Udtrykket "passiv kapitalanbringelse" har igennem længere tid været brugt i to betydninger. Dels i betydningen transaktioner, som ikke udgør (en del af) økonomisk virksomhed. Dels - som i ML § 38, stk. 1 - i betydningen finansielle bitransaktioner. Sondringen mellem de to former for passiv kapitalanbringelse er af betydning for spørgsmålet, om der skal ske en skønsmæssig begrænsning af fradragsretten efter ML § 38, stk. 2, se afsnit D.A.11.4.3.1, eller om der skal betales lønsumsafgift, se afsnit D.B.2.1.
Efter momsloven ses der ved beregning af virksomhedens fradragsprocent bort fra omsætningsbeløb, som stammer fra passiv kapitalanbringelse, herunder enkeltstående udlån mellem moder- og datterselskaber og mellem søsterselskaber, samt renteindtægter fra købekontrakter og kreditkøbsaftaler, som er indgået i forbindelse med virksomhedens salg og udlejning af egne varer. Se ML § 38, stk. 1, 4. pkt., 2. led.
Efter Skattestyrelsens opfattelse svarer anvendelsesområdet for ML § 38, stk. 1, 4. pkt., 2. led, i alt væsentligt til de omsætningsbeløb, der efter Momssystemdirektivet ses bort fra som finansielle bitransaktioner ved beregning af virksomhedens fradragsprocent. Dvs. den del af omsætningen, der vedrører bitransaktioner af finansiel karakter, og den del af omsætningen, der vedrører de i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b) til g), nævnte transaktioner (ML § 13, stk. 1, nr. 11), når der er tale om bitransaktioner. Se Momssystemdirektivets artikel 174, stk. 2, litra b), 2. led, og Momssystemdirektivets artikel 174, stk. 2, litra c). Se beskrivelsen af disse bestemmelser og begrebet finansielle bitransaktioner i afsnit D.A.11.4.2.2.5.6.
Se også