Dato for udgivelse
16 aug 2004 14:44
Resumé

ToldSkat Nordjylland har gennemført en kontrolaktion i Thisted-området. Aktionen var rettet mod 19 virksomheder indenfor hotel og restaurationsbranchen – herunder pizzariaer.
 


Fredag den 13. august 2004 gennemførte ToldSkat Nordjylland, Region Thisted en kontrolaktion mod 19 virksomheder indenfor hotel og restaurationsbranchen. Aktionen blev gennemført som led i ToldSkat´s nye kontrolstrategi, hvor indsatsen primært rettes mod de virksomheder og personer, som ikke udviser vilje til at overholde gældende regler.

 

Formålet var at kontrollere for sort- og illegal arbejdskraft, herunder undersøge om der udbetales overførselsindkomster, såsom kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse. Derudover blev det kontrolleret om der betales moms og skat af indtægterne.

 

Udover indehaverne traf ToldSkat i alt 52 personer i virksomhederne. Ud af disse var 39 personer registreret som lønmodtagere. Vedrørende de personer, som ikke var registreret som lønmodtagere, blev følgende oplyst:

  • 2 havde første arbejdsdag
  • 5 hjalp til uden at få løn for det - heraf var 1 asylansøger
  • 2 fik dagpenge
  • 2 fik sociale ydelser

Herudover blev følgende konstateret:

  • 4 virksomheder havde for mange penge i kassen
  • 1 virksomhed havde intet kasseapparat
  • 2 virksomheder brugte ikke kasseapparatet korrekt

3 Medarbejdere blev skræmt væk

Da kontrolmedarbejderne fredag aften mødte op på et pizzaria løb 3 medarbejdere ud af bagudgangen. De blev ikke siden set. For de 3 tilbageværende medarbejdere var problemerne til at få øje på. Der var 6 mands arbejde, men der var nu kun 3 til at udføre det. De 3 tilbageværende tog det med et smil, men kunderne var meget utilfredse med, at de ikke fik de bestilte varer og at nogle af pizzaerne brændte på.

 

Pizzabudet kom ikke tilbage

Et andet sted kørte et pizzabud afsted, netop som kontrollen i virksomheden startede. Trods indehaverens forsikringer om det modsatte, kom han ikke tilbage. I hvert fald ikke under ToldSkats besøg. Mandens identitet er ToldSkat bekendt.

 

Planlægningschef i ToldSkat Nordjylland, Steen Hjelm Christensen har om kontrolaktionerne udtalt:

 

- Det er ikke tilfredsstillende, at der i mange virksomheder anvendes "sort" arbejdskraft. Endvidere er det også beskæmmende, at der i næsten 40% af virksomhederne var problemer med registrering af indtægterne. ToldSkat vil derfor følge op med kontrol af de virksomheder, som ikke følger spillereglerne.

 

Aktionen blev gennemført i samarbejde med de kommunale myndigheder.

 

- Jeg vil gerne udtrykke min store glæde over det gode samarbejde mellem de deltagende myndigheder. Resultatet af denne aktion viser, hvor vigtigt det er, at myndighederne arbejder på tværs, siger Steen Hjelm Christensen.

 

Kontakt: Planlægningschef Steen Hjelm Christensen, tlf. 72 37 64 77 / 22 28 22 66 eller funktionschef Torben Frøslev, tlf. 72 37 67 95 / 22 28 22 72.