Dato for udgivelse
02 jul 2004 15:51
Resumé
ToldSkat har 1. juli gennemført kontrolaktioner i Rødbyhavn og ved festivalpladsen i Roskilde.


ToldSkat Sydsjælland gennemfører i forbindelse med Roskilde Festivalen en række kontrolaktioner i Rødbyhavn og ved festivalpladsen i Roskilde rettet mod ulovlig indførsel af øl og mineralvand. De 4 første aktionsdage har vist, at der hentes meget store mængder af især øl i Tyskland.

Kontrolaktion ved Rødbyhavn

Det er ikke unormalt at se varebiler med mellem 500 og 3.000 liter øl, ligesom alle former for køretøjer bliver benyttet. I tirsdags var der 2 ”store” invalidebiler, der blev brugt til indførsel af hhv. 625 og 750 liter øl. På de første 4 dage har ToldSkat opkrævet 122.803 kr. hvilket svarer til 128.983 ulovlige indførte dåseøl og mineralvand. Derudover har en svensker fået deponeret 4.800 dåser til efterfølgende afgiftsberigtigelse.

 

Funktionschef Henry Bollmann, Smuglerigruppen i Køge, oplyser, at der med jævne mellemrum afholdes kontrolaktioner rettet mod ulovlig indførsel af øl og mineralvand, og at den ulovlige import synes at blive mere og mere omfangsrig. Fremover vil tolderne også dukke op med jævne mellemrum for at kontrollere de ”rejsendes” - som ikke er almindelig turister – import af øl. Funktionschef Henry Bollmann oplyser endvidere, at de vejledende mængder for indførsel af øl er på 110 liter til privatforbrug, og der skal gode begrundelser til at den rejsende kan få lov til at indføre mere end de 110 liter.

 

Roskilde Festival

En stor del af de indførte øl er bestemt til salg i forbindelse med Roskilde Festivalen, hvorfor ToldSkat Sydsjælland også er til stede i Roskilde. På de første 4 dage har ToldSkat i forbindelse med ulovlig salg af øl opkrævet over 15.500 kr, hvilket svarer til godt 14.000 ulovlige indførte dåseøl. Endvidere er der i forbindelse med aktionen i Roskilde afsløret 2 butikker, som har foretaget uregistret import af øl og mineralvand.

 

- Vi har som tidligere år konstateret et omfattende ulovligt salg af øl udenfor festivalpladsen, som vi i mange sager ser som særdeles organiseret. Vi har derfor i år øget vores kontrolindsats og har væsentlige flere medarbejdere med på aktionen end tidligere år. Vi har et fortræffeligt samarbejde med festivalledelsen samt politiet, udtaler planlægningschef i ToldSkat Sydsjælland Per Jacobsen.

 

Salg af øl til toldere

På vores aktion onsdag blev nogle af ToldSkats medarbejdere kontaktet af en person, som ville sælge øl til det, han troede var svenske festivaldeltagere. ToldSkats medarbejdere var interesseret i at høre om varesortimentet, pris m.v. og personen viste velvilligt udbuddet. Den pågældende person blev dog noget overrasket, da ToldSkats medarbejdere fremviste legitimationskort og kunne præsentere den pågældende for en regning. Personen kunne dog godt se det komiske i situationen, og hans bemærkning var: ”Det var dog pokkers, at første gang jeg skal sælge lidt øl, så tilbyder jeg det til en tolder”.

 

Konklusion

De foreløbige resultater af kontrolaktionerne har vist et stigende omfang af ulovlig indførsel af øl, herunder omfanget af ulovligt salg af ikke- afgiftsberigtiget øl. De mange sager, vi har konstateret (med ulovlig indførsel af over 100.000 øl og mineralvand) synliggør, at der fortsat er et væsentligt problem på området. Det betyder samtidig, at vi naturligvis vil følge op med nye aktioner i den kommende tid.

 

Kontakt: ToldSkat Sydsjælland, funktionschef Henry Bollmann tlf. 22 85 47 82, specialkonsulent Flemming Samuelsen tlf. 40 89 73 53 eller planlægningschef Per Jacobsen tlf. 22 60 11 40.