Der er generelt meget få fejl i de 4,2 millioner årlige danske årsopgørelser. SKAT målretter derfor løbende sine ressourcer efter de områder, hvor flest fejl opstår. Et af de områder er fradragsområdet, og det kan både skyldes manglende viden eller forsøg på snyd. Det er især fradrag for rejseudgifter, befordring samt øvrige lønmodtagerudgifter, som, ifølge et netop afsluttet projekt hos SKAT, har tegnet sig for mange fejl.
- Vi ser, at folk forsøger sig med at indtaste fradrag, der ikke eksisterer. Det drejer sig især om fradrag for noget, som helt åbenlyst er til privat brug. Det kan være tandbørsten, tøj og sko, telefoner og tablets, husleje, medicin, egen bil og pasning af egne børn, siger Mogens Pedersen, underdirektør for Borgere, SKAT.
SKAT har fundet fejl i 52 procent af de omkring 1800 kontrollerede årsopgørelser, hvor de undersøgte fradragsfelter var anvendt, og har rettet fradrag for over 67 millioner kroner. Med afsæt i erfaringerne fra det netop afsluttede projekt starter SKAT nu et nyt projekt, der udover at give SKAT mere viden om adfærden på området skal sænke antallet af forkerte fradrag.
- Vi intensiverer kontrollen på de mest fejlbehæftede områder, samtidig med at vi iværksætter en informationskampagne, så vi kan højne kendskabet til, hvad der er fradragsberettiget, forklarer Mogens Pedersen, underdirektør for Borgere, SKAT.
Projektet løber foreløbigt et halvt år ind i år 2014. SKAT forventer at have reguleret for mere end 100 millioner kroner, når projektet er afsluttet.
Yderligere oplysninger:
Journalister: tlf.: 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: tlf.: 72 22 18 18.