Dato for udgivelse
09 Jun 2004 15:25
Resumé
Mange medarbejdere i ToldSkat døjer med for højt blodtryk eller kolesteroltal. Samtidig er mange organisationsændringer medvirkende til stress. Ledelsen skrider ind med nye informationstiltag og dialog.

ToldSkat er nu færdig med at bearbejde tallene i sin hidtil største undersøgelse af de mere end 5000 ansattes helbredsmæssige tilstand. Konklusionerne i undersøgelsen Psyke&Sundhed peger på, at der i fremtiden bliver brug for både mere dialog og bedre mad.

 

Undersøgelsen viser nemlig, at omtrent 50 pct. af de ansatte har for højt blodtryk, mens kolesteroltallet er for højt hos 45 pct. Derudover er over halvdelen af medarbejderne udsat for moderat til høj stress.

 

Ifølge underdirektør Arne Bundgaard er disse tal bekymrende. Som indledende indsatsområde peger han på, at ToldSkats mange kantiner bør overveje sundere menuer. Derudover understreger han vigtigheden af flere motionsfremmende tilbud.

 

Undersøgelsen har afdækket nogle af årsagerne til stress i ToldSkat. En er, at medarbejdere med omsorg for syge familiemedlemmer, oplever en stor grad af stress. Derfor planlægger ToldSkats ledelse en række tilbud, som eksempelvis hjemmearbejdsplads eller deltidsordning, der skal være med til at lette byrden i sådanne situationer.

 

Kodeord: dialog

En fokusgruppeundersøgelse viser, at en anden medvirkende årsag til stress er de omstruktureringer, ToldSkat har været igennem de seneste år. Dette tager ledelsen meget alvorligt, fordi ToldSkat som politisk ledet organisation jævnligt vil være underlagt forandringer.

 

”Det positive er, at problemet nu er bragt for dagen. I en tid, hvor strukturreform er på den politiske dagsorden, er timingen perfekt,” siger Arne Bundgaard og fortsætter:

 

”I ledelsen går vi nu i gang med at iværksætte initiativer, der skal klæde medarbejderne bedre på til de kommende forandringsprocesser. De overordnede kodeord bliver: dialog, dialog og atter dialog. På den måde vil vi ruste medarbejderne bedre og åbne deres øjne for de faglige udfordringer og nye muligheder en omstrukturering også giver.”

 

Plussiden

Det store helbredstjek af ToldSkat afslører også positive ting. På plussiden tæller et billede af ToldSkat, som en familievenlig arbejdsplads, hvor medarbejderne har fleksible arbejdsforhold, medansvar og store faglige udfordringer. Netop sammenkoblingen af disse kvaliteter fremhæves i undersøgelsen som områder, hvor andre virksomheder kan tage ved lære af ToldSkat.

 

Formålet med hele undersøgelsen har været at indkredse særlige risikoområder i de ansattes sundhedsmæssige og psykiske tilstand. I den forbindelse har ca. 3.000 medarbejdere valgt at lade sig stikke i armen, få målt blodtrykket og svare på spørgsmål vedrørende kost, motion og stress. Sidst på året vil der blive gennemført en opfølgning på både tiltagene og Psyke&Sundhedsundersøgelsen.

 

Medarbejderne i ToldSkat er hovedsageligt organiseret i de tre organisationer DJØF, HK og DTS.

 

Se undersøgelsen her.

 

Kontakt: Underdirektør Arne Bundgaard tlf: 7237 0014 eller pressesekretær Henriette Kinnunen 7237 0900.