Generelt
En fælles markedsordning for fjerkrækød fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013. Den indeholder de generelle bestemmelser for indførsel fra tredjelande af de i tillæg A nævnte varer.
Tillægsimporttold
1. Kommissionen kan iht. artikel 182 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 vedtage gennemførelsesretsakter, der fastlægger hvilke produkter, der skal pålægges en tillægsimporttold efter toldsatsen i den fælles toldtarif for at forebygge eller modvirke skadelige virkninger på EU-markedet, som importen af disse produkter kan forårsage hvis:
a) importen sker til priser, der ligger under det niveau, som Unionen har meddelt Verdenshandelsorganisationen ("udløsningsprisen") eller
b) importmængden i et år overstiger et bestemt niveau ("udløsningsmængden").
Udløsningsmængden fastlægges på basis af afsætningsmulighederne, der defineres som importen udtrykt som procentdel af det tilsvarende indenlandske forbrug i de tre forudgående år.
Gennemførelsesretsakterne vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 229, stk. 2.
2. Tillægsimporttolden pålægges ikke, hvis det er usandsynligt, at importen skaber forstyrrelser på EU-markedet, eller hvis virkningerne ikke står i forhold til det tilstræbte mål.
3. Ved anvendelsen pkt. a), fastlægges importpriserne på grundlag af cif-importpriserne for den pågældende sending. Cif-importpriserne kontrolleres på grundlag af de repræsentative priser for det pågældende produkt på verdensmarkedet eller EU-importmarkedet.
Varer nævnt i tillæg A kan pålægges tillægstold.
Iht. til artikel 3 i forordning (EF) nr. 1484/1995 gælder følgende bestemmelser:
1. Den pågældende sendings cif-importpris lægges til grund ved fastsættelsen af tillægstolden, jf. bestemmelserne i artikel 4.
2. Når cif-importprisen pr. 100 kg for en given sending er højere end den anvendte repræsentative pris, som er nævnt i artikel 2, stk. 1, skal importøren over for importmedlemsstatens myndigheder mindst fremlægge følgende beviser:
- købekontrakt eller ethvert andet tilsvarende bevis
- forsikringsaftale
- faktura
- oprindelsescertifikat (i givet fald)
- transportaftale
- og ved søtransport konnossement
3. I det i stk. 2 omhandlede tilfælde stiller importøren en sikkerhed, jf. artikel 244, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2447, svarende til forskellen mellem tillægsimporttolden beregnet på grundlag af den repræsentative pris for det pågældende produkt og tillægsimporttolden beregnet på grundlag af cif-importprisen for den pågældende sending.
4. Importøren har en frist på to måneder regnet fra salget af de pågældende produkter, dog højst ni måneder fra antagelsen af angivelsen til overgang til fri omsætning, til at bevise, at sendingen er blevet afsat på betingelser, der bekræfter rigtigheden af de priser, som er nævnt i stk. 2. Overholdes en af de ovennævnte frister ikke, fortabes sikkerhedsstillelsen. Myndighederne kan dog forlænge fristen på ni måneder med højst tre måneder efter behørigt begrundet anmodning fra importøren.
Sikkerhedsstillelsen frigives, hvis der over for toldmyndighederne føres fyldestgørende bevis for, på hvilke betingelser afsætningen har fundet sted. I modsat fald fortabes sikkerhedsstillelsen som betaling for tillægstolden.
5. Hvis myndighederne ved en kontrol konstaterer, at betingelserne i denne artikel ikke er overholdt, opkræver de den skyldige told i henhold til artikel 105 i forordning (EU) nr. 952/2013. Ved fastsættelsen af den told, der skal opkræves eller efteropkræves, bogføres der en rente, som påløber fra datoen for varens overgang til fri omsætning indtil opkrævningsdatoen. Som rentesats anvendes den sats, der gælder for inddrivelse i national ret.
Licenser
Import af landbrugsvarer til EU kræver i en række tilfælde, at der fremlægges en importlicens. Formålet med ordningen er at overvåge, hvilke mængder af de pågældende varer der importeres til EU.
En importlicens berettiger og forpligter til at importere den varemængde, som licensen omfatter, inden for dens gyldighedsperiode.
Der er 2 overordnede licenstyper:
1. Almindelig licens for vareområder med pligt til at fremlægge licens ved import af den pågældende vare.
2. Licens til en kontingent- eller præferenceordning ved import af varer, hvor der er fastsat enten en afgrænset mængde af varer eller en ubegrænset mængde af varer, der kan importeres til nedsat told.
Såfremt der kræves licens for at få kontingenttoldbehandling, så vil kontingentløbenummeret fremgå af licensens rubrik 20. Licenskontingenter starter altid med løbenr. 09.4xxx
Krav om fremlæggelse af licens vil fremgå af taric.
Licenser søges hos Landbrugsstyrelsen.
Suspension af proceduren for forarbejdning og aktiv forædling
Iht. artikel 195 i forordning (EU) nr. 1308/2013 kan Kommissionen efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ vedtage gennemførelsesretsakter der helt eller delvis suspenderer anvendelsen af proceduren for forarbejdning eller aktiv forædling for produkter anført i tillæg A, hvis Unionens marked forstyrres eller trues af forstyrrelse på grund af proceduren for forarbejdning eller aktiv forædling.
Suspension af proceduren for passiv forædling
Iht. artikel 205 i forordning (EU) nr. 1308/2013 kan Kommissionen efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ vedtage gennemførelsesretsakter der helt eller delvis suspenderer anvendelsen af proceduren for passiv forædling for produkter fra sektorerne for produkter anført i tillæg A, hvis Unionens marked forstyrres eller trues af forstyrrelse på grund af proceduren for passiv forædling.
Vareområde - Tillæg A
| Pos (varekode - max 8 cifre) | |
| | |
| 0105 | Fjerkræ dvs. høns af arten Gallus domesticus, ænder, gæs, kalkuner og perlehøns levende |
ex | 0207 | Kød og spiselige slagtebiprodukter, fersk, kølet eller frosset, af fjerkræ henhørende under pos. 0105, undtagen lever henhørende under underpos. 0207 13 91, 0207 14 91, 0207 26 91, 0207 27 91, 0207 43 00, 0207 44 91, 0207 45 93 og 0207 45 95 |
| 0207 13 91 0207 14 91 0207 26 91 0207 27 91 0207 43 00 0207 44 91 0207 45 93 0207 45 95 | Fjerkrælever, fersk, kølet eller frosset |
| 0209 90 00 | Fedt af fjerkræ, ikke udsmeltet eller på anden måde ekstraheret, fersk, kølet, frosset, saltet, i saltlage, tørret eller røget |
| 0210 99 71 0210 99 79 | Fjerkrælever, saltet, i saltlage, tørret eller røget |
| 1501 90 00 | Fedt af fjerkræ |
| 1602 20 10 | Gåse- eller andelever, tilberedt eller konserveret på anden måde |
| 1602 31 1602 32 1602 39 | Kød eller slagtebiprodukter af fjerkræ henhørende under pos. 0105, tilberedt eller konserveret på anden måde |