Dato for udgivelse
17 jun 2013 16:03
Resumé

Opgaver, der forsvinder på grund af øget digitalisering, og samfundsudviklingen generelt betyder, at det er nødvendigt med en omstilling og modernisering af SKAT. Direktionen i SKAT har derfor igangsat en proces, der betyder afsked af 375 medarbejdere.


For at kunne fastholde skatteprovenuet i en fremtid, der bliver stadig mere global og teknologibaseret, er det nødvendigt at omstille og modernisere SKAT. Direktionen i SKAT har derfor i dag orienteret de 7.100 medarbejdere om, at SKAT skal reducere sine lønudgifter med, hvad der svarer til 375 årsværk. Reduktionen forventes at ske i en kombination af aftaler om frivillig fratrædelse og afskedigelser. Afskedigelserne iværksættes i efteråret 2013 og forventes at være fordelt over hele landet.

- Det har været et konstant vilkår siden 2005, at SKAT har skullet løse sine opgaver for færre ressourcer. Hidtil har vi stort set håndteret de krav, der bliver stillet til os, med naturlig afgang. Men det kan vi desværre ikke længere, både fordi der er mange opgaver, som vi ikke længere skal løse, og fordi den naturlige afgang ikke tager hensyn til de kompetencer, som vi har brug for i fremtiden, siger Jesper Rønnow Simonsen, der er direktør for SKAT.

En lang række af de opgaver, der tidligere blev løst manuelt, vil nu blive løst digitalt som følge af nye it-systemer - blandt andet Motorregistret, Et Fælles Inddrivelsessystem og Én Skattekonto. Motorregistret gik i luften i 2012, og de to andre går i luften til september.

- Afskedigelserne er dels en konsekvens af digitaliseringer og omverdenes krav til os og dels en ledelsesmæssig prioritering, der giver rum til de kompetencer, vi får brug for i fremtiden, og som vi ikke kan skaffe internt ved opkvalificering. I den nære fremtid vil vi mangle kompetencer inden for it, dataanalyse, jura og økonomi, hvis det skal være muligt at foretage den nødvendige modernisering af SKATs opgaveløsning og sikre en professionel og effektiv skatteopkrævning, kontrolindsats og inddrivelse, siger Jesper Rønnow Simonsen.

- Vi vil forsøge at gøre processen så kort som muligt. Men det er også vigtigt for direktionen, at det kommer til at foregå korrekt, ordentligt og med inddragelse af personaleorganisationerne, så derfor vil de enkelte afskedigelser først blive meldt ud i efteråret.

Yderligere oplysninger: SKATs pressefunktion: tlf.: 7237 0900