Dato for udgivelse
23 Oct 2012 14:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Jun 2012 07:51
SKM-nummer
SKM2012.585.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Aalborg, BS 4-1394/2011 og BS 4-30/2012
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Udlæg
Emneord
Disponering, tilbageholdelse, konto
Resumé

SKAT foretog den 9. oktober 2009 udlæg i en konto i F1-Bank tilhørende A og hans ægtefælle. Straks efter udlæggets foretagelse meddelte SKAT telefonisk F1-Bank, at der var foretaget udlæg i kontoen. Samtidig hermed rettede A´s ægtefælle telefonisk henvendelse til F1-Bank, og anmodede om overførsel af indeståendet til en anden bank. Såvel A´s ægtefælles som SKATs telefoniske meddelelse blev efterfulgt af skriftlige meddelelser.

Retten fandt, med henvisning til det korte tidsrum mellem henvendelserne fra ægtefællen og SKAT, at F1-Bank alene kunne udbetale A´s andel af kontoindeståendet til SKAT, idet F1-Bank på udbetalingstidspunktet ikke var i god tro om det ved udlægget skete kreditorskifte, jf. retsplejelovens § 524, jf. gældsbrevslovens § 29.

Reference(r)
Retsplejeloven § 507
Retsplejeloven § 524
  
Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2 G.A.3.2.2.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2 G.A.3.2.2.1.3.1

Parter

A
(selv)

mod

F1-Bank
(Advokat H. C. Andersen)

og

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. fm. Flemming Krog Bjerre)

mod

1) F1-Bank
(Advokat H. C. Andersen)

og

2) A
(selv)

Afsagt af byretsdommer

Jytte Tørsløv

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt F1-Bank har været berettiget til at nægte at efterkomme en begæring fra en kontohaver, A, om at overføre et indestående på en konto, og om SKAT er berettiget til at kræve indeståendet udbetalt som følge af udlæg.

Sagens oplysninger

Sagen er behandlet efter reglerne om småsager. Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling. Der er ikke afgivet forklaringer i sagen.

Retten har i sine fortegnelser over sagens påstande og anbringender anført følgende:

BS 4-1394/2011

Påstande

A´s påstand:

Sagsøgte, F1-Bank, skal inden 14 dage til sagsøgeren, A, frigive 49.301 kr. med procesrente fra den 26. april 2011 samt sagens omkostninger.

F1-Banks påstand:

Frifindelse.

Anbringender

A´s anbringender:

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende:

at

sagsøgte har været uberettiget til at tilbageholde beløbet, idet sagsøgeren, forinden SKATs meddelelse om udlæg, havde disponeret over beløbet ved, at sagsøgerens ægtefælle havde anmodet om at få beløbet overført, og

   

at

det er dokumenteret at sagsøgerens hustru disponerede over indestående på konto i F1-Bank forud for SKATs henvendelse om udlæg på samme konto.

Det bestrides:

at

NL fra SKAT, har ringet til F1-Bank kl. 09:58 - før bankens åbningstid.

Sagsøger har yderligere gjort gældende:

at

indestående på omhandlende konto i F1-Bank rettelig tilhørte sagsøgers ægtefælle og således ikke sagsøger selv,

   

at

sagsøgers ægtefælle ikke var vidende om SKATs udlæg på nævnte konto ved disponeringer over denne. Den ønskede overførelse var planlagt at finde sted i anden henseende og således ikke et forsøg på at tømme kontoen,

   

at

sagsøgte har tilkendegivet, at der ikke handles på mundtlige anmodninger, men at der alene foretages disponeringer efter skriftlig henvendelse og i kronologisk rækkefølge. Dette af hensyn til kundernes sikkerhed, og

   

at

sagsøger ved flere forsøg har søgt at få kontakt til sagsøgte før dennes åbningstid, hvilket på intet tidspunkt har været muligt.

F1-Banks anbringender:

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende:

at

indestående på en konto i henhold til retsplejelovens § 521 er at ligestille med en fordring,

   

at

sagsøgte havde modtaget underretning fra SKAT om udlægget da man skulle ekspedere sagsøgers hustrus anmodning,

   

at

sagsøgte herefter i henhold til gældsbrevlovens § 29, jfr. retsplejelovens § 524 ikke med frigørende virkning kunne foretage udbetaling til sagsøgeren eller dennes hustru, og

   

at

sagsøgte har ekspederet sagsøgerens hustrus overførelsesanmodninger indenfor rimelig tid, jfr. bl.a. den som sagens bilag 1 fremlagte Pengeinstitutankenævnskendelse.

BS 4-30/2012 (Hovedintervention)

Påstande

SKATs påstand:

Sagsøgte, F1-Bank, skal inden 14 dage til sagsøgeren, SKAT udbetale indestående på konto reg.nr. ... konto nr. ... .

Sagsøgeren i BS 4-30/2012, A, skal anerkende, at indestående på konto reg.nr. ... konto nr. ... i F1-Bank tilhører SKAT.

F1-Bank har påstået frifindelse.

A har påstået frifindelse.

Anbringender

SKATs anbringender:

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende:

Det fremgår af stævningen og bilag A, at anmodningen om overførsel af indeståendet på konto reg.nr. ..., konto nr. ... til en konto i ægtefællens navn kom fra A´s ægtefælle, og allerede af denne grund kan udbetaling af indeståendet på konto reg.nr. ..., konto nr. ..., som påstået i stævningen, ikke ske til A.

Det gøres herefter overordnet gældende, at indeståendet på konto reg.nr. ..., konto nr. ..., som følge af SKATs udlæg af 9. oktober 2009 rettelig tilhører SKAT (bilag HI.1).

A havde på udlægstidspunktet en simpel fordring mod F1-Bank, i form af indeståendet på konto reg.nr. ..., konto nr. ... .

I først række gøres det gældende, at F1-Bank efter telefonopkaldet fra SKAT (bilag HI.2) og den efterfølgende telefax (bilag 3), jf. gældsbrevslovens § 29, ikke med frigørende virkning kunne indfri fordringen ved udbetaling til enten A selv ellers hans ægtefælle. Da F1-Bank fik meddelelse om udlægget, og det derved skete kreditorskifte, blev F1-Bank forpligtet til at udbetale til SKAT.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det i anden række gældende, at idet udlægget, som er beskyttet mod aftaleerhververe og kreditorer uden sikringsakt, er foretaget kl. 9:53, altså før såvel bankens normale åbningstid som A´s ægtefælles e-mail (bilag A), er det ved afgørelsen af, hvem indeståendet rettelig tilhører, uden betydning, at A´s ægtefælle har forsøgt at tømme kontoen inden SKATs telefax (bilag 3) nåede frem til banken.

F1-Bank har til støtte for påstanden gjort gældende:

at     F1-Bank er principielt enig i de anbringender, der nedlægges af SKAT, idet det bemærkes, at disse stort set svarer til F1-Bank´s egne anbringender, og
at indtil retten har truffet afgørelse i sagen, er F1-Bank dog nødsaget til at nedlægge påstand om frifindelse med henblik på at sikre, at man ikke stilles i en situation, hvor man tilpligtes at udbetale beløbet til både SKAT og A.

 A har til støtte for sin påstand gjort gældende:

at    sagen alene vedrører den retmæssige disponering af indestående i F1-Bank, og således ikke sagsøgerens restance ved SKAT, og
at det er dokumenteret, og ikke bestridt af F1-Bank, at sagsøgerens hustru disponerede over indestående på konto i F1-Bank forud for SKATs henvendelse om udlæg på samme konto.

Det bestrides:

at NL fra SKAT, har ringet til F1-Bank kl. 09:58 - før bankens åbningstid.

Sagens beviser:

Sagens bilag.

Rettens begrundelse og resultat

Østre Landsret har ved kendelse af 8. april 2010 fastslået endelig, at SKATs udlæg den 9. oktober 2009 i den omhandlede bankkonto er gyldigt for så vidt angår A´s andel af indeståendet. A er efter udlæggets foretagelse udelukket fra at disponere over sit indestående.

F1-Bank blev, få minutter efter modtagelsen den 9. oktober 2009 af anmodningen om overflytning af A´s indestående, af SKAT gjort skriftligt bekendt med, at SKAT havde foretaget udlæg i indeståendet. Da banken derfor på tidspunktet for gennemførslen af overflytningen af A´s indestående vidste, at denne ikke længere havde ret til at disponere over indeståendet, fordi det tilhørte SKAT, var det med rette, at banken nægtede at udbetale beløbet, jf. retsplejelovens § 524, jf. gældsbrevslovens § 29.

A´s påstand over for F1-Bank tages derfor ikke til følge.

Da bankindeståendet på grund af udlægget tilfalder SKAT, tages SKATs påstand over for F1-Bank til følge.

SKATs påstand over for A tages af samme grund til følge.

Sagsomkostninger:

A skal betale sagsomkostninger til F1-Bank med 5.760 kr. inkl. moms, der dækker advokatudgifter.

A skal betale sagsomkostninger til SKAT med 6.260 kr. inkl. moms, der dækker retsafgift med 500 kr., og resten advokatudgifter.

Omkostningerne ophæves mellem F1-Bank og SKAT.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

F1-Bank frifindes for påstanden nedlagt af A.

F1-Bank skal udbetale indestående på konto, reg.nr. ..., konto nr. ... til SKAT.

A skal anerkende, at indestående på konto reg.nr. ... konto nr. ... i F1-Bank tilhører SKAT.

A skal betale sagsomkostninger til F1-Bank med 5.760 kr. inkl. moms.

A skal betale sagsomkostninger til SKAT med 6.260 kr. inkl. moms.

Omkostningerne ophæves mellem F1-Bank og SKAT.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.