Dato for udgivelse
16 Oct 2012 15:00
SKM-nummer
SKM2012.575.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-0191298
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Afdragsordninger og henstand
Emneord
Henstand, genoptagelsestilsagn, førersag
Resumé

Et selskab ansås for berettiget til henstand med restskattekrav, som et genoptagelsestilsagn ved skatteankenævnet vedrørte, så længe pilotsagen verserede for landskatteretten.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 51
Kildeskatteloven § 73D

Henvisning

-

Klagen vedrører henstand, jf. skatteforvaltningslovens § 51.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har afslået klagerens ansøgning om henstand med betaling af krav på restskat m.v. for indkomstårene 2007 og 2008. Kravene er opstået som følge af en afgørelse, der er stadfæstet af skatteankenævnet. Ansøgningen er begrundet med, at skatteankenævnet har givet klageren genoptagelsestilsagn med henvisning til en såkaldt pilotsag ved Landsskatteretten.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at klageren er berettiget til henstand med betaling af de krav, som klagerens genoptagelsestilsagn ved skatteankenævnet vedrører, så længe pilotsagen er verserende ved Landsskatteretten, jf. dog de øvrige bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 51.

Sagens oplysninger

Klageren ejer anparter i et kommanditselskab, der driver virksomhed ved at eje og udleje en erhvervsejendom. Anparterne i kommanditselskabet blev udbudt til salg i 2007 som et 10-mandsprojekt.

SKAT har den 12. oktober 2010 truffet afgørelse om klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008. Ved afgørelsen har SKAT nedsat klagerens selvangivne fradrag for afskrivninger på klagerens andel af ejendommen, idet SKAT har fundet, at en værdistigning, der er opnået af sælgeren af ejendommen, ikke kan godkendes tillagt ejendommens afskrivningsgrundlag.

SKAT har truffet tilsvarende afgørelser for de af de øvrige kommanditister, der i lighed med klageren har købt sine anparter i kommanditselskabet i projektudbudsperioden i 2007.

Klageren har påklaget afgørelsen af 12. oktober 2010 til skatteankenævnet

Skatteankenævnet har den 31. august 2011 stadfæstet SKATs afgørelse.

Skatteankenævnet har i sagsfremstillingen af 31. august 2011 givet klageren genoptagelsestilsagn, således at skatteankenævnet vil genoptage klagerens sag, såfremt Landsskatteretten når til et andet resultat (afgørelse til gunst for klageren) i en sag, der er påklaget den 10. december 2010 til Landsskatteretten af en af de øvrige kommanditister om samme spørgsmål.

Klagerens advokat har den 26. januar 2012 på klagerens vegne ansøgt om henstand med betaling af de restskattekrav m.v., som SKATs afgørelse af 12. oktober 2010 til klageren om afskrivningsgrundlaget for ejendommen har medført opkrævning af hos klageren. Ansøgningen er begrundet med henvisning til, at der verserer en pilotsag ved Landsskatteretten om samme spørgsmål.

SKATs afgørelse

SKAT har afslået klagerens ansøgning om henstand.

Der kan kun gives henstand, såfremt der foreligger en klage over den pågældendes egen skatteansættelse.

Da klageren ikke har påklaget skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, og da der kun er tale om en pilotsag, der vedrører en anden person, kan der ikke bevilges henstand.

Der henvises til ordlyden af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at klagerens ansøgning om henstand imødekommes.

Kommanditselskabet har 8 tilbageværende kommanditister, der købte anparter i 2007. Kommanditisterne har gjort erstatningsansvar gældende over for udbyderens revisor. Revisorens forsikringsselskab har tilbudt at afholde udgifterne til førelse af en pilotsag.

For at der ikke skulle føres 8 fuldstændig ens sager ved Landsskatteretten, blev det besluttet at føre en pilotsag.

Alle tilbageværende kommanditister har 100 % ens interesser og skatteforhold vedrørende det omhandlede spørgsmål. Det giver derfor selvsagt mening at føre en pilotsag.

Alle de øvrige kommanditister har fået bevilget henstand, indtil udfaldet af pilotsagen foreligger.

SKATs udtalelse i anledning af klagen

Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, skal fortolkes således, at der skal foreligge en aktuel klage i den pågældendes egen sag for, at der kan bevilges henstand. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag. I stedet verserer der en pilotsag ved Landsskatteretten vedrørende samme projekt.

Landsskatteretten har den 31. maj 2012 afsagt kendelse i pilotsagen. Også af denne årsag er der ikke grundlag for at bevilge klageren henstand med betaling af de omhandlede krav.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., har følgende ordlyd:

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører."

Kildeskattelovens § 73 D har følgende ordlyd:

"Told- og skatteforvaltningen kan, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, meddele henstand med skatter, som personer, selskaber, foreninger m.v. er pålignet eller har skullet indeholde."

Skatteministeriet har i et svar af 4. marts 1997, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997,230, blandt andet udtalt, at kildeskattelovens § 73 D og den daværende § 73 E efter Skatteministeriets opfattelse giver fornøden hjemmel til, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om meddelelse af henstand i tilfælde, hvor et genoptagelsestilsagn, der henviser til en verserende pilotsag, træder i stedet for påklage. I besvarelsen er endvidere oplyst, at Told- og Skattestyrelsen vil udsende et cirkulære om, hvorledes der praktisk skal forholdes med hensyn til behandlingen af sådanne tilfælde.

Told- og Skattestyrelsen har herefter udstedt cirkulære nr. 22 af 3. juli 1997 om klage i massesager. Cirkulæret er nu offentliggjort i Retsinformation som cirkulære nr. 103 af 3. juli 1997 og er gældende.

Cirkulærets punkt 2 har følgende ordlyd:

"Der kan gives henstand med skattebetalingen ikke blot i tilfælde, hvor skatteyderen har påklaget sin egen skatteansættelse, men også i tilfælde, hvor skatteyderen har modtaget et genoptagelsestilsagn, som henviser til en verserende pilotsag, og som således træder i stedet for påklage, jf. kildeskattelovens §§ 73 D og 73 E. Om de nærmere betingelser for henstand henvises til Skatteministeriets cirkulære nr. 91 af 16. juni 1995, afsnit 4. Henstandsanmodningen skal være vedlagt kopi af genoptagelsestilsagnet. Henstanden skal betinges af, at vedkommende selv retter henvendelse til den kommune, der har meddelt henstanden, når der foreligger en endelig domstolsafgørelse på området. Spørgsmålet om sikkerhedsstillelse må afgøres efter de sædvanlige retningslinier."

Af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 (bemærkningerne til lovforslag nr. L56 1997/1), hvor blandt andet kildeskattelovens § 73 E blev ophævet med henvisning til, at bestemmelsen blev videreført i skattestyrelseslovens § 38, stk. 2, fremgår, at der med lovændringen ikke tilsigtedes en stramning af de gældende henstandsregler, men blot om at samle disse ét sted. Der er ej heller grundlag for at antage, at indførelsen af skatteforvaltningslovens bestemmelser til erstatning af skattestyrelseslovens bestemmelser har medført, at cirkulæret ikke finder anvendelse også i relation til den nugældende henstandsbestemmelse i skatteforvaltningslovens § 51.

Klageren er derfor i medfør af cirkulærets punkt 2 berettiget til henstand med betaling af de restskattekrav m.v., som klagerens genoptagelsestilsagn ved skatteankenævnet vedrører, så længe pilotsagen er verserende ved Landsskatteretten, jf. dog de øvrige bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 51.

Det overlades til SKAT, jf. bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005 om forretningsorden for Landsskatteretten, § 17, stk. 2, at opgøre henstandsbeløbene samt fastsætte de nærmere vilkår for henstanden ud fra gældende regler og sædvanlig praksis.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

Det bemærkes, at pilotsagen ved Landsskatteretten nu er afsluttet. Klageren har imidlertid krav på en afgørelse i nærværende sag om, hvorvidt SKATs afslag på henstand var berettiget på tidspunktet for den påklagede afgørelse.