Dato for udgivelse
20 Sep 2012 09:53
Resumé

Arbejdstilsynet, SKAT og politiet gennemførte i går den fjerde landsdækkende aktion mod social dumping. Denne gang rettede aktionen sig mod bygge og anlægs- samt transportbranchen, hvor der dagen igennem blev gennemført kontroller over hele landet. SKATs del af kontrollerne gav mistanke om omfattende socialt bedrageri.


På den fjerde landsdækkende aktion mod social dumping kontrollerede Arbejdstilsynet, SKAT og politiet bl.a. moms- og skatteforhold, arbejds- og opholdstilladelser samt arbejdsmiljøforhold og anmeldelse til RUT på arbejdspladser over hele landet.

Hovedfokus på aktionen var rettet mod byggeriet. Som noget nyt blev der denne gang også gennemført tidlige morgenkontroller af store transportcentre, hvor lastvogne dagligt kører gods til virksomheder i Danmark og i udlandet.

Resultaterne af den landsdækkende aktion
For Arbejdstilsynet indebar aktionen, at der blev gennemført 94 kontrolbesøg og givet i alt 53 reaktioner. Af disse var 41 reaktioner for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven primært på bygge- og anlægsområdet. Arbejdstilsynet forventer dertil at afgive 5 indstillinger til politiet for overtrædelse af anmeldepligten til RUT.

Kontrolbesøgene viser, at der flere steder stadig er sikkerhedsproblemer af ganske alvorlig karakter.

På transportcentrene har Arbejdstilsynet ført kontrol med RUT-anmeldepligten for udenlandske vognmænd, der udelukkende kører transport i Danmark. På aktionen har Arbejdstilsynet samtidig indhentet erfaringer med at kontrollere anmeldepligten hos de udenlandske vognmænd, der kører på tværs af landegrænserne. Nu vil vi i det styrkede myndighedssamarbejde fremadrettet drøfte, hvordan vi tilrettelægger kontrollen med de udenlandske vognmænd. 

Mistanker om omfattende sort arbejde og socialt bedrageri
SKATs del af kontrollerne gav mistanke om omfattende socialt bedrageri, fordi 16 - eller mere end 10 procent af 157 undersøgte danske statsborgere - er på overførselsindkomst samtidig med, at de arbejder. Oplysninger om muligt socialt bedrageri vil blive givet videre til hjemkommunerne.  SKAT vil undersøge mistanken om sort arbejde og evt. manglende beskatning af fri bil. Det gælder også for de fem, der oplyste, at de havde første arbejdsdag på ny arbejdsplads.

Blandt de 168 udenlandske statsborgere, som SKAT kontrollerede onsdag, er der også mistanker om muligt sort arbejde. Det gælder for eksempel flere af dem, der på papiret arbejder som underleverandører, og hvis kontrakt- og arbejdsforhold SKAT nu vil undersøge nærmere. Blandt andet for at finde ud af, om deres virksomhed er registreret og betaler moms, eller om de reelt er lønmodtagere.  Kontrollerne resulterede også i flere sager, hvor udenlandske arbejdstagere blev gjort skattepligtige med tilbagevirkende kraft.

Politiets foreløbige tal viser, at tre udenlandske personer i Nordsjælland er blevet frihedsberøvet for manglende opholds- og arbejdstilladelser. Desuden er en udenlandsk person i Nordjylland sigtet i en mulig hvervgiver-sag. I Midt- og Vestsjællands Politikreds er tre udenlandske personer blevet frihedsberøvet, to af dem for manglende ophold- og arbejdstilladelse og den tredje for at være i besiddelse af et falsk pas. Desuden blev der skrevet fem færdselssager for kørsel uden kørekort, overlæs og manglende forsikringspapirer. En dansk mand blev anholdt, da han var eftersøgt til fogedretten.

Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering deltog også på landsplan i den del af aktionen, der vedrørte transportbranchen. Styrelsen antraf ingen ulovlige forhold vedrørende tredjelandsstatsborgere.

Indsatsen mod social dumping er en del af udmøntningen af regeringens aftale med Enhedslisten om at styrke indsatsen mod social dumping.

Yderligere oplysninger:
Arbejdstilsynet: Arbejdstilsynets pressefunktion, tlf. 72 20 93 94
SKAT: SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00
Rigspolitiet: Kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen, tlf. 41 74 74 26

Se reaktioner fra aktionen på dette videoklip (1 min)

Videoen kan downloades og anvendes, som den ser ud ovenfor, her. (Benyt download knap nedenfor vinduet).

Videoen kan downloades og anvendes uden speak her. (Benyt download knap nedenfor vinduet).