ToldSkat Østjylland har afsluttet opfølgningskontrol af virksomheder i Bazar Vest, som var omfattet af den landsdækkende kontrolaktion i juni måned 2004 mod sort og illegal arbejdskraft.
Der blev foretaget uanmeldt kontrol i 15 af de 24 virksomheder, som indgik i juni-aktionen. Formålet med kontrollen var opfølgning på den tidligere kontrol og igen at kontrollere virksomhedernes registreringsforhold, om der blev benyttet sort eller illegal arbejdskraft og om der blev ført det reglementerede kasseregnskab. Efterfølgende er det blevet kontrolleret, om de antrufne personer uretmæssigt har fået udbetalt dagpenge eller sociale ydelser.
Til sammenligning af resultaterne er der i de efterfølgende afsnit anført tilsvarende resultater i parentes fra kontrolaktionen i juni måned.
I forbindelse med opfølgningskontrollen blev der ud over virksomhedernes indehavere truffet 18 (18) ansatte, hvoraf 4 (4) tidligere har været indberettet til ToldSkat som ansat. 2 (3) af de ansatte oplyste, at det var deres første arbejdsdag.
2 (2) ansatte fik samtidig udbetalt dagpenge, og 3 (8) personer fik samtidig udbetalt sociale ydelser. Forholdene er efterfølgende forelagt henholdsvis Arbejdsdirektoratet og de pågældende personers hjemkommune til nærmere undersøgelse.
I forbindelse med opfølgningskontrollen er der ikke blevet truffet personer, som kun havde opholdstilladelse og ikke arbejdstilladelse (2), men der blev truffet 1 (1) person, som hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse. Der blev i den forbindelse ikke foretaget anholdelser (1).
Af de 15 kontrollerede virksomheder havde 14 (14) fortsat rod i regnskabet, enten som følge af manglende kasseapparat, manglende revisionsstrimmel i kasseapparatet, manglende eller mangelfuld kasseopgørelse-/afstemning samt manglende eller mangelfuld kasserapport.
En del af de kontrollerede virksomheder har siden kontrolaktionen i juni måned 2004 fået anskaffet et kasseapparat med både revisionsstrimmel og bonstrimmel, hvorimod der mangler meget med hensyn til at foretage den daglige dokumenterede kasseafstemning og førelse af den daglige kasserapport.
På trods af en umiddelbar svag positiv udvikling på nogle områder vil ToldSkat fortsat følge udviklingen i Bazar Vest tæt. ToldSkat vil fortsat foretage kontroller/opfølgningskontroller i virksomhederne, men også samtidig gennem information og vejledning bidrage til, at også virksomhederne her kommer ind på ”rette spor”.
ToldSkat Østjylland har desuden gennemført kontroller i både bagerier og frisørsaloner i den seneste uge.
Kontakt: Planlægningschef Søren V. Christensen, ToldSkat Østjylland, tlf. 7237 6458 eller mobil 20 60 89 90.