Dato for udgivelse
27 Nov 2012 15:30
Resumé

Tæt samarbejde mellem politiet og SKAT resulterer i fængselsdomme og bøder på 37 mio. kr. for momssvindel.


Straffesagen mod fire mænd for momssvindel til over 20 mio. kr. er den 27. november 2012 afgjort ved retten i Kolding.

Den ene af de to hovedmænd blev idømt 2½ års ubetinget fængsel og fik en tillægsbøde på 20 mio. kr., og den anden blev idømt 2 års ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 17 mio. kr. Endvidere blev begge fradømt retten til at stifte eller deltage i ledelsen af selskaber for en periode på fem år.

En af de benyttede stråmænd blev idømt en betinget dom på 40 dages fængsel og fik en tillægsbøde på 300.000 kr., mens den anden stråmand blev frikendt. Ved strafudmålingen er der taget hensyn til at sagen har ligget stille hos anklagemyndigheden i næsten 2 år.

Sagen startede i 2007, da medarbejdere fra Sydøstjyllands Politi og SKATs afdeling for Økonomisk kriminalitet i forbindelse med en anden sag fik kendskab til, at nogle kendte kriminelle pludselig optrådte som direktører i en række momsregistrerede selskaber.

En nærmere undersøgelse af disse personer og deres tilhørende selskaber viste at seks selskaber med adresse forskellige steder i Jylland tilsammen havde fået udbetalt ca. 13 mio. kr. i moms, bl.a. som følge af angivet eksport af varer til Thailand og Brasilien. Samtidig kunne man konstatere, at de involverede personer kendte hinanden fra det kriminelle miljø, og at flere af dem kort forinden havde afsonet sammen i fængslet.

De videre undersøgelser afslørede, at de varer, man eksporterede med angivelse af store eksport værdier, i virkeligheden var nogle billige brugte møbler, man erhvervede hos genbrugsbutikker mv.

En væsentlig del af eksporten blev sendt til selskaber i Thailand, som var ejet af en bror til en thailandsk kvinde bosiddende i Danmark. Kvinden havde på daværende tidspunkt tætte relationer til en af de nu dømte hovedmænd i sagskomplekset.

I august 2007 blev der gennemført ransagning, foreliggende bilag og regnskabsmateriale blev beslaglagt, og de involverede personer blev afhørt og flere blev varetægtsfængslet. De videre undersøgelser bekræftede, at de involverede selskaber blev anvendt til systematisk unddragelse af moms, idet der var angivet fiktive beløb med det formål at få udbetalt negativ moms. De oppustede eksportværdier har alene haft til formål at legimitere de negative momsbeløb for derved at undgå kontrol fra myndighedernes side.

Samlet er der udbetalt 13 mio. kr. Udbetalingen af yderligere 8 mio. kr. blev stoppet under efterforskningen. I forbindelse med efterforskningen var der forlydender om, at de dømte oprindeligt havde planlagt først at stoppe, når de nåede 100 mio. kr.

SKAT tilfreds med dommen
Afdelingsleder Vagn Larsen fra SKATs afdeling for økonomisk kriminalitet i Århus er tilfreds med strafudmålingen, og udtaler at der i forbindelse med sagen har været et særdeles fint samarbejde med politiet. 

Vagn Larsen understreger, at SKAT i lighed med andre private og offentlige virksomheder aldrig kan gardere sig fuldstændigt mod svig.

- I denne sag er vi glade for, at vi ret hurtigt fik stoppet svigskomplekset, og at svindlerne nu har fået deres straf.

SKAT intensiverede i 2009 indsatsen mod denne form for momssvig og nedsatte et projekt med det formål at optimere processerne i den generelle udbetalingskontrol.

Desuden blev der i SKATs afdeling for Økonomisk kriminalitet fokuseret yderligere på denne svigs-metode, og der blev nedsat et projekt, der har fokus på at udvælge virksomheder, hvor der er mistanke om organiseret svig med negativ moms.

- De generelle erfaringer viser, at personer fra det kriminelle miljø ofte optræder som stråmænd i virksomheder, der begår skatte- og afgiftssvig. Vi har også set en del sager hvor udlændinge har været involveret som stråmænd, herunder sager med formodet misbrug af identitet fortæller Vagn Larsen.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Afdelingsleder Vagn Larsen, tlf. 30 92 44 39, eller SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00