Dato for udgivelse
12 Aug 2004 15:51
Resumé

ToldSkat Sydjylland har foretaget en kontrolaktion mod avisdistribution. Aktionen var en opfølgning på juni måneds kontrolaktioner mod sort- og illegalt arbejde.


ToldSkat Sydjylland har ved en aktion mod sort- og illegalt arbejde indenfor avisdistribution kontrolleret 78 personer. En foreløbig opgørelse af indsatsen viser følgende resultat:

 

  • 2 personer var på dagpenge
  • 2 personer modtog sociale ydelser.
  • 1 person havde  "første arbejdsdag"
  • For 4 personer blev der ikke indeholdt og indbetalt kildeskat.
  • En række chauffører ønskede ikke at tale med ToldSkat og stak af. Bilernes ejere vil nu blive kontaktet for en nærmere forklaring.

Derudover skal der ske nærmere undersøgelse af forholdene omkring indeholdelse og indbetaling af kildeskat for et antal personer.

Det konkrete resultat af aktionen - her og nu - ser måske ikke umiddelbart alarmerende ud. Noget tyder dog på, at ToldSkat ikke har fået afdækket alle forhold ved auktionen. Bl.a. undrer det, at der ved to udleveringssteder i Sønderjylland - hvor der tidligere har været foretaget kontrolaktioner - kun blev antruffet to biler sammenlagt. Faktisk dukkede der ikke en eneste bil op det ene sted. ToldSkat vil nu undersøge dette forhold nærmere.

 

Som konsekvens af det manglende fremmøde ved udleveringsstederne lå der ved aktionens afslutning fortsat uafhentede aviser på bladhusene. Det har således været med væsentlig forsinkelse, at abonnenterne i givet fald har modtaget dagens avis.

 

Aktionerne er gennemført i samarbejde med skattevæsenet i Fredericia, Kolding, Sønderborg samt Åbenrå, og er en opfølgning på de kontrolaktioner mod sort- og illegalt arbejde, der blev gennemført i juni måned. Kontrolaktionen viser, at der fortsat er problemer med at nogle virksomheder ikke afregner korrekt og at der er ansatte, der arbejder sort. For nogles vedkommende samtidig med, at de modtager dagpenge.  

 

Kontakt: Funktionschef Thorkild Bertelsen, ToldSkat Sydjylland, tlf. 72 37 66 96 eller 75 53 88 17.