åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.1.3.1 Generelt om afgrænsningen af erhvervsmæssig virksomhed over for ikke erhvervsmæssig virksomhed" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Afgrænsning mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed
  • Erhvervsmæssig virksomhed eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobby). Kriterier
  • Rentabilitetskriteriet
  • Intensitetskravet
  • Hvis der er manglende intensitet
  • Virksomhed af hobbykarakter - privat benyttelse
  • Momsregistrering
  • Vedvarende energi
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgrænsning mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed

I afsnit C.C.1.1 beskrives begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed generelt, og i afsnit C.C.1.2 beskrives den skattemæssige betydning af, at en virksomhed er en selvstændig erhvervsvirksomhed. I afsnit C.C.1.3 beskrives det, hvordan selvstændig erhvervsvirksomhed afgrænses over for selvstændig ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Afgrænsningen mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed sker ved en samlet, konkret vurdering efter en række kriterier, fx om rentabilitet.

Ikke-erhvervsmæssig virksomhed kaldes undertiden hobbyvirksomhed, fordi afgrænsningsproblemerne ofte vil opstå i forbindelse med visse former for virksomhed, der synes at have private formål som de primære. Disse private formål kan fx være boligformål, eller sportsinteresser, som fx ridning, hestevæddeløb og sejlads, eller det kan være dyrehold, som fx heste, kaniner, fjerkræ eller lignende.

Hobbyvirksomhed har på den ene side fælles træk med erhvervsvirksomhed, men er på den anden side karakteriseret ved, at systematisk indtægtserhvervelse ikke er det afgørende formål for skatteyderen.

I retspraksis og andre steder ses udtrykket hobbyvirksomhed dog også anvendt om virksomhed, der ikke har dette præg af fritidsinteresse, men som i øvrigt ikke opfylder kriterierne for at være erhvervsmæssig.

Bemærk

Erhvervsmæssig virksomhed skal også afgrænses over for honorarindtægter, der på den ene side ikke er optjent som led i et tjenesteforhold, men som på den anden side heller ikke er selvstændig erhvervsvirksomhed. 

Denne form for virksomhed, der ligesom hobbyvirksomhed betragtes som ikke-erhvervsmæssig virksomhed, beskattes også efter et nettoprincip i SL § 4. Se nærmere i afsnit C.C.1.2.3 og afsnit C.A.3.1.2 om afgrænsningen af selvstændig erhvervsvirksomhed over for honorarindkomst og om beskatning af honorarindkomst. Bemærk at disse honorarmodtagere skal betale arbejdsmarkedsbidrag af bruttoindkomsten, se afsnit C.C.8.2 Bidragspligten.

Erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig (hobby). Kriterier

Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig (evt. har hobbykarakter) vil normalt ikke give anledning til tvivl, hvis virksomheden er rentabel. Det vil sige, at virksomheden over en lidt længere periode giver overskud på den primære drift, mulighed for forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital, samt en rimelig driftsherreløn.

I tvivlstilfælde må bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden. I denne vurdering skal alle relevante forhold inddrages.

Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være indrettet med systematisk indtægtserhvervelse for øje, dvs. det afgørende formål er, at der kan opnås et overskud.

De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis, har bl.a. været om

  • der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud (blive rentabel)
  • virksomhedens underskud er forbigående, fx indkøringsvanskeligheder, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud
  • lønsomheden/udsigterne til rentabel drift er undersøgt forud for virksomhedens start, herunder om der har været lagt budgetter mv.
  • virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet
  • ejeren har de nødvendige, evt. særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle øvrige indtægtsgivende erhverv
  • der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden
  • skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver til privat brug
  • virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse
  • driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art
  • virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er gældende for det pågældende erhverv
  • virksomheden i givet fald kunne sælges til tredjemand, dvs. om den, trods hidtidigt underskud, i tredjemands øjne måtte have potentiel indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet.

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til grund i mange afgørelser.

Rentabilitetskriteriet

Rentabilitetskriteriet indebærer, at der stilles et krav om

  • overskud på den primære drift
  • en rimelig forrentning af den investerede kapital, herunder af eventuel fremmedkapital
  • en rimelig driftsherreløn, hvis der ydes en arbejdsindsats i virksomheden.

Underskud i en periode

Rentabilitetskriteriet udelukker ikke, at virksomheden kan være erhvervsmæssig, selvom den giver underskud i en periode. En virksomhed kan derfor anses for at være erhvervsmæssig, uanset at den fx i startfasen eller i en forbigående periode på grund af dårlige konjunkturer er underskudsgivende, herunder at der i disse perioder ikke er mulighed for forrentning af fremmed- og/eller egenkapital eller for en driftsherreløn, når blot der er udsigt til, at virksomheden kan blive rentabel over en lidt længere periode.

Intensitetskravet

Ifølge retspraksis er det yderligere stillet som betingelse for, at en virksomhed kan anses for at være erhvervsmæssig, at omsætningen har en vis minimumsstørrelse, det såkaldte intensitetskrav.

Der er tale om et objektivt krav, og konkrete omstændigheder som fx sygdom hos den skattepligtige kan ifølge praksis ikke give grundlag for at se bort fra kravet om en vis omsætning.

Eksempler

Se fx SKM2007.107.HR om virksomhed med horoskoper mv., SKM2006.21.VLR om udlejning af festlokaler og SKM2009.757.VLR om bæredygtige huse.

Se også SKM2019.186.ØLR om et socialt medie, hvor landsretten udtaler, at intensitetskriteriet er et økonomisk kriterium, og at intensitetskravet ikke var opfyldt uanset den genererede aktivitet på nattelivssitet og virksomhedsejernes betydelige arbejdsindsats.

Se også SKM2020.22.BR om en virksomhed, der havde været drevet i 19 år med salg af bl.a. alternative energikilder. Byretten lagde vægt på, at der op til de omhandlede indkomstår havde været underskud, og at det vedrørende de omhandlede indkomstår ikke var godtgjort, at der var udsigt til, at virksomheden kunne opnå en rimelig fortjeneste. Det blev fastslået, at hverken rentabilitetskravet eller intensitetskravet var opfyldt.

Se også SKM2021.170.BR. Skatteyderen drev virksomhed med kunsthandel og galleri. Skatteyderen havde også drevet gallerivirksomhed i Y1-land og haft opgaver i Y2-land relateret til den danske gallerivirksomhed. Skatteyderen havde ikke oppebåret entréindtægter fra galleridriften. Byretten bemærkede, at virksomheden havde haft underskud siden 2006 og fortsat havde underskud i indkomstårene 2013-2015. Skatteyderne havde ikke fremlagt budgettet eller lignende, der kunne underbygge en antagelse om, at virksomheden i fremtiden ville generere et overskud. Skatteyderen havde overfor SKAT (nu Skattestyrelsen) oplyst, at der ikke havde været nogen omsætning i 2016-2017 og heller ikke forventedes omsætning for 2018. Retten fandt derfor ikke, at virksomheden var drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der stod i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. Kriteriet om rentabilitet var således ikke opfyldt. Virksomhedens bruttoomsætning fremgik ikke, og det af skatteyderen oplyste var ikke i overensstemmelse med virksomhedens momsangivelse. Der var ikke oppebåret entreindtægter, og virksomheden synes derfor ikke drevet erhvervsmæssigt. Byretten fandt derfor, at der ikke var tale om erhvervsmæssig virksomhed. Retten fandt ikke, at der var tale om virksomhed i opstartsfasen, da virksomheden ikke havde givet overskud i de 7 år forinden de omhandlede indkomstår.

Hvis der er manglende intensitet

I visse (specielle) tilfælde kan der være tale om erhvervsmæssig virksomhed, selvom virksomheden (endnu) ikke har opnået en vis afsætning af virksomhedens produkt(er).

Hvor det sædvanlige intensitetskrav ikke er opfyldt, er det afgørende, om virksomheden udøves med henblik på rentabel drift, dvs. om rentabilitetskravet er opfyldt. Der skal således være grundlag for at antage, at virksomheden på sigt vil kunne give en rimelig fortjeneste.

Konkret kan der være grundlag for en sådan antagelse, selvom virksomheden i det eller de første år har beskeden eller ingen omsætning. Har virksomheden derimod beskeden eller ingen omsætning i en længere periode, vil dette i sig selv føre til, at virksomheden ikke længere kan anses som erhvervsmæssig.

Se også

Se også Skatteministeriets kommentar, SKM2008.641.BR, vedrørende fradrag for udgifter til erhvervsmæssig virksomhed SKM2008.854.DEP, til SKM2008.641.BR om fradrag for udgifter til udvikling og patentering.

Virksomhed af hobbykarakter - privat benyttelse

Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål. Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby). En vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.

Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for at være en hobbyvirksomhed, medmindre den fremstår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr, driftsform og indehaverens uddannelse.

Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre, at virksomheden ikke anses for at være erhvervsmæssigt anlagt. Se afsnit C.C.1.3.2.4 om sommerhusudlejning og afsnit C.C.1.3.2.5 om bådudlejning, samt afgørelser nedenfor om fx racerbiler og lignende.

I sager vedrørende landbrug og lignende vil det ofte være af afgørende betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været, dvs. om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med at opnå et afkast af bedriften.

Der gælder en særlig praksis for deltidslandbrug vedrørende kravene til overskud. Se afsnit C.C.1.3.2.1 om deltidslandbrug.

Momsregistrering

Momsregistrering er uden betydning for den skattemæssige vurdering af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Se afsnit C.C.1.1.1 om begrebet selvstændig virksomhed.

Vedvarende energianlæg

Fysiske personer kan efter de særlige regler i LL § 8 P, stk. 2 og 3, vælge at lade indtægt fra vedvarende energianlæg, der er omfattet af definitionen i LL § 8 P, stk. 1, jf. stk. 5, beskatte som ikke-erhvervsmæssig indkomst (privat anvendelse) og anvende den særlige skematiske ordning for opgørelse af indkomsten. Hvis skatteyderen ikke vælger disse regler, eller hvis anlægget ikke er omfattet af LL § 8 P, afgøres det efter de almindelige regler, om indkomsten er erhvervsmæssig. Se nærmere afsnit C.C.4.5.2 Beskatning efter de almindelige regler for indkomstopgørelse, om vedvarende energianlæg. Se også afsnit C.C.4.5.5 om afskrivning på vedvarende energianlæg.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.262.HR

Sygedagpenge indgår ikke i virksomhedsindkomsten.

Sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring for selvstændigt erhvervsdrivende, skulle ikke indgå i virksomhedens indtægter. Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden, jf. SKM2003.416.ØLR.

Dette gjaldt uanset, om virksomheden måtte anses for erhvervsmæssigt drevet eller ej.

Principiel dom.

Stadfæster SKM2014.587.ØLR.

Om flexydelse se 

SKM2007.107.HR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Højesteret fandt, at en virksomhed, der beskæftigede sig med horoskoper og fremtidsforudsigelser, ikke var erhvervsmæssigt drevet i 2001.

Virksomheden havde i 2001 en omsætning på ca. 10.000 kr., og et virksomhedsresultat på ca. - 27.000 kr. Også de forudgående år havde virksomheden en meget beskeden omsætning og et negativt driftsresultat.

Højesteret fandt, på denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende, at det måtte lægges til grund, at der i 2001 heller ikke var udsigt til, at indehaveren fremover ville kunne drive virksomheden med en rimelig fortjeneste. Oplysninger om indehaverens sygdom kunne ikke føre til andet resultat.

Der kunne derfor ikke foretages fradrag for underskud efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Indehaveren havde heller ikke ret til befordringsfradrag efter LL § 9 C.

Dommen stadfæster SKM2005.314.ØLR.

TfS 1999, 863 HRD

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Spørgsmål om fradrag for underskud ved gallerivirksomhed i 1992.

Virksomheden blev i årene 1988-1991 drevet med et driftsunderskud, som samlet oversteg det underskud, som var angivet i 5-årsbudgettet. Budgettet omfattede ikke finansieringsudgifter eller vederlag for ejerens arbejdsindsats. Underskuddet blev finansieret af skatteyderens ægtefælle.

Højesteret fandt, at ved afgørelsen af, om en sådan virksomhed er erhvervsmæssig, må det indgå med betydelig vægt, om virksomheden kan anses for at være etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.

For indkomståret 1992, hvor virksomheden på femte år gav underskud, måtte det derfor være en forudsætning for at anse driften for at være erhvervsmæssig, at der var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig sådan, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste.

Højesteret fandt ikke, at dette var tilfældet. Der var derfor ikke fradragsret for underskud efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen ændrer landsrettens dom i TFS 1998, 501 ØLD.

Landsretsdomme

SKM2022.517.ØLR

Erhvervsmæssig virksomhed - ejendomsudvikling - ikke fradrag for underskud

Sagen handlede om, hvorvidt appellantens virksomhed i indkomstårene 2010-2015 i skatteretlig henseende kunne betragtes som erhvervsmæssig, herunder om appellanten var berettiget til fradrag for underskud i virksomheden i de omhandlede indkomstår.

Landsretten lagde til grund, at appellanten havde foretaget et vist, men ikke nærmere dokumenteret, arbejde med ideudvikling med henblik på at skaffe interesserede købere til ejendommen.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at appellantens virksomhed ikke kunne anses for at være erhvervsmæssigt drevet i skatteretlig henseende. Appellanten havde herefter ikke ret til fradrag for virksomhedens underskud i de omhandlede år.

Det kunne ikke føre til andet resultat, at virksomheden i et efterfølgende indkomstår havde opnået et overskud.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

 Stadfæster SKM2021.437.BR.

SKM2022.359.VLR

Underskud kunne ikke fratrækkes, da billedkunstnervirksomhed ikke blev anset for erhvervsmæssige i skattemæssig henseende.

Sagen angik, om appellanten kunne fratrække et underskud i sin billedkunstnervirksomhed i 2010-2012. Det var en forudsætning for at fratrække underskuddet, at billedkunstnervirksomheden kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at billedkunstnervirksomheden i indkomstårene 2010-2012 blev drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitetskriteriet). Landsretten fandt det således ikke godtgjort, at finanskrisen og appellantens helbredstilstand havde påvirket salget af kunsten, således at rentabilitetskriteriet kunne anses for opfyldt i 2010-2012.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom, idet billedkunstnervirksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig i indkomstårene 2010-2012.

Tidligere instans: SKM2021.190.BR.

Afgørelsen er også refereret i afsnit C.C.1.3.2.6 Kunstnerisk virksomhed.

SKM2019.186.ØLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Internetvirksomhed - nattelivsportaler.

Sagen drejede sig om, hvorvidt tre skatteydere var berettigede til fradrag for underskud af virksomhed i indkomstårene 2006-2010. Nærmere bestemt var spørgsmålet, om deres fælles virksomhed måtte anses for drevet erhvervsmæssigt i disse år.

Landsretten udtalte, at intensitetskriteriet er et økonomisk kriterium, og at det ikke var opfyldt, uanset den genererede aktivitet på nattelivssitet og virksomhedsejernes betydelige arbejdsmæssige indsats.

Der er i praksis i særlige tilfælde set bort fra intensitetskriteriet, men Landsretten fandt ikke grundlag for at gøre det i denne sag.

Virksomheden havde været underskudsgivende i alle de indkomstår, sagen drejede sig om.

Byretten fandt på den baggrund, at det var en forudsætning for at anse virksomheden som erhvervsmæssig, at der var et sikkert grundlag for at antage, at den ville udvikle sig således, at den inden for en overskuelig fremtid ville kunne give en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital og det tidsforbrug, der var lagt i den. Dette havde skatteyderne ikke dokumenteret, og der var derfor ikke grundlag for at anse virksomheden som erhvervsmæssig.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at skatteyderne havde anført, at der var tale om en såkaldt udviklingsvirksomhed, hvor det måtte forventes, at der ville gå længere tid, før der kunne forventes indtægter.

Landsretten var enig heri, og stadfæstede derfor byrettens dom.

Dommen stadfæster SKM2018.174.BR med en ændret begrundelse for så vidt angår intensitetskriteriet.

SKM2017.88.VLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Skatteyderen drev aktiviteter i form af skoventreprenørvirksomhed og brændekløvning.

Kort tid efter aktiviteternes opstart i 2005 var skatteyderen ude for en ulykke i virksomheden, der medførte en delvis amputering af armen. Han havde herefter været igennem et længere udredningsforløb med kommunen, inden han blev tilkendt førtidspension i 2010. Virksomheden ophørte i 2012, og aktiviteterne havde i alle årene 2005-2011 givet underskud. Sagen omhandlede årene 2009-2011, og der var i sagen enighed om, at skatteyderen i de omhandlede år alene havde arbejdet i begrænset omfang.

Byretten udtalte, at det følger af de sædvanlige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed, at virksomheden skal opfylde et intensitetskriterium og et rentabilitetskriterium. Retten fandt, at disse kriterier ikke var opfyldte, og at virksomheden derfor ikke kunne anses erhvervsmæssig.

Retten henviste i den forbindelse til virksomhedens økonomiske resultater, oplysninger om, at en del af virksomheden var blevet lukket ned allerede i 2008, samt til skatteyderens konkrete udtalelser til kommunen.

Retten udtalte også, at det forhold, at A´s skade i 2005 var den primære årsag til, at virksomheden ikke havde den forventede aktivitet, ikke kunne føre til andet resultat.

Landsretten stadfæstede dommen.

Dommen stadfæster SKM2016.40.BR.

SKM2016.403.VLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed, solcenter

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde drevet sit solcenter erhvervsmæssigt i indkomstårene 2009-2011 (begge inkl.).

Byretten henviste til, at solcentret for hvert af årene 2005-2012 havde givet underskud.

For så vidt angik indkomståret 2009, hvor solcentret på femte år var underskudsgivende, måtte det ifølge byretten være en forudsætning for at anse driften for erhvervsmæssig i skatteretlig henseende, at der var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste, jf. UfR 2000.313 H (TfS 1989, 863 HRD, se ovenfor).

Byretten fandt ikke, at skatteyderen havde tilvejebragt et sådant grundlag. At solcentret i 2013 gav et mindre overskud før driftsherrevederlag og forrentning af investeringen kunne ikke føre til et andet resultat.

Heller ikke det forhold, at solcentret ikke havde hobbykarakter, kunne - henset til de betydelige underskud - føre til et andet resultat.

Efter oplysningerne i sagen om driften af solcentret, herunder dets regnskabstal navnlig i form af forholdet mellem omsætning og udgifter, og i øvrigt af de grunde, som var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at solcentret i indkomstårene 2009, 2010 og 2011 blev drevet med udsigt til, at der kunne opnås en rimelig fortjeneste hverken i forhold til hans arbejdsindsats eller i forhold til den investerede kapital.

Solcentret opfyldte derfor ikke rentabilitetskravet i de pågældende indkomstår, og landsretten tiltrådte derfor, at driften af solcentret ikke havde været erhvervsmæssig i skatteretlig henseende  jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæstede SKM2015.440.BR.

SKM2013.745.ØLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

En rejsebureauvirksomhed blev ikke anset for erhvervsmæssig for indkomståret 2007. Da virksomheden ikke var erhvervsmæssig, kunne underskuddet ikke trækkes fra i anden indkomst, jf. SL § 6, litra a, og PSL § 3, stk. 2, nr. 1.

Det var ubestridt, at virksomheden i 2007 havde et sådant omfang, at den opfyldte kravet til intensitet (omfang).

Retten udtalte, at rejsebureauvirksomheden blev etableret i 1998 som en enkeltmandsvirksomhed, og bortset fra 2002 og 2003 havde virksomheden siden været drevet med årlige underskud, som løbende blev finansieret af skatteyderens ægtefælle. Virksomhedens samlede underskud udgjorde i perioden 1998-2006 godt 360.000 kr. og i hele perioden 1998-2012 godt 1,6 mio. kr. Der var i perioden 2002-2011 afholdt personaleomkostninger med i alt 1,5 mio. kr., som i det væsentligste havde været løn til skatteyderens søn.

Retten fandt derfor, at virksomheden ikke opfyldte rentabilitetskravet, idet den ikke blev drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste hverken i forhold til skatteyderens arbejdsindsats eller i forhold til den investerede kapital.

Under disse omstændigheder kunne det ikke føre til et andet resultat, at skatteyderen havde de fornødne faglige forudsætninger for at drive virksomheden og gjorde det på seriøs måde.

Dommen stadfæstede SKM2012.674.BR.

Se også SKM2016.606.BR vedrørende senere indkomstår.

SKM2009.757.VLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

En personligt ejet virksomhed, der havde som formål at opføre og sælge bæredygtige beboelseshuse på forretningsmæssige vilkår, kunne ikke trække virksomhedens underskud fra.

I det relevante indkomstår udgjorde omsætningen 0 kr., og virksomheden havde et underskud før renter på 123.168 kr. Virksomheden var også underskudsgivende i de tre efterfølgende år indtil dens ophør, og omsætningen udgjorde også her 0 kr.

Landsretten fandt herefter, og efter bevisførelsen i øvrigt, at virksomheden ikke havde haft en sådan økonomisk og driftsmæssig intensitet, at den kunne anses som erhvervsmæssigt drevet. Betingelserne for fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, var derfor ikke opfyldt.

Dommen stadfæstede SKM2008.637.BR.

SKM2009.60.ØLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Underskud fra et bilværksted kunne ikke trækkes fra i anden indkomst.

Værkstedet havde i indkomstårene 1998 - 2000 haft en beskeden omsætning på mellem 38.000 kr. og 63.000 kr.

Landsretten fandt ikke, at virksomheden var etableret og drevet med udsigt til at opnå rimelig fortjeneste.

Landsretten bemærkede, at virksomheden i indkomstårene 1997, 1998, 2000 og 2001 havde et underskud før renter. Et beskedent overskud i indkomståret 1999 skyldtes udelukkende, at virksomheden havde fået et forholdsvist stort tilskud fra kommunen vedrørende aktivering af bistandsklienter.

Retten lagde også vægt på, at hvis rimelige lønudgifter havde været taget med i virksomhedens regnskaber, så ville virksomheden i alle årene 1998-2005 have haft betydeligt underskud.

På den baggrund fandt landsretten, at virksomheden ikke havde været erhvervsmæssig i indkomstårene 1998 og 2000, og stadfæstede allerede af den grund byrettens dom.

Dommen stadfæstede SKM2008.441.BR.

SKM2008.321.VLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Motorsportsvirksomhed.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderens engagement i motorsporten i indkomstårene 2001 og 2002 kunne karakteriseres som erhvervsmæssigt.

Der var derfor ikke fradragsret for underskud efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsretten fandt, at skatteyderen havde de nødvendige faglige forudsætninger for at drive virksomheden.

Landsretten lagde imidlertid vægt på, at

  • motorsportsteamet i hvert fald i 2001 ikke blev etableret og drevet på et erhvervsmæssigt forsvarligt grundlag, idet virksomhedens omsætning, trods ikke ubetydelige etableringsudgifter, var baseret på en mundtlig sponsoraftale
  • der både i 2001 og 2002 var en så beskeden omsætning i forhold til de ikke ubetydelige driftsudgifter og den investerede kapital, at teamet ikke kunne anses for at være drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.

Senere års positive driftsresultater kunne ikke føre til en anden vurdering i relation til indkomstårene 2001 og 2002.

Se også SKM2012.669.BR.

SKM2007.855.ØLR

En advokats virksomhed som spiller- og matchagent ikke erhvervsmæssig. To virksomheder.

Landsretten fandt, at der ikke var en sådan sammenhæng mellem advokatvirksomheden og spiller- og matchagentvirksomheden, at de i skattemæssig henseende skulle behandles som en samlet virksomhed.

Spiller- og matchagentvirksomheden havde i de omtvistede indkomstår, 2000 og 2001, haft indtægter på henholdsvis 4.600 kr. og 10.500 kr. og udgifter på henholdsvis 100.174 kr. og 64.391 kr.

I indkomståret 2002 havde virksomheden ingen indtægter men udgifter på 33.293 kr. Der var ingen aktivitet i virksomheden i 2003 og 2004. I 2005 havde virksomheden opnået et overskud ved at bistå en superligaklub.

Retten fandt ikke, at indtægterne i 2005 kunne tillægges betydning for vurderingen af, om spiller- og matchagentvirksomheden kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001 og 2002.

Landsretten fandt derfor ikke, at spiller- og matchagentvirksomheden, som der ikke var udarbejdet budgetter for, kunne anses for at være etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Der var heller ikke et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig sådan, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste.

Af den grund og på grund af virksomhedens økonomiske omfang i indkomstårene 2000 og 2001 kunne virksomheden i skattemæssig henseende ikke anses for erhvervsmæssig, og virksomhedens underskud kunne ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

 

SKM2006.527.ØLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

En skatteyder, der i årevis havde drevet frimærkehandel, fik ikke medhold i, at virksomheden var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2000 og 2001.

Landsretten fandt, at der ikke var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig sådan, at den ville kunne give rimelig fortjeneste.

Frimærkehandlen, som havde eksisteret fra 1982, havde i ni ud af ti år (1992-2001) givet underskud, selv uden at der var afsat beløb til forrentning af kapital og til driftsherreløn.

Skatteyderen havde aldrig udarbejdet budgetter eller andet til belysning af virksomhedens økonomiske situation og rentabilitet.

Skatteyderen havde selv oplyst, at han brugte ca. 6-10 timer ugentligt på virksomheden, og at han havde fuldtidsbeskæftigelse som bademester ved siden af.

En skønsmand forklarede i overensstemmelse med afgivet skønserklæring, at konjunkturerne for almindelig frimærkehandel med kilovarer var faldende og havde været faldende i nogle år.

Endelig havde Landsskatteretten ved en kendelse fra 2002 fundet, at virksomheden i indkomstårene 1997-1999 var ikke-erhvervsmæssigt drevet.

 

SKM2006.428.ØLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Underskud fra en marskandiserbutik kunne ikke trækkes fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Skatteyderen åbnede butikken den 1. juli 2001 sammen med en kompagnon og drev butikken sideløbende med sit lønmodtagerarbejde.

Virksomhedens omsætning udgjorde i perioden 1. juli - 31. december 2001 10.893 kr. og i perioden 1. januar - 30. juni 2002 16.887 kr. Landsretten fandt derfor, at butikken var af så underordnet omfang, at den ikke opfyldte kravene til økonomisk og driftsmæssig intensitet.

Virksomheden kunne derfor ikke kunne anses som erhvervsmæssigt drevet.

Det forhold, at skatteyderen og hans kompagnon efter 2 måneders drift blev ramt af sygdom, kunne ikke føre til et andet resultat.

Det er ikke en forudsætning for at kunne underkende virksomhedens erhvervsmæssige karakter, at der er gået en vis periode.

 

SKM2006.21.VLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Underordnet omfang.

Underskud fra en virksomhed, som bestod i udlejning af festlokaler kunne ikke trækkes fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Skatteyderen begyndte virksomheden i 1998. Virksomheden blev drevet fra hans ejendom, der var en nedlagt skole. Skatteyderen havde i det omhandlede indkomstår, 2001, haft en omsætning på 7.000 kr. og et underskud på 36.211 kr.

Landsretten fastslog, at virksomheden i alle årene havde haft et så underordnet omfang, at virksomheden allerede af den grund ikke kunne anses for at være erhvervsmæssig i skatteretlig forstand.

Landsretten anførte videre, at omsætningens beskedne størrelse i forhold til investeringen i ejendommen også førte til, at virksomheden ikke kunne anses for at være etableret med henblik på rentabel drift.

 

SKM2003.366.ØLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Underskud fra en genanvendelsesvirksomhed med køb og salg af brugte ting kunne ikke trækkes fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Retten anså ikke virksomheden for at være erhvervsmæssigt drevet.

Virksomheden havde på sjette år givet underskud.

Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig sådan, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste.

Retten henviste bl.a. til, at det af økonomiske grunde havde været nødvendigt for skatteyderen kun at holde åbent i 6 timer 3 dage om ugen og at tage supplerende arbejde for at få økonomien til at hænge sammen.

 

SKM2003.6.VLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Spørgsmålet var, om skatteyderen i 1997-1998 havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med produktion og salg af kaffemaskiner.

Skatteyderen havde tidligere drevet samme type virksomhed og havde i 1993 indgået en frivillig akkord med kreditorerne.

Landsretten, fandt, at virksomheden ikke opfyldte de skatteretlige kriterier for at kunne anses for at være erhvervsmæssig.

Retten lagde vægt på, at

  • der i de to år var en beskeden omsætning og et negativt resultat
  • skatteyderen ikke i forbindelse med driften havde haft sagkyndig bistand
  • der var ikke udarbejdet budgetter
  • produkterne ikke var markedsført
  • skatteyderen ikke havde været beskæftiget med driften i videre omfang.

Virksomheden var derfor i skattemæssig forstand ophørt pr. den 31. december 1996. Fra denne dato skulle driftsmidler og varelager overføres til klageren privat, og der kunne ikke afskrives i 1996, som var ophørsåret efter AL § 9.

 

SKM2002.9.VLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Skatteyderen drev tre virksomheder som selvstændige virksomheder med forskellige aktiviteter. Virksomhederne skulle derfor bedømmes uafhængigt af hinanden.

To af virksomhederne, der solgte henholdsvis flybilletter og madvarer, havde haft et for lille omfang, til at blive anset for at være erhvervsmæssige.

Det var ikke bevist, at skatteyderens sygdom efter et overfald havde haft afgørende betydning for resultatet i virksomhederne.

Landsretten fandt ikke, at virksomhederne ville kunne drives rentabelt og give skatteyder en rimelig honorering af hans arbejdsindsats. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til at trække virksomhedernes underskud fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsretten fandt desuden, at skatteyderen ikke kunne trække driftsudgifter fra eller afskrive på driftsmidler i den tredje virksomhed, fordi denne virksomhed ikke havde været igangværende i det pågældende år.

 

TfS 2000, 16 VLD 

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Hobby. Opfinder. Manglende intensitet og rentabilitet.

En invalidepensionist, drev momsregistreret virksomhed med idé- og produktudvikling.

Virksomheden havde underskud i de første syv år, og der var ikke udarbejdet budgetter. Landsretten fandt, efter en samlet vurdering af virksomhedens omfang og driftsform, driftsresultaterne og den ringe udsigt til rentabel drift, at virksomheden ikke kunne anses for at være erhvervsmæssig. Skatteyderen kunne derfor ikke trække virksomhedens underskud fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

 

TfS 1998, 216 ØLD

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Hobby.

En skatteyder havde ikke fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for sin andel af underskuddet i en virksomhed med drift af en racerbil/dragster.

Der var ikke udarbejdet egentlige budgetter eller markedsanalyser, før virksomheden blev etableret og virksomheden gav et betydeligt underskud i indkomståret.

Der var ikke udsigt til, at virksomheden kunne drives på en rentabel måde og give skatteyderen en rimelig honorering af hans arbejdsindsats.

 

TfS 1997, 293 VLD

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Hobby.

Skatteyderen, der havde fuldtidsarbejde som landbrugsvikar, begyndte som fritidsarbejde virksomhed med produktion af fotoplatter og foto- og videoproduktion.

Virksomheden blev ikke anset for at være erhvervsmæssigt drevet.

Landsretten bemærkede, at

  • skatteyderen ikke havde foretaget nærmere regnskabsmæssige undersøgelser eller analyser, før han som en fortsættelse af fritidsvirksomhed etablerede foto- og videovirksomheden, som han ikke havde uddannelsesmæssige forudsætninger for at drive
  • betydelige underskud i en længere årrække skyldtes ikke upåregnelige forhold
  • produktionen heller ikke kunne anses for at være tilrettelagt på en sådan måde, at virksomheden i skattemæssig forstand kunne anses for at være erhvervsmæssig.
 

TfS 1994, 752 ØLD

Hobbyvirksomhed. Road racing (motorcykelløb).

En road racingkører havde oprindeligt drevet road racing som hobby. Hans aktiviteter havde ikke ændret karakter til at være erhvervsmæssig virksomhed. Underskuddet kunne derfor ikke trækkes fra.

 

TfS 1992, 556 ØLD

TOLD SKAT nyt 1993.3.96

Hobby. Handel med dele til gokarts, reparation.

En gokartkørers underskud ved handel med dele til gokarts kunne ikke trækkes fra som driftsudgifter.

Retten anså ikke virksomheden for at være etableret med indtægtserhvervelse for øje.

Retten lagde vægt på, at

  • virksomheden hele tiden havde været drevet med underskud, uden at der var udsigt til et fremtidigt overskud
  • skatteyderen hverken foretog budgetlægning eller nærmere undersøgelser af markedet, inden virksomhedens etablering
  • han tidligere selv havde betalt udgifterne til licens til gokartkørsel, men nu afholdt dem over virksomhedens regnskab
  • han ikke blev honoreret selvstændigt for sin arbejdsindsats, som efter hans forklaring havde været meget betydelig.
 

TfS 1991, 525 ØLD

Erhvervsmæssig virksomhed. Ikke hobby.

En dykkervirksomhed blev anset for at være erhvervsmæssigt drevet med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere sigt at opnå reelt overskud, og skatteyderen havde været fagligt velkvalificeret.

Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed, men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde. Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings- og bjærgningsopgaver, når de var der.

Skatteyderens materiel var professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssige formål.

På grund af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere sigt at opnå reelt overskud.

 

TfS 1991, 57 ØLD

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Skatteyderen havde i en lang årrække drevet en elektronikvirksomhed uden fremmed hjælp. Siden 1980-81 havde virksomheden kun beskæftiget sig med konstruktion af en forstærker med ekstrem høj lydkvalitet. Virksomheden havde derfor ikke haft nogen indtjening i årene 1982-1987.

Desuden havde der ikke været foretaget nogen undersøgelse af lønsomheden ved fremstilling og salg af forstærkeren, der endnu ikke havde kunnet sættes i produktion.

Retten lagde til grund, at virksomheden i 1985 havde et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for at være erhvervsmæssigt drevet i dette indkomstår.

Skatteyderen kunne derfor ikke trække virksomhedens underskud fra i sin øvrige indkomst efter SL § 6 a. Han kunne heller ikke anvende LL § 8 B, fordi der ikke var tale om udgifter afholdt i forbindelse med forsøg og forskning.

 

Byretsdomme

SKM2023.230.BR

►Sagsøger drev personlig virksomhed med handel med brændsel mv. Virksomheden blev ikke anset som erhvervsmæssig.

Retten udtalte, at anerkendelse af, at en virksomhed er erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, blandt andet forudsætter, at virksomheden er etableret med udsigt til at opnå en fortjeneste, som står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. Videre udtalte retten, at udsigten til en sådan rentabilitet skal være til stede i det indkomstår, hvor underskuddet fradrages, samt at hvis virksomheden har været underskudsgivende i årene forinden, skal der være et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden vil have en fremadrettet rentabilitet. Retten fastslog herefter, at det påhviler den skattepligtige at føre bevis herfor.

Retten konstaterede, at sagsøgers virksomhed havde været underskudsgivende i 21 år forud for de omtvistede år. Retten udtalte herefter, at de foreliggende regnskabstal ikke gav nogen støtte for, at virksomheden efter omlægning af driften kunne anses for at have været i en opstartsperiode i de omtvistede år, og at sagsøger ikke på anden måde havde godtgjort noget grundlag for at antage, at der var udsigt til, at hans virksomhed ville udvikle sig således, at den ville give en rimelig fortjeneste. Den omstændighed, at virksomheden i året efter de omtvistede år havde haft et overskud, kunne ikke tillægges nogen afgørende vægt i vurderingen af, om virksomheden havde udsigt til at blive rentabel.

Sagsøgeren kunne derfor ikke fratrække underskuddet i sin skattepligtige indkomst, herunder sin personlige indkomst, jf. SL § 6, stk. 1 litra a, og PSL § 3, stk. 2, nr. 1.◄

 

SKM2022.513.BR

Spørgsmål om erhvervsmæssig virksomhed - fradrag for underskud - bogførings- og rådgivningsvirksomhed.

Sagen angik, om sagsøgerens virksomhed, der beskæftigede sig med bogførings- og administrationsydelser, kunne anses for erhvervsmæssig i indkomstårene 2016-2018 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettiget.

Retten lagde til grund, at virksomheden ændrede karakter i 2012, hvor skatteyderen gik personligt konkurs, og at der ikke kunne lægges vægt på aktiviteter og regnskabsmæssige resultater for perioden før 2012.

Virksomheden havde i indkomstårene 2016-2018 haft betydelige underskud, og der var ikke fremlagt budgetter, planer eller lignende for virksomheden, der kunne dokumentere, at driften af virksomheden var erhvervsmæssig og med overskud for øje.

Retten fandt ikke, at virksomheden i indkomstårene 2016-2018 opfyldte det skatteretlige kriterie om rentabilitet, og sagsøgeren havde derfor ikke godtgjort, at virksomheden var drevet erhvervsmæssigt.

Sagsøgeren havde nedlagt fire påstande, som retten - i overensstemmelse med Skatteministeriets påstande herom - afviste. Skatteministeriet blev frifundet i øvrigt.

 

SKM2022.137.BR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist var berettiget til fradrag for sin andel af underskuddet i et kommanditselskab.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen fandt retten ikke, at der var ført bevis for, at kommanditselskabet rent faktisk havde drevet erhvervsmæssig virksomhed. Retten lagde blandt andet vægt på, at de fremlagte fakturaer angik komplementarselskabet, at det ikke var godtgjort, at der var sket indberetning af momstilsvar, og at kommanditselskabet ikke har haft egen bankkonto.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen var udvalgt som prøvesag for otte andre sager.

 SKM2021.421.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Sagen angik overordnet, hvorvidt A’s virksomhed med salgsaktiviteter vedrørende bamselager og gårdbutik var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2016 og 2017, således at A kunne fratrække underskuddet. Derudover angik sagen, om A havde opnået en berettiget forventning om, at SKAT (nu Skattestyrelsen) anså hans virksomhed for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende.

Retten lagde til grund, at virksomheden var underskudsgivende i alle årene fra 2010-2017, med undtagelse af 2012, hvor der var et overskud i virksomheden. Videre lagde retten det til grund som ubestridt, at der ikke var udarbejdet budgetter eller rentabilitetsundersøgelser for driften forud for etableringen af gårdbutikken og inden betydelige bygningsmæssige investeringer i laden, hvor gårdbutikken skulle drives fra. Retten bemærkede videre, at A ved siden af virksomheden havde et lønmodtagerjob med en selvangivet lønindkomst på mere end 4 mio. kr. om året, at de foretagne bygningsmæssige investeringer vedrørte en lade på A’s hjemadresse, og at restlageret af bamser blev erhvervet for 3 mio. kr. af A’s tidligere virksomhed under konkurs i forlængelse af, at en kreditor havde gjort virksomhedspant og kaution gældende.

Retten fandt på den baggrund ikke, at virksomheden kunne anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, idet der ikke var noget sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville give overskud. Retten fandt derfor, at virksomheden ikke kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomstårene 2016 og 2017.

Videre fandt retten ikke, at A havde godtgjort, at SKAT var fremkommet med nogen tilkendegivelse om, hvorvidt virksomheden blev drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende, som A kunne støtte ret på.

 

SKM2021.170.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Sagen angik, om sagsøgerens virksomhed med kunsthandel og galleri kunne anses for erhvervsmæssig i indkomstårene 2013-2015 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettiget.

Retten fandt ikke, at virksomheden opfyldte de skatteretlige kriterier om rentabilitet og intensitet, og sagsøgeren havde derfor ikke godtgjort, at virksomheden var drevet erhvervsmæssigt.

Retten fandt endvidere ikke, at det af sagsøgeren anførte om, at virksomheden var i en opstartsfase, kunne føre til andet resultat.

 Anket til Østre Landsret.

SKM2020.107.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens personligt drevne virksomhed berettigede til fradrag for underskud og til momsfradrag i perioden 2014-2016. Nærmere bestemt var spørgsmålet, om virksomheden udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende og en selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig henseende.

Retten lagde til grund, at sagsøgeren i foråret 2014 ønskede at starte en virksomhed i form af udlejning af to hestebokse og et maskinhus i tilknytning til hans private bopæl.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at aktiviteterne udgjorde erhvervsmæssig virksomhed, da der slet ikke var en erhvervsmæssig aktivitet i 2014 og alene en meget begrænset aktivitet i 2015 og 2016. Det objektive krav til økonomisk og driftsmæssig intensitet var derfor ikke opfyldt. Retten fandt desuden, at virksomheden heller ikke opfyldte rentabilitetskravet i perioden. På denne baggrund var sagsøgeren ikke berettiget til fradrag for virksomhedens underskud.

For så vidt angår momsfradrag fandt retten efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at aktiviteterne kunne anses for økonomisk virksomhed i momslovens forstand. Retten lagde særligt vægt på, at aktiviteterne ikke var udøvet med henblik på at opnå indtægter af en vis varig karakter, hvilket de store underskud på objektivt grundlag underbyggede.

 

SKM2020.22.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Sagsøgeren drev en enkeltmandsvirksomhed med salg af bl.a. alternative energikilder og foretog i indkomstårene 2012-2014 fradrag for virksomhedens underskud. Virksomheden var startet i 1989. Sagsøgeren havde i de omhandlede indkomstår haft fuldtidsarbejde som lønmodtager samtidig med, at han drev virksomheden.

Retten fandt, at sagsøgerens virksomhed ikke opfyldte rentabilitetsbetingelsen. Retten lagde herved vægt på, at virksomheden havde været drevet med underskud i årene 2009-2015, og at der i 2016 alene havde været et lille overskud pga. en lejeindtægt. Sagsøgeren havde derfor ikke godtgjort, at der i 2012-2014 var udsigt til, at virksomheden kunne opnå en rimelig fortjeneste.

En lovændring i 2012, der havde medført en ekstraordinær stor omsætning af solcelleanlæg i dette år, samt at sagsøgeren i 2013 havde afholdt udgifter til sagsomkostninger vedrørende en retssag om domænenavnet, kunne ikke føre til et andet resultat.

Retten fandt videre, at intensitetsbetingelsen heller ikke var opfyldt. Retten lagde vægt på virksomhedens manglende aktivitet. Det kunne ikke tillægges betydning, at der i en 19-årig periode samlet set havde været en stor omsætning i virksomheden.

Virksomheden var på den baggrund ikke drevet erhvervsmæssigt, og virksomhedens underskud var derfor ikke fradragsberettiget, ligesom sagsøgeren ikke var berettiget til at anvende virksomhedsordningen.

 

SKM2018.183.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Skattemyndighederne havde nægtet fradrag for virksomhedsunderskud i indkomstårene 2010 og 2011 for skatteyderens alternative behandlervirksomhed.

Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen havde dokumenteret, at virksomheden opfyldte det skatteretlige rentabilitetskrav og dermed måtte anses for erhvervsmæssig.

Retten lagde til grund, at skatteyderens virksomhed siden 2008 havde haft regnskabsmæssigt underskud.

Retten udtalte, at skatteyderen ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger om behandlingens udvikling og de fremlagte regnskaber havde godtgjort, at virksomheden inden for en rimelig tid ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. At virksomheden ifølge en periodebalance for de første 4½ måned i 2017 har et mindre overskud kunne efter rettens opfattelse ikke ændre herved.

Retten anså ikke virksomheden for erhvervsmæssig i 2010 og 2011. Derfor kunne underskuddene fra disse år ikke fradrages i skatteyderens pensionsindkomst.

 

SKM2017.463.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

En tandlægepraksis blev ikke anset for drevet erhvervsmæssigt i indkomstårene 2010 og 2011.

Virksomhedens underskud kunne derfor ikke fratrækkes i tandlægens andre indtægter, og  der skulle ske ophørsbeskatning efter reglerne i virksomhedsskatteloven.

Skatteministeriet erkendte under sagen, at virksomheden opfyldte intensitetskriteriet, men bestred, at rentabilitetskriteriet var opfyldt.

Retten lagde til grund, at virksomheden i perioden 1999 - 2007 havde en rimelig omsætning og gav pænt overskud. Fra og med 2008 havde virksomheden en noget mere begrænset omsætning - i 2010 og 2011 alene ca. 100.000 kr. for hvert år.

I perioden 2008 - 2015 var der et samlet underskud på godt 2 mio. kr., hvoraf underskuddet i 2010 og 2011 var ca. 578.000 kr. i alt.

Underskuddet måtte antages at være finansieret af udbetalinger af meget betydelige pensions- og forsikringsbeløb, der i perioden 2008 - 2015 samlet udgjorde godt 2,3 mio. kr. og alene for 2010 - 2011 samlet godt 570.000 kr. Hertil kom udbetaling af dagpenge med godt 490.000 kr. for perioden 2008 - 2014.

På den baggrund fandt retten ikke, at tandlægen havde tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for, at virksomheden ved udgangen af 2009 ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. Virksomheden kunne derfor ikke anses for erhvervsmæssig i 2010 og 2011.

Retten bemærkede, at de positive resultater for 1999 - 2007 ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat. Heller ikke tandlægens faglige forudsætninger eller virksomhedens karakter og formål kunne føre til en anden bedømmelse. Tilsvarende gjaldt det forhold, at det formentlig var tandlægens sygdom, der var årsag til faldet i omsætningen fra 2008.

 

SKM2016.606.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed

En rejsebureauvirksomhed blev ikke anset for erhvervsmæssig.

SKAT havde anerkendt, at virksomheden opfyldte intensitetskriteriet, og spørgsmålet var herefter, om det var en betingelse for at anse virksomheden for erhvervsmæssig, at rentabilitetskriteriet ligeledes var opfyldt, og, hvis retten svarede bekræftende på dette spørgsmål, om rentabilitetskriteriet rent faktisk var opfyldt.

Virksomheden var stiftet i 1998 og havde siden stiftelsen givet underskud i alle årene frem til 2012 med undtagelse af 2002 og 2003. Virksomheden gav i 2013 og 2014 overskud på henholdsvis ca. 180.000 kr. og 330.000 kr. Virksomhedens ejer varetog den daglige drift af rejsebureauet uden at modtage løn herfor. Virksomhedens driftsunderskud var løbende blevet finansieret af ejerens ægtefælle.

Retten lagde til grund, at rentabilitetskravet skal være opfyldt for, at en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig i skatteretlig henseende.

Retten fandt, at det under de anførte omstændigheder var en forudsætning for at anse rejsebureauvirksomhedens drift for rentabel, at der var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. Retten fandt ikke, at der i perioden 2008-2011 var et sådant fornødent grundlag for, at virksomheden ville opnå en rimelig fortjeneste i forhold til sagsøgerens arbejdsindsats og i forhold til den investerede kapital.

Se ovenfor under SKM2013.745.ØLR om det tidligere indkomstår 2007. 

SKM2016.437.BR

Ikke erhvervsvirksomhed - fiskeri og udlejning af redskabsskur - to virksomheder - manglende intensitet og rentabilitet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen ved henholdsvis udlejning af halvdelen af et redskabsskur og ved fiskeri havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand. Skatteyderen gjorde gældende, at han havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009-2011 (begge inkl.), og derfor var berettiget til at fratrække underskud herfra i sin øvrige skattepligtige indkomst samt anvende virksomhedsordningen.

Hvis virksomhederne blev anset for erhvervsmæssige, ville det tilmed have den konsekvens, at skatteyderen ikke skulle ophørsbeskattes af et opsparet overskud på 6.119.879 kr. fra hans tidligere drevne fiskerivirksomhed.

Retten bedømte hver virksomhed for sig.

For så vidt angik udlejningsvirksomheden, henviste retten til, at virksomheden for hvert af de relevante år havde givet underskud. På baggrund heraf, og da udlejningsvirksomheden klart var af underordnet omfang, fandt retten ikke, at udlejningsvirksomheden var drevet erhvervsmæssigt.

Retten fandt heller ikke, at fiskerivirksomheden blev drevet erhvervsmæssigt. Retten lagde her vægt på de samme momenter som Landsskatteretten, herunder at virksomheden, der i 2011 havde en omsætning på 19.254 kr. og udgifter på 10.424 kr., uden at der var foretaget fradrag for revisor og afskrivninger, var af mindre omfang, og blev varetaget i forbindelse med skatteyderens fuldtidsansættelse som lønmodtager.

Dommen blev af skatteyderen anket til Vestre Landsret, men anken er efterfølgende hævet.

Omtales også i afsnit C.C.1.1.1.

SKM2012.669.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. To virksomheder.

Motorsportsaktiviteter blev anset for at være fritidsinteresse og hobby for skatteyderen og hans børn.

Underskuddet kunne ikke trækkes fra i skatteyderens øvrige personligt drevne virksomhed, fordi de to aktiviteter ikke havde forretningsmæssig sammenhæng.

Dommen blev indbragt for landsretten af skatteyderen, som dog efterfølgende har hævet anken.

SKM2012.51.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

En civilingeniørs IT-rådgivningsvirksomhed blev ikke anset for at være drevet erhvervsmæssigt.

Skatteyderen havde haft lønnet arbejde ved siden af.

Fra virksomhedens start i 1998 frem til 2009 havde der været et samlet overskud på 9.269 kr., som svarede til et gennemsnitligt overskud på 773 kr. I perioden 2004-2006 havde virksomheden haft et underskud på 86.369 kr.

Retten lagde vægt på, at virksomheden ikke blev drevet med udsigt til at opnå rimelig fortjeneste.

Det forhold, at der fra 2005 og fremover var opnået positive resultater, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten lagde i den forbindelse vægt på resultaternes beskedne størrelse, og på at virksomheden siden starten ikke havde givet skatteyderen en rimelig honorering af hans arbejdsindsats.

Da virksomheden ikke opfyldte betingelsen om at være rentabel for at blive anerkendt som erhvervsmæssig, fandt retten det ikke nødvendigt at tage stilling til, om virksomhedens omfang levede op til kriterierne for at blive anset for at være erhvervsmæssig.

Dommen blev indbragt for landsretten af skatteyderen, som dog efterfølgende har hævet anken.

SKM2011.637.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

En virksomhed med hudpleje- og skønhedsklinik, som var drevet i personligt regi, blev ikke anset for at være erhvervsmæssig, og der kunne derfor ikke gives fradrag for underskud for indkomståret 2002.

Det var ikke godtgjort, at

  • der før opstart af virksomheden var udarbejdet et realistisk budget
  • budgettet løbende var blevet revideret i overensstemmelse med de faktiske økonomiske forhold
  • virksomhedens forretningsplan havde dannet grundlag for virksomhedens drift.

Da virksomheden desuden havde haft negativt resultat i 2000-2003, og da der ikke i perioden var betalt løn til ejeren og virksomhedens daglige administrator, lagde retten til grund, at virksomheden ikke var etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.

 

SKM2010.777.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. En virksomhed med akupunkturbehandling og salg af urter blev ikke anset for at være erhvervsmæssig.

Der blev derfor nægtet fradrag for underskud i årene 2003 - 2005 med henholdsvis 79.790 kr., 46.037 kr. og 42.287 kr. Der havde ikke været realiseret overskud i virksomheden siden dens start i 1995, og i de tre nævnte år havde omsætningen været henholdsvis 8.100 kr., 0 kr. og 0 kr.

Skatteyderen havde i realiteten ikke drevet virksomheden, siden november 1995, hvor dens eneforhandlingsret var bortfaldet.

Dommen blev indbragt for landsretten af skatteyderen, men er efterfølgende afvist af retten.

SKM2009.244.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Hobby.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen i indkomståret 2003 drev erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand ved filmproduktion og dermed havde ret til fradrag for virksomhedens underskud i indtægt ved anden virksomhed. Virksomheden med produktion af dokumentarfilm startede i 2001, og de første film var færdige i 2003.

Der var i perioden afholdt udgifter på omkring 90.-100.000 kr. om året. Der havde ikke været nogen indtægter i virksomheden.

Skatteyderen havde etableret virksomheden ved frigivelse af etableringskontomidler.

Retten fandt, at der ikke i skatteyderens virksomhed med filmproduktion havde været den rentabilitet, som kendetegner en virksomhed, der er drevet med indkomsterhvervelse for øje.

 

SKM2009.183.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Skatteyderen ønskede fradrag i indkomstårene 1999-2001 for kørselsudgifter og ønskede i samme periode at afskrive på et kamera og en bærbar computer.

Skattemyndighederne havde givet delvis fradrag/afskrivning på baggrund af et skøn, men for byretten gjorde ministeriet gældende, at skatteyderens virksomhed slet ikke blev drevet erhvervsmæssigt i de pågældende indkomstår.

Retten nægtede fradrag, fordi virksomheden havde haft så beskeden en omsætning, og i øvrigt havde været underskudsgivende, at den ikke var erhvervsmæssig i de pågældende indkomstår.

 

SKM2009.4.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Et selskab blev stiftet i 2001 med det formål at importere og videresælge fiskerbåde. Selskabet blev stiftet bl.a. ved indskud af en båd.

Sagen vedrørte indkomstårene 2004 og 2005, men i ingen af selskabets leveår havde der været indtægter fra salg af både. Derimod havde der i 2005 været indtægter fra salg af en barkmaskine og en anhænger.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at virksomhedens drift havde haft en så ringe intensitet, og at selskabets rentabilitet havde været så dårlig, at selskabet ikke kunne anses for at have været drevet erhvervsmæssigt i skatteretlig forstand i de to år.

Retten fandt ikke, at selskabets problemer kunne karakteriseres som begyndervanskeligheder i opbygningsfasen eller forbigående vanskeligheder.

 

SKM2008.641.BR

Erhvervsmæssig virksomhed. Udvikling af lampe.

En skatteyder havde ved siden af sin ansættelse som revisor drevet virksomhed med opfindelse og udvikling af forskellige produkter inden for belysning.

I 2003 indleverede han patentansøgning på en lampe. Samme år havde han en omsætning på 80 kr. fra salg af brugt it-udstyr og et underskud på 157.272 kr.

Retten lagde bl.a. til grund, at skatteyderen i et forløb forud for og i løbet af 2003 udfoldede intense bestræbelser på, at opnå patent, og på at skaffe samarbejdspartnere til markedsføring af lampen.

Under disse omstændigheder fandt retten, at den traditionelle rentabilitetsbetragtning måtte tillægges mindre betydning, og at skatteyderens udviklingsaktiviteter havde haft en erhvervsmæssig motivation, selvom der ikke blev opnået overskud i virksomheden.

Retten fandt, at udgifterne til udvikling og patentering var afholdt i en igangværende erhvervsmæssig virksomhed. Udgifterne var derfor fradragsberettigede.

Dommen er kommenteret i SKM2008.854.DEP.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

SKM2020.229.LSR

Skatterådet havde ved et bindende svar bekræftet, at klagerens aktivitet med mining af bitcoins i 2011-2013 var at betragte som hobbyvirksomhed. Dette spørgsmål var ikke påklaget, hvorfor det blev indlagt som en forudsætning for Landsskatterettens afgørelse, at der var tale om hobbyvirksomhed.

For så vidt angik mining-processen fandt Landsskatteretten, at erhvervelsen af bitcoins indgik som en naturlig del af denne proces, hvorfor erhvervelsen af bitcoins var en integreret del af hobbyvirksomheden. De erhvervede bitcoins havde karakteristika lignende likvide aktiver, hvorfor Landsskatteretten anså de erhvervede bitcoins for værende omsætningsaktiver i hobbyvirksomheden. Som følge heraf skulle indtægter ved salg af bitcoins, der er erhvervet ved mining, medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. SL § 4.

Landsskatteretten stadfæster Skatterådets bindende svar i SKM2019.7.SR for så vidt angår de påklagede spørgsmål 3, 4, 5 og 6.

Se også afsnit C.C.2.1.3.3.3 om bitcoins og anden kryptovaluta i relation til spekulation.

SKM2019.584.LSR

Bitcoins - afvisning

Skatterådet havde besvaret en række spørgsmål om Bitcoins. Rådet forudsatte, at virksomheden, en rådgivningsvirksomhed, ikke drev næring eller spekulation med Bitcoins.

Rådet fandt bl.a., at Bitcoins ikke kan anses for en officiel valuta. Alene den værdi, der fremgår af købs- eller salgsfakturaen for den pågældende handel, herunder eventuelt i fremmed valuta, kan indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Værdien for en vare eller ydelse for den enkelte virksomhed må ikke være påvirket af kursregulering på Bitcoins i en betalingstransaktion.

Rådgivningsvirksomheden kunne ikke anses for at drive handelsnæring med bitcoins. Derimod ville der fx være tale om handelsnæring for virksomheder som fx Mt. GOX.

Rådet fandt, at anvendelsen af Bitcoins fremfor danske kroner eller officiel fremmed valuta til almindelig samhandel var udtryk for spørgers personlige interesse i Bitcoins, og at der derfor ikke var tale om vederlagsnæring for virksomhedens vedkommende.

Anvendelsen af Bitcoins i virksomheden var ikke erhvervsmæssigt begrundet, men et udslag af spørgers personlige interesse. Anvendelsen vedrørte således spørgers privatsfære.

Virksomhedens udgifter til vederlaget til Bitcoins-exchangeren kunne ikke fratrækkes som en driftsomkostning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Beholdninger af Bitcoins er omfattet af begrebet formuegenstande, der som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, jf. SL § 5.

Hvis der efter en konkret bedømmelse er tale om afståelse af formuegenstande som led i næring eller spekulation, hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil der dog kunne ske beskatning af afståelsen efter de regelsæt, der gælder for disse områder.

Hvis virksomheden anses for en hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, er indkomstårets realiserede nettogevinster ved anvendelse af Bitcoins skattepligtig indkomst for spørger personligt, jf. efter SL § 4.

Landsskatteretten fandt, at spørgsmålene i det bindende svar ikke kunne danne grundlagt for et bindende svar, jf. SKFL § 21, stk. 2, eller besvares med fornøden sikkerhed og derfor måtte afvises, jf. SKFL § 21, stk. 4.

Landsskatteretten ændrede Skatterådets besvarelse i SKM2014.226.SR, så spørgsmålene afvises.

Om kryptovalutaer og spekulation, se afsnit C.C.2.1.3.3.3 Spekulation.

SKM2017.282.LSR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

En skatteyder blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed både med

  • en aktivitet ved salg af biler og motorcykler og reservedele hertil og
  • med udlejning af fast ejendom.

Landsskatteretten udtalte vedrørende sidstnævnte aktivitet, at udgangspunktet var, at udlejning af fast ejendom er en erhvervsmæssige aktivitet, og at der ikke var et tilstrækkeligt grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

Virksomhedsordningen kunne således anvendes for begge aktiviteter. Dette gjaldt dog ikke for aktiviteter vedrørende udstykning og salg af grunde.

 

SKM2016.30.LSR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed -  udlejning af andelsbolig. 
Udlejning af en andelsbolig til søn blev ikke anset for erhvervsmæssig.

Landsskatteretten udtalte bl.a., at ved bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, indgår det med en betydelig vægt, om den kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Det fremgår af højesteretsdommene TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR.

I SKM2007.107.HR havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.

I øvrigt gælder, at lejere, der fremlejer en del af værelserne i egen lejlighed til beboelse, ved indkomstopgørelsen kan foretage fradrag for udgifter mv. Det samlede fradragsbeløb kan dog ikke overstige bruttolejeindtægten. Andelshavere i private andelsboligforeninger anses i denne forbindelse som lejere. Det fremgår af LL § 15P, stk. 1 og stk. 3.

Klageren i den forelagte sag havde i alle indkomstårene 2006 - 2011 haft et underskud ved udlejningen af andelsboligen, og udlejningen havde derfor i disse indkomstår ikke været rentabel. Landsskatteretten fandt ikke, at der i indkomstårene 2009 - 2011 var en udsigt til, at udlejningen til klagerens søn fremover ville blive overskudsgivende.

Klageren havde ikke godtgjort, at den manglende rentabilitet er irrelevant. Klageren havde således ikke godtgjort, at der foreligger en fast administrativ praksis om, at SKAT ved forældres udlejning af ejendomme til deres børn accepterer udlejningen som erhvervsmæssig virksomhed, selvom udlejningen giver underskud, og der ikke er udsigt til overskud.

Det fremgår tillige af Skatterådets afgørelse af 20. november 2012, SKM2012.701.SR, at en udlejning af en andelsbolig skal sidestilles med fremleje af en lejelejlighed. Skatterådet lagde vægt på, at det er andelsboligforeningen, der ejer ejendommen, mens ejere af andelsbeviser kun har en brugsret til en lejlighed. Dette kan sidestilles med lejere, der heller ikke er ejere af en ejendom. Fremlejes en lejelejlighed, er der ifølge Skatterådet ikke tale om erhvervsmæssig virksomhed. Et eventuelt overskud vil være skattepligtigt, mens et eventuelt underskud ikke kan fradrages.

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009 - 2011. Et underskud af virksomhed kunne derfor ikke fradrages i anden indkomst. Desuden kunne virksomhedsordningen ikke anvendes.

Da klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed med udgangen af indkomståret 2008, skulle der derfor ske beskatning af hele beløbet fra konto for opsparet overskud i indkomståret 2009 med tillæg af virksomhedsskat, jf. VSL § 1, stk. 1, samt § 15, stk. 1, og § 10, stk. 3.

Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort af klageren, at der forud for Skatterådets afgørelse af 20. november 2012, offentliggjort i SKM2012.701.SR, forelå en fast og bindende administrativ praksis om, at udlejning af andelsboliger til beboelse kunne godkendes som erhvervsmæssig virksomheden.

Se også afsnit C.C.1.1.1. om fremleje af lejelejlighed og udlejning af andelsbolig.

SKM2004.244.LSR

Erhvervsmæssig virksomhed.

En virksomhed, som omfattede virksomhedsrådgivning kunne anses for at være etableret og drevet erhvervsmæssigt.

Virksomheden blev startet i juli 1999 og opnåede en omsætning i 1999 og 2000 på henholdsvis 24.492 kr. og 32.216 kr. Virksomheden havde underskud i begge år, og ophørte med udgangen af 2000.

Fradrag for underskud blev godkendt, ligesom der blev godkendt fradrag for udgifter til juridisk assistance mv. efter SL § 6, stk. 1, litra a.

 

SKM2002.437.LSR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed

To virksomheder, en hudplejeklinik og en virksomhed med internethandel var så forskellige, at de i skattemæssig forstand blev anset for at være to virksomheder.

Ingen af virksomhederne blev anset for at være erhvervsmæssigt drevet.

Indbragt for domstolene, men efterfølgende hævet af skatteyderen.

TfS 1999, 250 LSR

Erhvervsmæssig virksomhed. Skatteyderen havde i 1994 og 1995 købt og solgt ni biler, som havde været indregistreret i skatteyderens og ægtefællens navn og yderligere købt og solgt fire uindregistrerede biler. Bilerne var videresolgt med fortjeneste. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af brugte biler, selvom han var ufaglært og levede af bistandshjælp.

 

TfS 1996, 845 LSR

Ikke erhvervsmæssig - hobby.

En vejformand, der havde eksperimenteret med det formål at fremstille isolerings- og byggematerialer af halm, havde haft udgifter før renter og afskrivninger på 55.753 kr.

Fradrag for udgifterne blev afvist, fordi Landsskatteretten ikke anså det for godtgjort, at virksomheden på længere sigt ville give overskud. Der kunne heller ikke gives fradrag efter LL § 8 B eller den dagældende LL § 8 L, fordi det er en betingelse, at forsøgs- og forskningsvirksomhed sker i tilknytning til skatteyderens erhverv.

 

TfS 1995, 44 LSR

Erhvervsmæssig virksomhed. Professionelt anlagt.

En virksomhed (I/S), der skulle indkøbe og levere dagligvarer mv. til benzinforhandleres kiosksalg, var startet i 1985 og havde givet underskud i 1987-1989.

Landsskatteretten fandt, at

  • uanset underskuddene og uanset den lave omsætning i forholdt til den indskudte kapital, havde virksomheden været professionelt anlagt med indkøbsforeningen som virksomhedsområde
  • skattefordelen i projektet var anvendt som incitament for mulige investorer
  • arrangementet ikke skulle tilsidesættes ud fra en betragtning om, at virksomheden reelt tilhørte et ApS
  • omkostningerne ikke var forgæves afholdte etableringsomkostninger, men driftsomkostninger.

Da virksomheden var erhvervsmæssig, kunne interessenten trække driftsomkostninger og tab ved salg af driftsmidler fra.

 

TfS 1991, 506 LSR

Erhvervsmæssig virksomhed.

En skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget ved fiskeri, begyndte at drive erhvervsfiskeri som bierhvervsfisker.

Landsskatteretten fandt, at han havde tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og at virksomhedens underskud vedrørte en periode, hvor virksomheden havde været under opbygning.

Landsskatteretten godkendte derfor, at underskuddene kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

 

Skatterådet

SKM2020.236.SR

Erhvervsmæssig virksomhed

Spørger spillede online på nettet. Spørgers hovedindtægt var via en kontrakt med H, der livestreamede hans spil, og opkrævede betaling hos seerne, og spørger modtog en andel af indtægterne. Spørger havde sin egen YouTube kanal, som også gav indtægter. Spørger havde desuden flere andre indtægtsgivende aktiviteter, der alle havde forbindelse til hans aktiviteter med spil på nettet.

Skatterådet kunne bekræfte, at omfanget af spørgers aktiviteter udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet kunne også bekræfte, at såfremt de aftaler spørger havde indgået, ville kunne overføres til et selskab ejet af spørger, ville virksomheden ligeledes kunne overføres til selskabet, og indkomsten blive anset for optjent af selskabet, som rette indkomstmodtager.

 
SKM2017.250.SR

Bådudlejning hobby eller privat

Skatterådet kunne ikke fuldt ud bekræfte, at en påtænkt virksomhed med bådudlejning gennem partnerselskaber kunne betegnes som hobbyvirksomhed. I det omfang, bådene blev anvendt privat af ejerne, ville der være tale om en rent privat aktivitet.

 
SKM2015.501.SR

Erhvervsmæssig virksomhed - vindmølle

Skatterådet  bekræftede, at der kunne afskrives skattemæssigt på en vindmølle. Møllen tilkobledes en måler, der kun vedrørte virksomhedens erhvervsmæssigt anvendte ridehal.

Møllen forventedes at kunne producere ca. 18.000 kWh, hvoraf kun 1.000 kWh forventedes brugt i virksomheden.

Budgettet viste, at driften ville give overskud, og at det forventede afkast stod i rimeligt forhold til møllens anskaffelsessum.

Skatterådet fandt, at vindmøllen i sig selv ville udgøre en erhvervsmæssig virksomhed og være afskrivningsberettiget som et driftsmiddel i denne virksomhed, jf. AL § 5. Møllen kunne derimod ikke anses for en del af skatteyderens øvrige virksomhed.

Det samme gjaldt, hvis ridehallen blev anvendt privat.

Da vindmøllen i sig selv udgjorde en selvstændig erhvervsvirksomhed, var det uden betydning, at møllen i mindre omfang leverede el til virksomheden eller privatboligen, idet hovedparten af strømmen ville blive solgt til elnettet.

Se afsnit C.C.4.5 om beskatningen  af indkomst fra anlæg med produktion af vedvarende energi.

SKM2015.297.SR

Streamingindtægter

Skatteyderen havde indgået kontrakt med en spiludbyder om at modtage andel af reklameindtægter og abonnementer. Indtægterne blev genereret ved hendes onlinespil på internettet.

Skatterådet fandt, at der var tale om indkomst ved hobbyvirksomhed og ikke - som foreslået af skatteyderen - honorarindkomst.

Der blev lagt vægt på aktivitetens præg af fritidsinteresse, virksomhedens omfang og indtjening sammenholdt med den ringe økonomiske risiko. Der blev desuden lagt på den udstrakte mulighed for at anvende virksomhedens aktiver privat.

 
SKM2014.782.SR

Vindmølle

En skatteyder, der drev et deltidslandbrug, påtænkte at anskaffe en husstandsvindmølle på 10 kW eller derunder. Størstedelen af møllens produktion skulle sælges til elnettet.

Skatterådet bekræftede på grundlag af et fremlagt budget, at husstandsvindmøllen kunne betragtes om en erhvervsmæssig virksomhed.

Skatteyderen skulle indtægtsføre et beløb, der opgøres som 2,22 kr. pr. kWh (2014) som eget forbrug af strøm i stuehuset, jf. LL § 8 P, stk. 9.

Der skulle derimod ikke foretages intern afregning af den strøm, der produceredes af vindmøllen til brug i landbrugsvirksomheden, idet det ville være uden skattemæssig betydning for skatteyderens samlede skatteopgørelse, om der blev fastsat en intern afregningspris mellem virksomhederne, og hvilken sats der eventuelt anvendtes.

Skatterådet lagde i denne forbindelse til grund, at vindmøllen og landbruget var to særskilte virksomheder, og forudsatte, at landbruget var en erhvervsmæssig virksomhed.

Se afsnit C.C.4.5 om beskatningen  af indkomst fra anlæg med produktion af vedvarende energi.

SKM2013.654.SR Erhvervsmæssig virksomhed. Vindmølle.

Skatterådet kunne bekræfte, at to husstandsvindmøller, som en skattepligtige overvejede at erhverve, kunne anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, der kunne indgå i virksomhedsordningen.

Den ene vindmølle skulle for størstedelens vedkommende producere el til el-nettet, mens en mindre del af produktionen skulle forsyne stuehuset. Der blev fremlagt et budget, der viste, at vindmøllens drift ville være rentabel.

Den anden vindmølle skulle forsyne driftsbygningerne, således at overskudsproduktionen skulle sælges til el-nettet.

Om vedvarende energianlæg se nærmere afsnit C.C.4.5.2 og afsnit C.C.4.5.4.

SKM2010.585.SR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed, hobby.

En virksomhed, der beskæftigede sig med salg af softwareprogrammer via iTunes blev ikke anset for at være erhvervsmæssig.

Skatterådet fandt derimod, at der var tale om ikke erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed). Udgifter til at anskaffe digitalcentraler til modeljernbane med det formål at udvide produktets anvendelsesområde samt udgifter til indkøb af software kunne derfor fratrækkes skattemæssigt efter nettoprincippet.

 

SKM2009.644.SR

Ikke erhvervsmæssig udstykning og salg af grunde.

En tømrers udstykning og efterfølgende salg af grunde fandtes ikke at være sket som led i næringsvirksomhed, og udgjorde derfor ikke en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, der kunne indgå i virksomhedsordningen eller omdannes efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse.

 

SKM2008.943.SR

Udlejning af jord.

Ikke erhvervsmæssig.

Udlejning af 2,04 ha frijord, med et forventet årligt overskud på 520 kr. blev ikke anset for at være erhvervsmæssig i relation til anvendelsen af virksomhedsordningen og genanbringelse efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Afgørelsen er begrundet med, at det forventede overskud var af beskeden størrelse.

 

SKM2006.142.SR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed - hobby.

Skatteyderen drev et karosseriværksted og en dragracing-virksomhed.

Dragracing-virksomheden havde tidligere været drevet erhvervsmæssigt, men på grund af nedgang i omsætningen opfyldte virksomheden ikke længere rentabilitetskravet, og racerbilen blev anset for overgået til privat anvendelse.

Skatterådet fandt, bl.a. på baggrund af de regnskabs- og budgetmæssige oplysninger, at virksomheden ikke var blevet erhvervsmæssig igen. Dette skyldtes, at resultatet ikke gav plads til afskrivninger og en rimelig driftsherreløn.