Dato for udgivelse
24 apr 2013 11:59
Resumé

Mange udenlandske virksomheder forsøger fortsat at slippe for at betale moms og for at få besøg af Arbejdstilsynet. Det blev afsløret, da Arbejdstilsynet, SKAT og politiet tirsdag gennemførte årets tredje landsdækkende aktion mod social dumping. Aktion viste blandt andet, at mange udenlandske virksomheder søger under myndighedernes radar ved at undlade at momsregistrere sig og ved ikke at anmelde sig i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).


Aktionen var rettet mod udenlandske virksomheder inden for byggebranchen, det grønne område og restauranter. Arbejdstilsynet kontrollerede arbejdsmiljøforhold og anmeldelse til RUT, SKAT kiggede på moms- og skatteforhold, og politiet kontrollerede arbejds- og opholdstilladelser.

Resultaterne af den landsdækkende aktion

Arbejdstilsynet gennemførte i løbet af dagen 83 kontrolbesøg og gav i alt 73 reaktioner. Af disse var 41 reaktioner for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynet forventer dertil at afgive 9 indstillinger til politiet for overtrædelse af anmeldepligten til RUT.

Foråret er traditionelt en travl periode i blandt andet byggeriet, og aktionen viste, at der fortsat er alvorlige problemer med sikkerheden for både danske og udenlandske beskæftigede.

"Vi har igen konstateret, at der er stigende aktivitet inden for byggeriet, og desværre er der fortsat mange, der tilsidesætter dansk lovgivning. Blandt andet viste aktionen, at cirka hver femte udenlandsk virksomhed ikke var anmeldt korrekt, ligesom vi har fundet mange alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Det bekræfter desværre det billede, vi har fra vores daglige arbejde med at bekæmpe social dumping", siger tilsynschef i Arbejdstilsynet, Hasse Mortensen.

SKATs observationer og resultater fra gårsdagens aktion viser ligeledes, at der fortsat er en del at komme efter. Umiddelbart skal der gennemgås forhold om mulig overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen i 45 tilfælde. Disse er fundet blandt de 78 virksomheder, SKAT kontrollerede.

Forholdene omhandler de kendte problemstillinger som eksempelvis arbejdsudleje og sondringen mellem, om man driver selvstændig virksomhed eller er lønmodtager. Ved denne aktion blev det konstateret, at knap hver 10. virksomhed, der blev kontrolleret, drev uregistreret virksomhed.

"Dette er årets tredje landsdækkende aktion, og den 9. i alt, siden vi startede i 2012. Omfanget af mulige fejl forekommer på ingen måde aftagende. Derfor er det vigtigt, at vi i myndighedssamarbejdet fortsat er aktive og synlige og gennemfører aktioner på området", udtaler underdirektør i SKAT, Lars Jepsen.

I forbindelse med aktionen har politiet anholdt tre tredjelandsstatsborgere, der arbejdede uden arbejdstilladelse.

Aktionen var den tredje af årets otte landsdækkende aktioner mod social dumping. Dertil følger 24 regionale aktioner. Indsatsen mod social dumping er en del af udmøntningen af regeringens aftale med Enhedslisten om at styrke indsatsen mod social dumping.


Yderligere oplysninger:
SKAT: SKATs pressefunktion på telefon 72 37 09 00
Arbejdstilsynet: Pressechef Jesper Tidemann på telefon 72 20 93 94
Politiet: Kommunikationsrådgiver Carsten Andersen på telefon 25 10 77 24