Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 28 og den tilhørende protokol, punkt 1 - 2.

Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.

Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

MLI’en

DBO’en er modificeret som følge af Danmarks og Tjekkiets indgåelse af den multilaterale konvention (MLI’en), idet DBO’en anses som en omfattet skatteaftale efter MLI’ens artikel 1. I den følgende gennemgang er det nævnt, hvilke konkrete modifikationer der gør sig gældende for denne DBO på grundlag af de forbehold og tilvalg, som Danmark og Tjekkiet har taget i forbindelse med indgåelsen af MLI’en.

MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for kildeskatter fra og med den 1. januar 2021.

MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for andre skatter fra og med den 1. januar 2022.

For en beskrivelse af DBO’en uden modifikationer fra MLI’en henvises der til Den juridiske vejledning, version 2022-2.

Som følge af Danmarks og Tjekkiets indgåelse af MLI’en skal præamblen i DBO’en, erstattes af præambelteksten i MLI’ens artikel 6, stk. 1.

Som følge af Danmarks og Tjekkiets indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 7, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 7, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 7, stk. 1, vedrører begrænsning af fordele ifølge DBO’en i forbindelse med arrangementer og transaktioner. Der er tale om en omgåelsesklausul i form af en "Principal Purpose Test" eller "PPT". Den forenklede LOB-bestemmelse i MLI’en finder ikke anvendelse.

Reglen i MLI’ens artikel 7, stk. 1, svarer til artikel 29, stk. 9, i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1 om MLI’en og dens implementering i dansk ret.

Se også afsnit C.F.8.3.1.6 om MLI’ens artikel 6.

Se også afsnit C.F.8.3.1.7 om MLI’ens artikel 7.

Artikel 1: Personer omfattet af overenskomsten

Artikel 1 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 1 i DBO’en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.

Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: Skatter omfattet af overenskomsten

Artikel 2 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

DBO'en omfatter ikke formueskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artikel 3 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark, og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter international ret og dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
  • anden virksomhed med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området.

DBO'en omfatter ikke Grønland og Færøerne.

Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med skib eller fly, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller flyet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat.

Artikel 3 i DBO’en indeholder ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".

Artikel 3 i DBO’en nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artikel 4 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 4, stk. 3, i DBO’en nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.

Se afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

I protokollen til DBO'en bekræfter begge lande vedrørende artikel 4 i DBO’en, at en juridisk person, der er etableret i et af aftalelandene i overensstemmelse med lovgivningen i dette land, og som er generelt skattefritaget i dette land, skal anses for at være hjemmehørende i dette land ved anvendelsen af denne overenskomst.

Artikel 5: Fast driftssted

Artikel 5 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Tjenesteydelser, herunder rådgivning eller ledelsesbistand, medfører fast driftssted, hvis varigheden udgør mindst 6 måneder inden for enhver 12-måneders periode. Se artikel 5, stk. 3, litra b, i DBO’en.

En installation, en borerig eller et skib, der anvendes ved efterforskning af naturforekomster udgør et fast driftssted, hvis virksomheden varer ved i mere end 12 måneder. Virksomhedsperioder for forbundne foretagender lægges sammen, medmindre de er samtidige. Se artikel 5, stk. 4.

I artikel 5, stk. 5, litra a)-d), i DBO’en er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.

Artikel 5 i DBO’en har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter  på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.

Af artikel 5, stk. 6, i DBO’en fremgår,  at hvis en afhængig agent handler i en stat på vegne af et foretagende i den anden stat, skal dette foretagende uanset bestemmelserne i artikel 5, stk. 1 og 2, i DBO’en anses for at have et fast driftssted i den førstnævnte stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, hvis denne person har og sædvanligvis  i denne stat udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn (medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som nævnt i artikel 5, stk. 5, i DBO’en og som, hvis den var udøvet gennem et fast driftssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i artikel 5, stk. 5, i DBO’en) eller ikke har en sådan fuldmagt, men sædvanligvis i den førstnævnte stat opretholder et varelager, hvorfra han regelmæssigt udleverer varer på vegne af foretagendet.

Artikel 5, stk. 7, i DBO’en om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende - eller næsten udelukkende - arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.

Artikel 5 i DBO’en har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8, som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet

Se også

  • Afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
  • OECD kommentaren, 45.3 og 45.4 vedrørende Tjekkiets fortolkning af artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artikel 6 i DBO’en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artikel 7 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 7 i DBO’en indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3, i DBO’en.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 4, i DBO’en.

Den fortjeneste der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 5, i DBO’en.

Bemærk

Artikel 7 i DBO’en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Fortjeneste ved international trafik

Artikel 8 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved drift af skibe eller fly i international trafik, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 8, stk. 1, i DBO’en.

Artiklen omfatter også fortjeneste ved

  • udlejning af skib og fly med besætning (time- eller voyage-charter),
  • udlejning af skibe og fly uden besætning (bareboat-charter), og
  • anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje af containere (herunder anhængere og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af varer.

Se artikel 8, stk. 2, i DBO’en.

Hvis foretagender fra flere lande driver skibs- eller luftfartsvirksomhed sammen i form af et konsortium (fx SAS), kan det enkelte foretagende kun beskattes af sin andel af fortjenesten i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 4, i DBO’en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Forbundne foretagender

Artikel 9 i DBO’en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artikel 10 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECD's modeloverenskomst artikel 10, C.F.8.2.2.10

Kildelandet kan beskatte udbytter med 15 pct. af bruttobeløbet, såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Ejerandelskrav

Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 10 pct. af den samlede kapital i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 0 pct. Der er ikke noget krav om, at kapitalandelen skal have været ejet i en bestemt periode inden udbetalingen af udbyttet. Se artikel 10, stk. 2, litra a), i DBO’en.

Hvis den retmæssige ejer er en pensionskasse eller anden lignende institution, der udbyder pensionsordninger på nærmere bestemte kriterier, se art. 10, stk. 2, i DBO’en kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med højst 0 pct.

Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner, samt om begrebet retmæssig ejer, samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber)

Se også

Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Artikel 11: Renter

Artikel 11 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Renter kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 11, stk. 1, i DBO’en.

Bemærk

Artikel 11 i DBO’en indeholder modeloverenskomstens artikel 11, stk. 4 om kildelandsbeskatning af renter i forbindelse med udøvelse af erhvervsvirksomhed med fast driftssted. Se artikel 11, stk. 3, i DBO’en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artikel 12 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.

Royalties i form af ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm og film eller bånd beregnet på udsendelse i fjernsyn eller radio kan kun beskattes i bopælslandet.

Kildelandet kan beskatte øvrige royalties omfattet af artikel 12 i DBO'en. Kildelandet kan beskatte royalties med 10 pct. Se artikel 12, stk. 2, i DBO’en.

"Royalties" omfatter også vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende (leasing) ethvert industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, computersoftware samt vederlag for film eller bånd til fjernsyn eller radio. Se artikel 12, stk. 3, i DBO’en.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk underafdeling, lokal myndighed eller den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5, i DBO’en. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.

Se afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Bemærk

DBO'en indeholder en mestbegunstigelsesklausul for royaltybeskatning. Se protokollen til DBO'en, punkt 2. Dette betyder, at hvis Tjekkiet efter underskrivelsen af denne aftale, underskriver en aftale med en anden EU-medlemsstat, som medfører en beskatning til en lavere sats/skattefritagelse end den som følger af denne aftales artikel 12, stk. 2, i DBO’en så vil den lavere sats/skattefritagelsen automatisk finde anvendelse ved anvendelsen af artikel 12 i DBO’en fra den dato, hvor overenskomsten mellem Tjekkiet og den pågældende EU-medlemsstat har virkning.

Artikel 13: Kapitalgevinster

Artikel 13 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af skibe eller fly, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, som hører til driften af sådanne skibe eller fly, kan kun beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 13, stk. 3, i DBO’en.

Artikel 13 i DBO’en omfatter også fortjeneste ved salg af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af varer i international trafik. Se artikel 13, stk. 4, i DBO’en.

Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i stat, erhverver ved salg af aktier eller andre rettigheder, hvis værdi for mere end 50 pct.’s vedkommende direkte eller indirekte hidrører fra fast ejendom beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat. Der er ikke anført nogen bestemt tidsperiode før salget, hvor betingelserne skal være opfyldt. Se artikel 13, stk. 5, i DBO’en.

Hvis foretagender fra flere lande driver luftfartsvirksomhed sammen i form af et konsortium (fx SAS), kan det enkelte foretagende kun beskattes af sin andel af fortjenesten i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 13, stk. 7, i DBO’en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Indkomst fra personligt arbejde i ansættelsesforhold

Artikel 14 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

I artikel 14 i DBO’en er indsat en bestemmelse om, hvordan de i artikel 14, stk. 2, i DBO’en nævnte 183 dage skal opgøres.

Ved opgørelsen medregnes:

  • Alle dage med fysisk tilstedeværelse, herunder ankomst- og afrejsedage, og
  • Dage tilbragt uden for denne stat, hvor det personlige arbejde udføres, så som lørdage og søndage, nationale helligdage, feriedage og forretningsrejser, som er direkte knyttet til modtagerens personlige arbejde i denne stat, men som foretages efter afslutning af modtagerens aktivitet på denne stats territorium.

Se artikel 14, stk. 3, i DBO’en.

183-dages-reglen finder ikke anvendelse på vederlag for personligt arbejde, der har karakter af arbejdsudleje m.m. Se artikel 14, stk. 4, i DBO’en. Det betyder, at arbejdslandet har beskatningsretten i forbindelse med arbejdsudleje.

Vederlag for personligt arbejde, som udføres om bord på et skib eller fly, der anvendes i international trafik, kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 14, stk. 5, i DBO’en.

Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 14, stk. 5, i DBO’en.

Se også

Se også

  • Artikel 15 i DBO’en om bestyrelseshonorar
  • Artikel 16 i DBO’en om løn til kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 18 i DBO’en om løn for offentligt hverv
  • Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Artikel 15: Bestyrelseshonorarer

Artikel 15 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 15 i DBO’en omfatter foruden medlem af bestyrelse også medlem af ethvert andet tilsvarende organ.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 16: Kunstnere og sportsfolk

Artikel 16 i DBO’en svarer til OECD's modeloverenskomst.

Bemærk

Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af artikel 18, i DBO’en med mindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 18, stk. 3, i DBO’en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 17: Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger

Artikel 17 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel

Private pensioner og andre lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet, hvad enten de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke. Se artikel 17, stk. 2, i DBO’en.

Undtagelse - kildelandsbeskatning

Kildelandet kan beskatte private pensioner og andre lignende vederlag, hvis

  • modtageren har haft fradrag i kildelandet for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
  • modtageren ikke er blevet beskattet i kildelandet af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver.

Overgangsregel

Personer, der den 14. november 2012 var hjemmehørende i Tjekkiet, og som på denne dato var begyndt at modtage pension fra Danmark, som kun kunne beskattes i Tjekkiet efter artikel 18, stk. 1, eller artikel 21, stk. 1, i den tidligere DBO, er fritaget for beskatning af pensionen i Danmark, så længe personen forbliver hjemmehørende i Tjekkiet. Reglen gælder for alle former for private pensioner. Se Lov nr. 1229 af 18. december 2012 § 3.

Overgangsreglen gælder også for dansk privat pension, som de nævnte personer først begynder at modtage efter den 14. november 2012, hvis de på denne dato var hjemmehørende i Tjekkiet og modtog anden dansk pension. Se bemærkningerne til § 3 i L 65 af 14. november 2012.

Sociale ydelser

Kildelandet kan beskatte betalinger efter den sociale sikringslovgivning i kildelandet eller efter enhver anden ordning, der stammer fra offentlige midler i kildelandet. Se artikel 17, stk. 1, i DBO’en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 18: Offentlige hverv

Artikel 18 i DBO’en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Bemærk

Vederlag til offentligt ansatte kunstnere og sportsfolk er omfattet af artikel 18 i DBO’en, med mindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 18, stk. 3, i DBO’en.

Artikel 19: Studerende

Artikel 19 i DBO’en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 20: Andre indkomster

Artikel 20 i DBO’en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 21: Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artikel 21 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Begge lande giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som kan beskattes i kildelandet efter DBO'en. Se artikel 21, stk. 1, litra a og b og stk. 2, litra a, i DBO’en.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i kildelandet, lempes skatten i bopælslandet efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der kun kan beskattes i kildelandet. Se artikel 21, stk.1, litra c, og stk. 2, litra b, i DBO’en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 22: Ikke-diskriminering

Artikel 22 i DBO’en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 23: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artikel 23 i DBO’en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 23 i DBO’en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

MLI’en

Som følge af Danmarks og Tjekkiets indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., anvendelse. Derudover erstattes DBO’ens artikel 23, stk. 1, 1. pkt., af MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt. MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at en person kan indgive anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure i både bopæls- og kildelandet.

Reglen i MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., svarer til artikel 25, stk. 1, 1. pkt., i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.16 om MLI’ens artikel 16.

Bemærk

Danmark har taget forbehold efter MLI’ens artikel 28, stk. 2, således at MLI’ens bestemmelser om voldgift ikke finder anvendelse i forhold til sager, der drejer sig om DBO’er mellem Danmark og andre EU-lande. Inden for EU gælder EU-voldgiftskonventionen og EU-voldgiftsdirektivet, og det vil herefter alene være disse EU-retsakter, der vil være gældende i forholdet mellem Danmark og Tjekkiet.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.28 om MLI’ens artikel 28.

Artikel 24: Udveksling af oplysninger

Artikel 24 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark og Tjekkiet har den 15. november 2004 indgået en aftale om automatisk udveksling af oplysninger på skatteområdet. Se BKI nr. 4 af 08/02/2005.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 25: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder

Artikel 25 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 26: Territorial udvidelse

Artikel 26 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om territorial udvidelse.

Artikel 27: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 17. december 2012 og har virkning fra 1. januar 2013.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31.

Artikel 28: Opsigelse

Artikel 28 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.32 om OECD's modeloverenskomst artikel 32 om opsigelse.