Dato for udgivelse | 16 aug 2004 14:45 |
Resumé | ToldSkat Nordjylland har i samarbejde med de kommunale myndigheder og politiet gennemført en kontrolaktion mod sort- og illegalt arbejde indenfor restaurationsbranchen. Ved kontrollen fik 48 virksomheder i Nordjylland besøg.
|
ToldSkat Nordjylland, region Frederikshavn gennemførte fredag den 13. august 2004 en kontrolaktion mod 48 nordjyske virksomheder indenfor restaurationsbranchen.
Aktionen var en opfølgning på juni måneds kontrolaktioner mod sort- og illegalt arbejde. Derudover omfattede kontrollen handel med ikke-afgiftsberigtigede punktafgiftspligtige varer.
ToldSkats foreløbige resultater af aktionen
Ved kontrolaktionen blev 142 medarbejdere kontrolleret. Heraf var der kun sket indberetning af 77 personer. Om de sidste 65 personer kan oplyses følgende:
- 20 personer påstod, at de netop lige var startet i virksomheden
- 45 arbejdede uden at være ansat, d.v.s. de arbejdede "sort". Heraf var 8 personer på dagpenge, 7 personer stak af, 7 personer var på kontanthjælp og 23 personers forhold undersøges nærmere.
Blandt de 48 kontrollerede virksomheder, havde 31 tilsyneladende problemer med de ansattes ansættelsesforhold. Derudover blev der i 15 af virksomhederne konstateret uorden i regnskaberne. Bl.a. i form af store kassedifferencer eller manglende kasseapparat.
1 værtshus solgte colaer, som der ikke var betalt afgift af.
Planlægningschef Steen Hjelm Christensen har om aktionen udtalt:
- Jeg er meget skuffet over resultatet af den gennemførte kontrol. Det virker som om branchen ikke vil forbedre sig. Der er ikke nogen tvivl om, at vi følger denne aktion op med nye aktioner indenfor branchen. Jeg ser endvidere frem til at se resultatet af de lovgivningsinitiativer, som politikerne arbejder med for tiden. Jeg håber, vi får nogle bedre værktøjer til at tacle de situationer, hvor feks en person hævder lige at være startet på arbejdspladsen.
Kontrolaktionen blev gennemført i tæt og godt samarbejde med de kommunale skatteforvaltninger samt Frederikshavn og Hjørring Politi.
- Jeg vil gerne udtrykke min store glæde over det gode samarbejde mellem de deltagende myndigheder. Resultatet af denne aktion viser, hvor vigtigt det er, at myndighederne arbejder på tværs, siger Steen Hjelm Christensen.
Kontakt: Planlægningschef Steen Hjelm Christensen, tlf. 72 37 64 77 / 22 28 22 66 eller funktionschef Hans Erik Langgaard, tlf. 72 37 25 20 / 22 28 22 71.