Dato for udgivelse
26 nov 2013 14:08
Resumé

SKAT har i forbindelse med en stikprøvekontrol afsløret forsøg på indsmugling af 280 kg hash gemt i hemmeligt rum i bil.


En stikprøvekontrol ved Rødby Færgehavn rettet mod smuglere af øl og sodavand endte uheldigt for føreren af en 4-hjulstrækker på tyske prøveplader. SKAT fandt nemlig hele 280 kg hash skjult i et hemmeligt rum i bilen.

- Føreren af bilen gav nogle ret uklare forklaringer om rejsen. En narkohund blev derfor sat til at snuse til bilen. Hunden viste en tydelig interesse for bilens bund, og en nærmere undersøgelse afslørede en dobbelt bund i bilen, forklarer Preben Buchholtz, der er underdirektør i SKAT Indsats.

I bilens ekstra rum i bunden fandt SKAT 280 kg hash fordelt i mange pakker. Sagen blev herefter overgivet til politiets videre efterforskning.

De nyeste tal viser, at SKAT i første halvår af 2013 i alt har beslaglagt cirka 294 kg hash inklusiv den store fangst ved Rødby Færgehavn. SKAT har desuden beslaglagt 3.256 kg khat og mere end 6.234 milliliter psykotrope stoffer som f.eks. amfetamin, ecstasy og fantasy.

- 280 kg hash er en ganske stor beslaglæggelse, men man skal være forsigtig med at konkludere på tendenser ud fra enkelte beslaglæggelser. Over tid kan der være store udsving i de narkobeslag, vi laver, og det skyldes jo netop, at de her enkelte meget store beslaglæggelser typisk er spredt ud over året, siger Preben Buchholtz.

Beslaglæggelsen af det store parti hash skete den 17. juni 2013. Af hensyn til politiets efterforskning i sagen har sagen været mørkelagt. Politiets har nu rejst tiltale for forsøg på overtrædelse af den danske narkotikalovgivning, og beslaglæggelsen kan derfor offentliggøres.

SKAT samarbejder med både andre nationale og internationale myndigheder om en effektiv, fleksibel og mobil toldkontrol, der er baseret på efterretninger.

Se billeder af SKATs beslag af hash:
Billede 1
Billede 2
Billede 3
Billede 4

Yderligere oplysninger: SKATs pressefunktion: tlf.: 72 37 09 00