Dato for udgivelse
04 Sep 2012 09:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28 Aug 2012 15:20
SKM-nummer
SKM2012.491.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-169287
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
måltid, kostpris
Resumé

Skatterådet bekræftede, at den af A anvendte beregning af værdien af et måltid - som tilsvarende også produceres og udbydes til salg som led i A's virksomhed - indebærer, at den beregnede værdi mindst svarer til måltidets kostpris.

Skatterådet har lagt vægt på, at der er fremlagt detaljerede beregninger vedr. kostpris for et måltid. Disse beregninger indeholder såvel direkte som indirekte omkostninger - eksempelvis udgifter til råvarer, indpakning, skønnet andel af arbejdsløn, el-forbrug samt markedsføringsbidrag m.m., samt en skønnet andel af faste kapacitetsomkostninger i form af husleje.

Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 3

Henvisning

Den juridiske Vejledning 2012, afsnit C.A.5.1.6

Henvisning

Den juridiske vejledning (2013-1), afsnit C.A.5.1.6.

Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at den beskrevne metode for opgørelse af kostprisen kan anvendes i relation til opgørelse af værdien jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. - når medarbejdere hos A køber et måltid, som tilsvarende også produceres og udbydes til salg som led i arbejdsgivers virksomhed - og at en egenbetaling med beskattede midler, der mindst svarer til denne kostpris, er tilstrækkeligt til, at der ikke opstår skattepligt for medarbejderne?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Medarbejderne hos A er omfattet af overenskomst mellem Horesta og 3F.  Heraf fremgår det af § 19, stk. 1, at medarbejderne skal betale 12,00 kr. pr. arbejdsdag for kosten, bestående af et måltid med øl eller lyst øl, alkoholfri øl, the, kaffe, vand, mælk eller sodavand. Medarbejderne skal have adgang til at indtage måltidet i et lyst, luftigt og rent lokale.

Medarbejdere hos medlemsvirksomhederne har således ret til ét måltid mad mod en egenbetaling på 12 kr.  Hvis egenbetalingen ikke dækker minimum den værdi, som accepteres skattemæssigt, er A i henhold til overenskomsten som arbejdsgiver forpligtet til at kompensere medarbejderne denne merudgift inkl. kompensation for skatten heraf.

[...]

A har valgt med virkning pr. 1. januar 2011 at opkræve den enkelte medarbejder zz kr. pr. måltid, hvilket efter A's opfattelse mindst svarer til kostprisen.

A kompenserer samtidig medarbejderne for denne forhøjede egenbetaling i forhold til overenskomsten.

[...]

Det forudsættes således, at regelsættet jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., kan anvendes og Skatterådet anmodes om en bekræftelse på det anvendte princip for opgørelse af kostprisen.

[...]

Repræsentanten har oplyst, at den gennemsnitlige markedsværdi for et måltid ligger mellem xx kr. og yy kr.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Indledningsvis har repræsentanten henvist til de skattemæssige regler og praksis for egenbetaling til kost

Vedrørende "fri kost" har repræsentanten anført følgende bemærkninger.

For ansatte, der er omfattet af Skatterådets anvisning vedrørende normalværdien af kost og logi (bl.a. køkken- og serveringspersonale m.m.) jf. BEK nr. 1278 af 16. november 2010, er værdien af ét måltid sat til et standardbeløb på 35 kr. pr. dag (for indkomståret 2011).

Der er tale om fastsættelse af en skattemæssig værdi, som reelt betyder, at den pågældende medarbejder kommer til at betale skatten af værdien.

Normalværdien på 35 kr. for ét måltid jf. Skatterådets anvisning finder efter repræsentantens opfattelse dog kun anvendelse i situationer, hvor der faktisk er aftalt "fri kost" som en integreret del af ansættelsesvilkårene, og værdien kan ikke anvendes, hvis der samtidig ydes en egenbetaling.

Dette bekræftes også i en afgørelse fra Skatterådet, SKM 2010.581.SR, hvor SKAT direkte fremhæver, at en beskatning efter standardsatserne ikke finder anvendelse, hvis de ansatte betaler for maden. I den pågældende sag var der tale om sygehuspersonale, som fik stillet en gratis skål salat til rådighed i forbindelse med natarbejde. SKAT konkluderede, at hvis de ansatte betaler 10 kr. for en skål salat, svarende til måltidets værdi, vil de ikke blive beskattet efter standardsatserne.

Men i den konkrete sag blev måltidet stillet gratis til rådighed, og i konsekvens heraf var det SKATs vurdering, at bespisning i form af en salat skal betragtes som et måltid og skal beskattes i overensstemmelse med den ovennævnte bekendtgørelse (da persongruppen var omfattet heraf), dvs. 35 kr. for et måltid, og dette uanset at kostprisen kunne fastsættes til 10 kr.

Vedrørende "kantineordninger" har repræsentanten anført følgende bemærkninger.

I forbindelse med indførslen af nye indberetningspligter (for værdien af skattepligtige personalegoder pr. 1. januar 2010) har SKAT den 2. marts 2010 udsendt et nyt styresignal (SKM2010.162.SKAT), som fastsætter vejledende værdier for måltider i almindelige personalekantineordninger, som arbejdsgiver yder tilskud til. Styresignalet er trådt i kraft med virkning pr. 15. marts 2010.

Ifølge styresignalet er der fastsat følgende vejledende værdier (mindstekrav til medarbejdernes egenbetaling) for almindelig gængs standard kantinemad og - drikke:

  • Standardmåltid ekskl. drikkevarer: 15 kr.
  • Standardmåltid inkl. drikkevarer: 20 kr.

Formålet med de vejledende satser er - ifølge SKAT - at give virksomheder og ansatte en tommelfingerregel i form af et niveau for, hvilken pris den enkelte medarbejder mindst skal betale for almindelig kantinemad for at kunne være sikker på, at vedkommende ikke skal beskattes af værdien af personalegodet. Et standardmåltid er f.eks. 3 stk. smørrebrød eller alm. varme og lune retter. Er der ikke tale om almindelig gængs kantinemad, kan de vejledende satser ikke anvendes.

Det fremgår af notat fra SKAT med supplerende spørgsmål/svar til styresignalet, at hvis prisen for et måltid ligger under standardsatserne på mindst 15 kr./20 kr., kan de vejledende satser ikke anvendes. I stedet skal værdien af måltidet fastsættes skønsmæssigt til markedsværdien, og det vil være forskellen mellem den skønnede markedsværdi og det, medarbejderen har betalt, som skal indberettes som skattepligtigt personalegode. Dette vil kun være aktuelt for ansatte, som deltager i en almindelig kantineordning.

Vedrørende "køb til kostpris" har repræsentanten fremsat følgende bemærkninger.

De typiske spiseordninger hos virksomheder inden for hotel- og restaurationsbranchen er - som det fremgår ovenfor - som udgangspunkt hverken omfattet af de nye vejledende værdier jf. styresignalet for kantineordninger med krav til egenbetaling på minimum 15 kr./20 kr. eller af Skatterådets anvisning for "normalværdi af kost og logi (for bl.a. køkken- og serveringspersonale)" med en værdi på 35 kr. for ét måltid.

Medarbejdere hos A har i løbet af en vagt jf. overenskomsten krav på at købe ét måltid mad jf. det tidligere anførte til en fast egenbetaling på zz kr. A har dog ingen kantinedrift, og A kan ikke tilbyde medarbejderne kantinefaciliteter i form af lokaler med selvbetjeningsordning (med buffet-lignende ordning m.m.).

A har på arbjedspladsen indrettet personalerum, hvor medarbejderne kan opholde sig i pauser, og hvor de kan indtage deres mad. Medarbejderne tilbydes i løbet af en vagt at vælge et måltid fra restaurationens menu. Når medarbejderen har valgt et måltid, produceres det, og medarbejderen tager det med i personalerummet, hvor det indtages.

Der er således tale om samme varetyper til medarbejderbespisningen, som også udbydes til salg som led i den almindelige virksomhed.

Derfor er det repræsentantens opfattelse, at medarbejdernes egenbetaling for et måltid hos A - som ved valg af egenproduceret kost i øvrigt inden for hotel- og restaurationsbranchen - skal vurderes i forhold til særreglen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., om personalerabatter, hvorefter medarbejdere har mulighed for at købe varer hos arbejdsgiver til kost-/produktionspris, uden at det medfører beskatning.

Dette under den forudsætning, at der ikke er tale om en almindelig kantineordning samt at der er tale om rabat på indkøb af tilsvarende varer, som arbejdsgiver udbyder til salg som led i sin virksomhed.

Det betyder, at hvis den ansatte betaler en pris (egenbetaling med beskattede midler), der som minimum dækker arbejdsgiverens kost-/produktionspris ved den pågældende vare, og der således ikke ydes rabat, der overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver, vil der ikke være tale om et skattepligtigt personalegode.

Repræsentantens opfattelse og svar på det stillede spørgsmål.

Følgende fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt.: "Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes i det omfang, rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v."

Det vil sige, at der kun skal ske beskatning ved en egenbetaling (salgspris) mindre end virksomhedens produktionsomkostninger (ved at producere den enkelte vare) inkl. afgifter. Det findes dog ikke fyldestgørende offentliggjort praksis om opgørelse af kostpris og avance, herunder om der skal indgå både variable og faste omkostninger ved denne avanceopgørelse.

Lovteksten redegør ikke nærmere for, hvad der mere præcist skal forstås ved "avance", eller hvordan dette skal defineres i skattemæssig henseende.

Teksten er indført i 1993 og jf. det oprindelige lovforslag L286 (1993) drages der heller ikke nogle skarpe konklusioner om, hvad der skal forstås ved rabat/avance. Dog lægges der op til, at det skal være en relativt smidig regel, hvor Skatteministeriet selv skal være med til at fastlægge praksis jf. følgende citat fra bemærkningerne til "Nr. LSF 286; Forslag til Lov om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og virksomhedsskatteloven (Telefonudgifter og personalegoder)", fremsat af skatteministeren (Stavad) den 19. maj 1993:

"Efter stk. 3 ansættes værdien af de i stk. 1 nævnte goder til den værdi, det må antages at koste modtageren at erhverve godet i almindelig fri handel.

Betaler den ansatte delvis vederlag for godet, reduceres den skattemæssige værdiansættelse hermed.

Undtaget fra denne værdiansættelse til markedsværdien er goder i form af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren eller hvervgiveren udbyder som led i sin virksomhed. Disse goder beskattes kun i det omfang, modtageren opnår rabat, der overstiger arbejdsgiverens m.v. avance på varen, dvs. betaler mindre for varen, end arbejdsgiveren har haft af omkostninger ved den.

Herved undtages ansattes køb med rabat af arbejdsgiverens varer i det omfang, rabatten ikke er uforholdsmæssig stor."

Om direkte og indirekte henførbare udgifter kan henvises til følgende praksis og litteratur: Jf. "Regnskabsvejledning 8 - om Varebeholdninger" fremgår det særligt af afsnit 12-27 om måling af kostpris, og følgende fremgår af punkt 14: " I kostprisen for varer under fremstilling samt færdigvarer indgår udover kostpris for råvarer og hjælpematerialer de forarbejdningsomkostninger og andre omkostninger, der i fremstillingsperioden er medgået ved produktionen og som direkte eller indirekte kan henføres til produktionen af den pågældende vare."

Direkte omkostninger kan entydigt henføres til et omkostningsobjekt (vare) og indirekte omkostninger (også kaldet overhead) er omkostninger, hvor en andel " ud fra en konkret vurdering " kan knyttes til det enkelte omkostningsobjekt. Faste omkostninger, der knytter sig til kapacitetsrelaterede ressourcer (f.eks. administrativ kapacitet) varierer typisk ikke i størrelse, hvad enten der er en lille eller stor aktivitet i organisationen.

Kun indirekte omkostninger fra produktionen og afholdt i fremstillingsperioden skal medtages og omfatter overordnet omkostninger vedrørende produktionsanlæg og medarbejdere. Omkostninger vedrørende salg, distribution, administration og forskning indgår derimod ikke.

Når man taler avance på et produkt, er det efter repræsentantens opfattelse den direkte avance på den enkelte vare, uden at tage hensyn til, om virksomheden i øvrigt har høje faste kapacitetsomkostninger. Og den samme sondring bør gøre sig gældende ved fortolkning af ligningslovens § 16 stk. 3, 2. pkt., hvor bestemmelsen ikke vil give logisk mening, hvis der skulle indregnes forholdsmæssige faste kapacitetsomkostninger i kost-/produktionsprisen på en produceret enhed.

Når der tales om "avance", må det være avancen pr. enhed solgt, og ikke om virksomheden er overskudsgivende eller ej. Avance er efter repræsentantens opfattelse baseret på udsalgspris fratrukket direkte forbundne produktionsomkostninger samt IPO.

Efter repræsentantens opfattelse er formålet med formuleringen af ligningslovens § 16, stk. 3, 2 pkt., at et salg til en medarbejder ikke må øge virksomhedens omkostninger, og at et salg derfor skal ske til minimum kostprisen, opgjort som de direkte produktionsomkostninger inkl. IPO-tillæg (altså en forholdsmæssig andel af indirekte produktionsomkostninger, som er direkte afhængig af produktionens omfang).

Dette bekræftes også i et ikke offentliggjort bindende svar (journal 99/02-412-00507 af 20. maj 2003) fra det daværende Ligningsråd, hvor det anføres, at "prisen (fremstillingsprisen) skal indeholde alle produktions- og udviklingsomkostninger - både direkte og indirekte - for at salget kan ske uden skattemæssige konsekvenser, jfr. Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt."

I nærværende sag beregnes både markedsføringsbidrag og royalty omkostninger på baggrund af omsætningen, hvorfor disse omkostninger er direkte forbundet til produktionen af yderligere en enhed.

På baggrund af ovenstående er det repræsentantens klare opfattelse, at begrebet "avance" i relation til medarbejderrabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal fortolkes som den avance, der kan beregnes pr. produceret enhed ud fra de direkte forbundne variable produktionsomkostninger inkl. et skønnet IPO-tillæg, men ekskl. andel af de faste kapacitetsomkostninger.

Repræsentanten mener derfor ikke, at en forholdsmæssig andel af udgifter til f.eks. lokaler m.m. skal inddrages i beregningen, da størrelsen af disse er uafhængige af produktionen af varer til medarbejderbespisningen.

[...]

I prisen er indregnet direkte produktionsomkostninger til fødevarer og emballage tillagt indirekte produktionsomkostninger (skønnet andel af arbejdsløn, el-forbrug m.m.) samt betaling for markedsføringsbidrag m.m. Dette beregnes efter faste procentsatser af omsætningen - dvs. på baggrund af medarbejdernes egenbetaling ekskl. moms.

En egenbetaling med beskattede midler på zz kr. dækker derfor til fulde den faktiske kostpris inkl. IPO-tillæg og moms.

Repræsentanten vurderer derfor, at spørgsmålet skal besvares med et "ja".    

[...]

I forbindelse med høring har repræsentanten fremsat supplerende bemærkninger vedrørende IPO-tillæg og anført, at medarbejderens egenbetaling overstiger klart arbejdsgivers dokumenterbare kostpris - selv med indregning af andel af faste kapacitetsomkostninger.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål

Det ønskes bekræftet, at den beskrevne metode for opgørelse af kostprisen kan anvendes i relation til opgørelse af værdien jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. - når medarbejdere hos A køber et måltid, som tilsvarende også produceres og udbydes til salg som led i arbejdsgivers virksomhed - og at en egenbetaling med beskattede midler, der mindst svarer til denne kostpris, er tilstrækkeligt til, at der ikke opstår skattepligt for medarbejderne.

Lovgrundlag

I henhold til statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede indtægter, uanset fremtrædelsesformen, dvs. at skattepligten også omfatter tillæg til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldt personalegoder.

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 1, skal der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, efter reglerne i stk. 3-13, medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Den skattepligtige værdi af disse goder fastsættes i henholdt til ligningslovens § 16, stk. 3 til den værdi, som de måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel. Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes i det omfang, rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver mv.

Det fremgår af pkt. 12.4.2 i cirkulære nr. 72 af 17.4.1996, at såfremt den ansatte betaler den fulde skattemæssige værdi for godet, foreligger der intet vederlag, og der er intet at beskatte. Betaler den ansatte et mindre beløb - eller intet - for godet, beskattes som et lønaccessorium differencen til den skattemæssige værdi.

Det fremgår dernæst af pkt. 12.4.3 i det pågældende cirkulære, at rabatter på indkøb af goder, som firmaet udbyder som led i virksomheden, kun beskattes i det omfang, hvor prisen ikke dækker firmaets omkostninger ved at producere varen, inklusive eventuelle afgifter.

Betaler den ansatte ikke mindst denne pris for godet, skal den ansatte beskattes af firmaets omkostninger ved at producere varen, inklusive eventuelle afgifter, fratrukket den faktiske betaling for godet.

Det fremgår yderligere af bekendtgørelse om værdiansættelse af fri kost logi, gældende for indkomståret 2012 (bkg. 1179 af 13. december 2011) og udstedt i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, nr. 2, at for køkken- og serveringspersonale, private sygeplejersker, sygehuspersonale, som har bolig uden for sygehuset, der alene modtager fri kost, ansættes værdien af fuld kost til 75,00 kr. pr. dag. For delvis kost, normalt 2 måltider, ansættes værdien til 60,00 kr. pr. dag, og for 1 måltid ansættes værdien til 40,00 kr. pr. dag.

Skatteministeriet skal samtidig nævne, at værdien af 1 måltid ansættes til 35,00 kr. pr. dag i indkomståret 2011, jf. bkg. 1278 af 6. november 2010.

Det bemærkes således, at køkken- og serveringspersonale, der modtager fri kost på arbejdspladsen, er omfattet af den ovennævnte bekendtgørelse.

Skatteministeriet skal dog fremhæve, at bekendtgørelsen finder anvendelse, uanset om de omfattede persongrupper har erlagt en egenbetaling, men at der som ovenfor anført ikke er modtaget et skattefrit gode, og dermed ikke skal ske beskatning, hvis de ansatte betaler for madens fulde skattemæssige værdi.

Det fremgår af SKM2010.162.SKAT, samt SKATs vejledning af 11. maj 2010 vedrørende kantineordninger, at SKAT betragter arbejdsgiverens tilskud til kantine som et gode, der er af uvæsentlig værdi for den enkelte medarbejder og som ikke beskattes, hvis medarbejderen betaler mindst 15,00 kr. for et standardmåltid eksklusive drikkevarer: 15,00 kr. eller 20,00 kr. når der er tale om et standardmåltid inklusive drikkevarer.

Det bemærkes, at de vejledende værdier kun gælder i de tilfælde, hvor arbejdsgiver yder tilskud til en kantineordning, hvor en virksomhed producerer mad til en kantineordning med et fast antal måltider eller en fast mængde uden, at der tages højde for antallet af medarbejdere, der er på arbejde den pågældende dag.

Praksis

Det fremgår af afsnit C.A.5.1.6 i Den Juridiske Vejledning fra 2012, at den ansatte skal derfor kun beskattes, hvis denne køber varer mv. til en pris, der ligger under arbejdsgiverens samlede omkostninger ved at producere varen inklusive afgifter. Ved arbejdsgiverens omkostninger forstås det, som det i gennemsnit koster arbejdsgiver at fremstille varen. Dvs. arbejdsgivers salgspris kun reduceres med arbejdsgivers avance.

I SKM2011.556.SR blev Skatterådet anmodet om at vurdere, hvorvidt virksomheden kunne tilbyde personalet et måltid bestående af mad og drikke fra forretningens sortiment mod et løntræk efter skat på 20,00 kr. pr. måltid uden yderligere skattemæssige konsekvenser for såvel selskabet som medarbejderne.

Skatterådet fandt, at de vejledende værdier, som nævnt i SKM2010.162.SKAT kun gælder i situationer, hvor arbejdsgiver yder tilskud til en kantineordning.

Skatterådet fandt derfor, at en eventuelt beskatning af de ansattes måltider, skulle afgøres i overensstemmelse med reglen i ligningslovens § 16, stk. 3 eller i henhold til reglerne i bkg. 1278 af 6. november 2010, og beskattes med forskellen mellem det betalte og bekendtgørelsens sats, som p.t. er på 35,00 kr. for et måltid.

Det fremgår yderligere af denne afgørelse, at fremstillingsprisen skal indeholde alle spørgers udgifter - såvel direkte som indirekte udgifter, dvs. ikke blot udgifter til råvarer, men også udgifter til lokaler, el, gas, eventuelle betalinger for anvendelse af varemærker, reklameudgifter m.m.

Det fremgår yderligere af denne afgørelse, at en person, der både er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3., 2. pkt. (rabatreglen) og bekendtgørelsen kan vælge mellem at anvende kostprisen eller standardsatserne i bekendtgørelsen. Erlægger den ansatte en egenbetaling, der er mindre end både kostprisen og standardsatserne i bekendtgørelsen, er den ansatte således skattepligtig af differencebeløbet mellem henholdsvis den erlagte egenbetaling og kostprisen eller den erlagte egenbetaling og standardsatsen.

Begrundelse

Skatteministeriet lægger til grund, at A's ansatte, som arbejder som køkken- og serveringspersonale i restauranten, mod egenbetaling har mulighed for at få et måltid mad, som svarer til de måltider, som A udbyder til salg som led i sin virksomhed. De ansatte er således omfattet af både ligningslovens § 16 stk. 3, 2. pkt. og bekendtgørelse nr. 1279 af 13. december 2011 om værdiansættelse af fri kost logi for blandt andet køkken- og serveringspersonale.

Skatteministeriet vil i den forbindelse bemærke, at da det kan være vanskeligt at opgøre kostprisen for et helt eller delvist arbejdsgiverbetalt måltid, hvor den ansatte ikke får tilbudt den samme form for standardmåltid hver gang, vil det ofte være nemmest at anvende standardsatserne i bekendtgørelsen.

Spørger tilbyder sine ansatte en form for standardmåltid hver dag, og har i sin anmodning bedt om en bekræftelse af, at den metode A anvender for opgørelsen af kostprisen kan anvendes. Tilsvarende anmoder spørger om en bekræftelse af, at den egenbetaling de ansatte betaler for et måltid mad er tilstrækkeligt i forhold til den beregnede kostpris, således at der ikke opstår skattepligt for de ansatte. Det er derfor denne problemstilling, der tages stilling til i denne sag. 

Som det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. beskattes rabatter på indkøb af goder, som spørger udbyder som led i virksomheden, kun i det omfang, hvor prisen ikke dækker firmaets omkostninger ved at producere varen, inklusive eventuelle afgifter.

Som det fremgår ovenfor af såvel Den Juridiske Vejledning som praksis, omfatter produktionsomkostninger alle spørgers udgifter, dvs. ikke blot udgifter til råvarer, men også udgifter til lokaler, el, gas, eventuelle betalinger for anvendelse af varemærker, reklameudgifter m.m.

Selv om alle direkte og indirekte udgifter skal indgå i beregningen af kostprisen, er det Skatteministeriets opfattelse, at opgørelsen kan basere sig på gennemsnitspriser frem for en eksakt opgørelse af de enkelte udgiftsposter i relation til den enkelte vare/tjenesteydelse.

Af forarbejderne til ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., fremgår følgende: "For tjenesteydelser vil det ofte være vanskeligt på en rimelig måde at fastsætte rabatten i forhold til arbejdsgivers avance, men reglen vil her gøre det muligt for Ligningsrådet at trække rimelige grænser". På baggrund heraf er det Skatteministeriets opfattelse, at selvom udgangspunktet er, at alle direkte og indirekte udgifter skal medregnes i kostprisen - kan det konkret være forskelligt, hvilke udgifter, der må anses for relevante at indregne afhængig af typen af godet. Det vil i den forbindelse være relevant at vurdere, om kostprisen står i åbenbart misforhold til markedsprisen. En meget lav kostpris i forhold til markedsprisen, kan være en indikation af, at ikke alle relevante udgifter er medtaget.

Skatteministeriet er således af den opfattelse, at virksomheden i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., kan give afkald på den forventede avance ved at sælge sine produkter, men ikke uden skattemæssige konsekvenser for de ansatte kan undlade at indregne en del af de relevante direkte og indirekte produktionsomkostninger f.eks. kapacitetsomkostninger i medarbejdernes egenbetaling. Skatteministeriet vurderer, at udskillelse af disse omkostninger vil indebære en økonomisk fordel, som må anses at være skattepligtig for de ansatte.

Ifølge det oplyste, har de ansatte hos A mulighed for at vælge et måltid for en egenbetaling på zz kr. pr. måltid.

Skatteministeriet bemærker i den forbindelse, at markedsværdien af et sådan måltid ikke ligger under xx kr.

Skatteministeriet skal fremhæve, at spørger har fremlagt detaljerede beregninger vedr. kostpris for et måltid. Disse beregninger indeholder såvel direkte som indirekte omkostninger - eksempelvis udgifter til råvarer, indpakning, skønnet andel af arbejdsløn, el-forbrug samt markedsføringsbidrag, m.m. Spørger har også oplyst en skønnet andel af faste kapacitetsomkostninger i form af husleje.

Ud fra det oplyste er kostpris inklusive omkostninger til råvarer, indpakning, markedsføring, royalty, el samt husleje lavere end medarbejderens egenbetaling på zz kr. Det er Skatteministeriets opfattelse, at samtlige de af spørger angivne omkostninger skal medregnes i kostprisen efter ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt.

Under forudsætning af at de af spørger angivne omkostninger er korrekte, kan det således konkluderes at de ansattes egenbetaling på zz kr. pr. måltid dækker alle spørgers produktionsomkostninger. Det betyder, at den pågældende egenbetaling for et måltid med beskattede midler er tilstrækkelig til, at der ikke opstår skattepligt for de ansatte af måltidet.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmålet besvares bekræftende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

Personligt fremmøde

Spørger og spørgers repræsentant har den 21. februar 2012 givet personligt møde for Skatterådet og er mundtligt fremkommet med sine kommentarer overfor medlemmerne af Skatterådet.

Spørgers og spørgers repræsentants indlæg er, jf. § 11, stk. 1, nr. 4, i Skatterådets forretningsorden, refereret i den protokol der føres over forhandlingerne i Skatterådets møder. Indlægget er derfor ikke indarbejdet i nærværende sagsfremstilling.