Dato for udgivelse
06 aug 2012 14:16
Resumé

SKAT har også i år fokus på ind- og udførsel af penge fra Danmark og EU. Og efter flere kampagner ser det ud til, at de rejsende nu kender reglerne. Men SKAT henter stadig millioner hjem i efterreguleringer.


SKAT har afholdt flere landsdækkende oplysningskampagner om reglerne for ind- og udførsel af penge fra Danmark og EU - senest i juni måned 2012. Og de kampagner ser ud til at have virket.

Det viser syv kontrolaktioner i begyndelsen af skolernes sommerferie. Her talte SKATs Smuglerikontrol i Københavns Lufthavn med i alt ca. 900 rejsende, som tilsammen medbragte tæt på 34 mio. kr.

- Vi fandt kun to tilfælde, hvor den rejsende ikke havde opgivet til tolderne, at de rejste med mere end de 75.000 kr., man lovligt kan udføre uden at oplyse SKAT om det, fortæller Nils Bøyesen, afdelingsleder i Smuglerikontrollen.

- Så det ser ud til, at SKATs landsdækkende kampagner har virket, så borgerne nu kender reglerne, tilføjer han.

Gæld til det offentlige
I forbindelse med kontrolaktionerne har SKAT desuden foretaget i alt 50 udlæg hos rejsende, som skyldte det offentlige penge.

Oplysninger om de udførte beløb videregives til andre afdelinger i SKAT. Her undersøges det, om de udførte penge er beskattet i Danmark.

- Vi har i de seneste to år gennemgået oplysningerne i det landsdækkende "Projekt kontantsager". Og den efterkontrol resulterede i 2011 i reguleringer på 10 mio. kr. i moms og skat, fortæller afdelingsleder i sort arbejde/sort økonomi Gitte Kaae Plambek.

Tovholder i projektet, fuldmægtig Iben Rude, siger, at der har været mange sager at tage fat på.

- Det er en blandet bunke sager fra hele Danmark, der involverer både virksomhedsejere, lønmodtagere og borgere på sociale ydelser. Og vi forventer, at der kommer flere skatteforhøjelser på baggrund af sommerens kontrolaktioner, konstaterer Iben Rude.

Såfremt det konstateres, at de rejsende modtager sociale ydelser eller dagpenge, videregives oplysningerne om udrejse med et pengebeløb til relevante myndigheder.

Gitte Kaae Plambek understreger, at SKATs kontroller fortsætter. For trods kun to tilfælde af overtrædelse af reglerne, viser udviklingen, at hverken den samlede mængde af udførte penge eller antallet af reguleringer og udlæg er faldende.

FAKTA
Toldlovens § 23, stk. 4:
Personer, der ved indrejse i eller udrejse fra det danske toldområde medtager likvide midler, der svarer til værdien af 10.000 Euro eller derover, skal uopfordret standse op for kontrol og har pligt til over for told- og skatteforvaltningen at angive samtlige medtagne likvide midler.

 

Yderligere oplysninger:
Journalister: Afdelingsleder Gitte Kaae Plambek tlf. 25 44 06 60, eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer tlf. 72 22 18 18