Dato for udgivelse
31. december 2012
Resumé

Referat fra 7. møde


Deltagere 
Christine Søgård Bøhm      Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret i Økonomi
Per Raaskov                      Dansk Erhverv
Bo Sponholtz                     
Robert Mikelsons               Danske Advokater
Kirsten Otbo                      Direktør - SKAT Nordsjælland
Marie Raavig                      Skattedirektør Indsats - SKAT Nordsjælland
Søren Buus                        Skattedirektør Kundeservice - SKAT Nordsjælland
 

Regionssekretariat
Steen Ellebæk Pedersen     Viceskattedirektør - SKAT Nordsjælland
Gitte Lærkesen                   Sekretær - SKAT Nordsjælland

Afbud
Jonna Roth                         FRR - Foreningen Registrerede Revisorer

 

REFERAT fra mødet den 6. november 2012 kl. 13.30-16.00

1. Referater fra møder i Det Eksterne Kontaktudvalg
Referater har været tilgængelige for deltagerne, og der var ingen yderligere kommentarer eller spørgsmål.

2. Ny struktur i ministeriet og SKAT pr. 1. januar 2013
Kirsten Otbo orienterede om den tidligere ministers beslutning om, at der skal ske en afgrænsning mellem det politiske og driftsmæssige i Skatteministeriet. Der er ansat en ny departementschef Jens Brøchner, som har fortsat fokus på øget effektivisering, specialisering, centralisering, faglighed og samarbejde både eksternt og internt. Det helt basale er dog, at den politiske betjening adskilles klart fra den borger- og virksomhedsvendte administration, og at det samtidig sikres, at opgaverne kun løses ét sted. Der er budgetanalyser i gang på hele skatteområdet, og det undersøges, hvor og hvad der kan effektiviseres.

Den organisatoriske ændring træder i kraft pr. 1. januar, hvorefter implementeringen forventes at kunne ske løbende hen over det efterfølgende halvår. Der hersker ingen tvivl om, at der kommer til at ske en slankning af ledelsesorganisationen, mens de faglige basisafdelinger ikke berøres af denne omstrukturering.

Ny direktør for SKAT bliver Jesper Rønnow Simonsen, som tiltræder senest 29. november 2012 og han bliver dermed direktør for ca. 7.500 medarbejdere spredt ud over hele landet.

Nuværende 6 regioner bliver til 3 landsdækkende enheder
Regionsopdelingen nedlægges og SKAT får en ny struktur med store landsdækkende produktionsenheder, nemlig Kundeservice, Indsats og Inddrivelse. Det nuværende Jura og Samfundsøkonomi deles i en departementsdel og en SKAT-del (som vil afspejle departementets).

De 3 direktørstillinger i produktionen er besat, og Kirsten Otbo orienterede om sin fremtidige stilling som underdirektør i produktionsenheden Inddrivelse.

Lokalisering
Hovedcenter for SKAT placeres i Østbanegade og ministeret forbliver placeret i Nicolai Eigtveds Gade.

Rent praktisk vil der være nogle "huse", som dækker forskellige faglige miljøer. På Bornholm vil der sikkert stadig skulle løses landsdækkende opgaver. Lokalerne i Nærum er opsagt og skal fraflyttes, mens fremtiden for lokalerne i Frederikssund p.t. ikke er afklaret.

De eksterne deltagere spurgte til Erling Andersen og Lisbeth Rasmussens stillinger i den fremtidige organisation, hvortil Kirsten Otbo svarede, at Erling Andersen bliver direktør for produktionsenheden Indsats og Lisbeth Rasmussen bliver underdirektør for Jura i SKAT.


3. Skattereform 2012
Kirsten Otbo orienterede om, at forskudsregistrering for 2013 er klar 7. november 2012, og at der kommer orientering samt video ud til borgerne m.fl. Der er taget højt for alt, hvad der træder i kraft i 2013, da der har været en lovgivningsproces, som gik igennem som forventet.

Bo Sponholtz spurgte til eventuelle låste felter, hvortil det blev oplyst, at der ikke er låste felter ved forskudsregistreringen. SKAT hjælper borgerne til korrekt skattebetaling fremover ved at ændre skatteydernes forskudsregistreringer ved anvendelse af automatiske rettelser - måske op til fire gange om året, hvis der er ændring i f.eks. renteudgifter m.v.

Særligt spændende områder?
- Bo Sponholtz nævnte kapitalpensionens afskaffelse, idet han mener, at der formentlig kommer mange flere penge i statskassen, end det forventes, da det helt sikkert kan svare sig at konvertere.
- Afskaffelsen af LL § 33A vil få stor betydning (blev dog efter dette møde genindført ved finanslovsforhandling).
- Christine Søgaard Bøhm nævnte den nye restriktion omkring 10.000 kr.-fradraget, som begrænses til kun at gælde for elektroniske betalinger. Det kommer til at betyde meget for landmænd, da de har brug for hjælp og dermed får yderligere udgifter til revisorbistand.

4. Indsatsplanlægning 2013
Marie Raavig orienterede om, at den nye landsdækkende struktur giver mulighed for nytænkning, da mandtallet for udsøgninger nu er landsdækkende. Det forventes, at Indsatsplanen er klar i december 2012, og at projekterne går i gang i starten af 2013. Nye projekter starter dog først 1. april 2013.

- De store compliance-undersøgelser fortsætter, da det er analyser, som er meget vigtige for SKAT.
- Aktie IT-system er stadig under udarbejdelse, da det er en stor opgave.
- Moms-, lønsum- og udbetalingskontrol og sort økonomi vil også få stort fokus.
- Der vil blive stillet ressourcer til rådighed for projektet Money Transfer i Økonomisk Kriminalitet, men omfanget kendes ikke endnu.
- Interesseforbundne parter og globalisering er emner, der vægtes højt, og desuden vil der selvfølgelig blive tale om mange små projekter, som vil blive taget med i virksomhedsplanen for 2013.

Bo Sponholtz nævnte en Money Transfer-sag, som SKAT har tabt, da byretten traf en afgørelse, som fik en klar og diametralt modsat afgørelse i landsretten. Dommen studeres selvfølgelig nøje nu.

Per Raaskov nævnte, om det ville være en mulighed, at virksomhederne selv ratede sig i Compliance-vurderingerne? Per Raaskov har erfaring med et spørgeskema med f.eks. 12 spørgsmål. Det kunne være interessant at høre, hvad SKAT fokuserer på set i relation til, hvad virksomhederne fokuserer på. Marie Raavig svarede, at der er problemer med efterretteligheden - f.eks. skelnen mellem private og erhvervsmæssige udgifter - så det ligger ikke lige for.

Søren Buus fortalte om et Hollandsk system, hvor virksomheder, der bruger godkendte revisorer pr. automatik får godkendt selvangivelsen.

Per Raaskov fortalte om en virksomhed, der fik indkaldt regnskab for 2010 og 2011. Der var dog ikke taget højde for transfer pricing, så indkomstansættelserne for årene måtte efterfølgende genåbnes. Det er et problem, at man ikke kan stole på, at selvangivelsesårene er lukkede. Denne problemstilling vil blive givet videre til projektet Transfer pricing i SKAT efter mødet.

Søren Buus orienterede om, at der nu kommer åbne skattelister på grundlag af selskabernes egne selvangivne indkomster.

5. Inddrivelsesprojektet "Rådgivere på rette kurs"
Marie Raavig orienterede om det landsdækkende projekt, hvor der er fokus på rådgiveres restancer til det offentlige. Ejendomsmæglere eller bogførings- og revisionsvirksomheder m.fl. bør ikke være kunder hos Inddrivelsesmyndigheden. SKAT anvender metoder som konsekvent inddrivelse overfor kredsen, de 4 døres politik og konsekvent anvendelse af sanktionsmuligheder, hvilket samtidig børe have en afsmittende effekt over for deres kunder.

Den landsdækkende statistik viser, at der i projektets periode faktisk er sket en halvering af både antallet af og restancerne størrelse.

Bo Sponholtz spurgte, om SKAT har lukket nogle virksomheder som følge af projektet, hvortil Marie Raavig kunne oplyse, at SKAT har lukket i alt 37 virksomheder.

6. Kundeservice 2013
Søren Buus orienterede om, at Kundeservice også arbejder med emner til Virksomhedsplan 2013.

Derudover arbejdes der med håndtering af solcelleanlæg, hvor der er tale om "almindelige" skatteydere, som skal selvangive med anvendelse af virksomhedsskatteordningen for deres solcelleanlæg fremover. Det giver SKAT en meget stor orienteringsopgave.

Søren Buus orienterede desuden om, at
- Der bliver flere og flere muligheder for at overvåge forskudsregistreringen, så der ikke foretages rettelser, som kan resultere i store restskatter for skatteyderne.
- Autoagter nu også er anvendeligt på forskudsregistrering, så SKAT sikrer, at borgerne ikke ændrer tallene tilbage igen.
- Der formentlig skal ske færre taksationer fremover, da skatteyderne er blevet rykket telefonisk.
- SKAT.dk for virksomheder bliver forbedret væsentligt til næste år.
- Flere låste felter er vejen frem til at lukke skattegabet. Christine Søgaard Bøhm nævnte her, at det dog kræver meget af de oplysningspligtige, herunder at de har kendskab til, hvordan revisorerne arbejder med regnskaberne.

Christine Søgaard Bøhm bragte emnet om læger op, da de ofte har en masse B-indkomster, som indgår i virksomhedsresultatet. Der skal fremover indberettes på CVR nr. - både B-indkomst og renter.

7. Status på DMR
Søren Buus orienterede om det nye motorregister, der blev taget i brug 6. juni 2012. De professionelle bilforhandlere udleverer nu selv nummerplader, og antallet af ekspeditioner i SKAT er siden da faldet med 60 %. Nu er version 2 kommet, hvor også private kan indberette ejerskifte. Den 1. februar 2013 lukkes de resterende nummerpladeekspeditioner, hvorefter der er fire ekspeditionssteder tilbage i landet.

Konkludende må det siges, at DMR havde en hård start, men er blevet en meget stor succes.

8. Indspark til regelforenkling

Samtykkeerklæringer
Christine Søgaard Bøhm oplyste, at samtykkeerklæringer sendes på papir til det skattecenter, hvor kunden bor, og så hører revisor ikke mere. Heller ikke den tidligere revisor ses registreret i SKAT. Søren Buus oplyste, at han vil undersøge, hvordan processen kontrolleres, da samtykkeerklæringer eventuelt burde modtages og registreres ét sted i SKAT.

Sundhedsforsikringer
Per Raaskov spurgte til sundhedsforsikringer. Typisk dækker sundhedsforsikringerne både arbejdsrelaterede og private forhold, så de fleste beskatter det fuldt ud - men kan en del så fritages for skattepligt? 

Det blev aftalt at indarbejde et svar i referatet. SKAT henviser herefter til styresignalet  vedrørende sundhedsforsikringer, hvoraf det fremgår, at hvis en forsikring indeholder ydelser, der vedrører både arbejds- og privatsfæren, er hele den arbejdsgiverbetalte præmie skattepligtig på samme måde, som hvis forsikringen kun indeholdt ydelser, der vedrører privatsfæren.

Betaling af moms a conto
Søren Buus oplyste, at ønsket fra kunderne om at kunne betale moms a conto (fra sidste møde) er sendt videre.

9. Eventuelt
Bo Sponholtz ønskede at vide, om der blive flere møder i dette udvalg.

Kirsten Otbo foreslog, at der afsættes tid til et nyt møde, som dog vil blive aflyst, hvis en ny struktur for virksomhedskontaktudvalgene falder på plads inden da.

10. Næste møde
 Dato for næste møde blev aftalt til den 14. maj 2013.
 Sted vil blive oplyst senere.