaltning, og i CSC er vi stolte og glade for, at vi nu skal i gang med ESDH-projektet i ToldSkat.”

 

Administrerende direktør Bo Schor, Scan·Jour udtaler:
ToldSkat er den største kunde, man kan få på det danske marked inden for vores branche, og der er ingen tvivl om, at mange offentlige institutioner såvel som private selskaber vil holde godt øje med, hvordan projektet kommer til at forløbe. Vi er selvfølgelig ualmindeligt tilfredse og stolte over at have fået den nye opgave, som også i international sammenhæng sætter en nye standard for, hvordan offentlig forvaltning skal skrues sammen.”

 

 

For yderligere oplysninger kontakt:

 

-         Preben Kristiansen, vicedirektør i ToldSkat

Tlf. 72 37 00 11 eller 20 92 60 02

E-mail: Preben.Kristiansen@toldskat.dk

 

-         Peter Busck-Nielsen, direktør for offentlige sektor, CSC Danmark

Tlf. 29 23 47 34

E-mail: pbusckni@csc.com

Se også www.csc.com/dk for yderligere oplysninger og kundereferencer

 

-         Bo Schor, administrerende direktør ScanJour

Tlf. 38 14 40 00

E-mail: bsc@scanjour.dk

Se også www.scanjour.dk for yderligere oplysninger og kundereferencer