Dato for udgivelse
16 nov 2012 09:00
Resumé

Skatteministeriet indgår aftale med Panama. Dermed kan firmaer og personer ikke mere skjule formue eller indkomst ved at flytte den til Panama. Panama er land nr. 39, der går fra at være skattelyland til at være samarbejdspartner.


Danmark har nu underskrevet en såkaldt skatteinformationsaftale med Panama. Panama er det 39. land, som går fra at være et skattelyland, hvis finansielle centre henvendte sig til personer og selskaber i udlandet, til at være en samarbejdspartner.

- Det er af afgørende betydning, at vi i Danmark går sammen med andre lande om at afsløre skjulte indtægter og formuer i udlandet. Man skal ikke kunne snyde sig uden om lovgivningen bare ved at sende sine indtægter til et fjerntliggende land, udtaler skatteminister Holger K. Nielsen.

Aftalen betyder, at hverken personer eller selskaber i Danmark kan skjule dele af deres formue eller indkomst ved at flytte den fra et land, som Danmark har en samarbejdsaftale med, til Panama. Sådan var det ellers tidligere.

- Fra dansk side kan vi kun være tilfreds med, at Panama har taget dette vigtige skridt med at opfylde de globale standarder for gennemsigtighed og udveksling af oplysninger til brug i skattesager. Erfaringerne viser også, at flere privatpersoner og virksomheder frivilligt begynder at oplyse om deres aktiviteter, når landene indgår en aftale om at udveksle oplysninger på skatteområdet, udtaler skatteminister Holger K. Nielsen.

For at forstærke bekæmpelsen af international skatteunddragelse og for at sikre en effektiv anvendelse af disse skatteinformationsaftaler, har de nordiske lande for nyligt oprettet en ny gruppe på skattemyndighedsniveau. Gruppen vil koordinere det nordiske arbejde mod international skatteunddragelse og vil arbejde for gennemsigtighed og udveksling af oplysninger til brug i skattesager. Danmark har forhandlet skatteinformationsaftalen på fælles basis med de andre nordiske lande. Aftalen blev underskrevet på Panamas ambassade i London mandag.

Eventuel kontakt:
Journalister: Skatteministeriets pressefunktion, tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer, tlf. 72 37 18 18