Dato for udgivelse
28 jun 2012 10:38
Resumé
På mødet blev der bl.a. orienteret om aktuel og kommende lovgivning og om forskellige forhold om styresignaler, status på momsområdet under det danske formandskab og der blev afklaret forskellige spørgsmål bl.a. om indberetning og verifikation ved handel med udlandet.

Deltagere:

Fagdirektør Winnie Jensen (formand), Jura og Samfundsøkonomi

Robert Mikelsons, Advokatrådet
Elsebeth Hjortshøj Rasmussen, Danske Advokater
Kristian Koktvedgaard, Dansk Industri
Kim Pedersen, FSR - danske revisorer
Esben Tranholm Nielsen, Landbrug og Fødevarer
Jacob Thiel, Håndværksrådet
Katarina Johannesen, Danmarks Rederiforening
Martin Møller Andersen, Finansrådet
Maria Vraa Schouw-Petersen, Finansrådet
Bo Sandberg, Dansk Erhverv
Bente Nøhr, Dansk Energi

Kontorchef Lene Henningsen, Jura og Samfundsøkonomi
Kontorchef Susanne Reinholdt Andersen, Jura og Samfundsøkonomi
Kontorchef Per Hvas, Jura og Samfundsøkonomi
Chefkonsulent Susanne Dybdahl, Borger og Virksomhed
Viceskattedirektør Per L. Christensen, Sagscenter Erhverv
Chefkonsulent Bo Steinicke, Kommunikation
Chefkonsulent Lars Rendboe, Jura og Samfundsøkonomi
Chefkonsulent Søren Jensen, Jura og Samfundsøkonomi
Chefkonsulent Jeanette Rose Hansen, Jura og Samfundsøkonomi
Fuldmægtig Carl Helman (under pkt. 15), Jura og Samfundsøkonomi
Fagchef Hans Larsen (under pkt. 18), Jura og Samfundsøkonomi
Chefkonsulent Eva Damm, Jura og Samfundsøkonomi

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden
Dagsordenen blev godkendt.

2. Opfølgningspunkter
a) Orientering fra møde om domskommentar og styresignal om moms ved overdragelse af selskabsandele som led i en virksomhedsoverdragelse

Winnie Jensen orienterede om, at der på baggrund af et ønske fra nogle organisationer på sidste møde i udvalget om at få afklaret nogle problemstillinger har været afholdt et møde. Det blev her aftalt, at organisationerne skulle komme med en uddybende beskrivelse af problemerne. Udvalget vil blive inddraget, når en beskrivelse af problemerne og et bud på deres afklaring foreligger.

b) Kommende styresignal om moms i forbindelse med bruttolønsordninger

Lars Rendboe orienterede om, at styresignalet nu er godt i vej, men at det dog ikke er helt klar endnu. Et udkast forventes klar til udvalgets næste møde.

Winnie Jensen supplerede med, at der er fokus på ikke at skabe unødig administration.

c) Status for og orientering fra møde om udvidelse af sukkerafgiften

Susanne Reinholdt Andersen orienterede om, at et lovforslag forventes sendt i høring efter sommerferien til fremsættelse i oktober.

Bo Sandberg anførte, at den sene høring er problematisk i forhold til en ikrafttræden pr. 1. januar 2013.

d) Status for og orientering fra møde om revision af fedtafgiften

Susanne Reinholdt Andersen orienterede om, at der også her forventes sendt lovforslag i høring efter sommerferien til fremsættelse i oktober.

e) Status for mødemomssagerne

Per L. Christensen orienterede om, at der nu er udbetalt 95,2 % af det ansøgte beløb og afsluttet 67 % af sagerne. Sagsbehandlingen er i gang for alle sager, og målet er fortsat, at alle sager er afsluttet inden sommerferien 2012.

3. Nyt fra Skatteministeriet, herunder orientering om styresignaler udsendt siden sidst, eventuelle styresignaler på vej og andre afgørelser mv. af særlig interesse
Oversigt over styresignaler udsendt siden sidste møde var udsendt til mødet.

Winnie Jensen henviste til, at styresignalet om styresignaler og SKAT-meddelelser vil blive omtalt under pkt. 6.

Per Hvas oplyste, at styresignalet om bødepraksis ved overtrædelser af registreringsloven og registreringsbekendtgørelsen er udsendt i forbindelse med, at opgaven er overtaget fra politiet.

Der var ikke bemærkninger til de øvrige styresignaler.

Robert Mikelsons spurgte til et eventuelt styresignal i forbindelse med ændring af lønsumsafgiftsloven for museumsvirksomhed.

Lars Rendboe henviste til, at tilbagebetaling til museer fremgår direkte af lovforslaget, og der derfor ikke vil blive udsendt et styresignal. Skatteministeriet er opmærksomme på at sikre, at alle får det, de har krav på.

Susanne Reinholdt Andersen oplyste, at tre styresignaler om moms og lønsumsafgift ved finansielle virksomheders passive kapitalanbringelse (SKM2010.444.SKAT, SKM2010.446.SKAT og SKM2010.447.SKAT) er ved at blive skrevet sammen til ét, som forventes sendt i høring til udvalget før sommerferien. Udsendelse af det sammenskrevne styresignal har efterfølgende vist sig først at kunne ske efter sommerferien, da det bl.a. afventer en beskrivelse af udfordringer fra Finansrådet, som efter det oplyste er klar primo juli. Se også nedenfor under pkt. 8. Der er herudover ved at blive udarbejdet et styresignal om dokumentationskrav ved kontantsalg ved EU-handel.

4. Status for lovprogrammet
Susanne Reinholdt Andersen orienterede om, at L12 om ændring af lønsumsafgiftsloven, momsloven m.fl. er vedtaget, men at ændringen vedrørende småforsendelser under 80 kr. blev trukket ud og udskudt til senere. L82 om minimumsantal i cigaretpakker er også vedtaget, mens L172 om afgift på skadesforsikringer forventes vedtaget i juni. Lovforslag om afgift på arbejdsskader er udsat til næste samling.

Lene Henningsen orienterede om, at L94 om ændring af registreringsafgiftsloven - populært kaldet demoindgrebet - er vedtaget. L122, som vedrører forskellige tekniske justering i forbindelse med det nye DMR, forventes vedtaget snart. Her har der været mange spørgsmål om prissætningen af de forskellige gebyrer og godtgørelser. L171 om ændring af lov om afgift af bekæmpelsesmidler (pesticidafgiften) er meget teknisk orienteret, og her er der endnu ikke afgivet en betænkning. 

5. Status for SKATs nye hjemmeside
Bo Steinicke viste eksempler fra SKATs nye hjemmeside og orienterede om tankerne bag opbygningen af den.

Det overordnede formål er at få flere til at søge oplysninger digitalt frem for at henvende sig til SKAT på andre måder. Det har i første omgang været ambitionen at gøre forsiden mere overskuelig og at gøre vejen kortere til de mest efterspurgte sider. Målinger har vist, at der nu er væsentligt flere, der fandt, hvad de søgte, end tidligere.

Bo Sandberg efterlyste, at yderligere statistik vedrørende aktuelle områder - f.eks. p.t. håndværkerfradraget - bliver lagt på hjemmesiden, så det er nemt tilgængeligt.

Bo Steinicke oplyste, at man er ved at se på forbedring af søgefunktionen. I første omgang har man opdelt søgeresultaterne i fem faneblade, hvilket har mindsket frafaldet markant.

Maria Vraa Schouw-Petersen efterlyste en mulighed for at udelade opdelingen i faneblade.

Kristian Koktvedgaard foreslog, at gældende regler og vejledninger m.v. skal prioriteres højere ved søgninger.

Kim Pedersen henviste til, at søgningen på hjemmesiden gerne må komme op på google-niveau.

Bo Steinicke vil se på muligheden for at imødekomme ønskerne og kunne henvise til, at der allerede er indgået en aftale med google med henblik på at bruge funktionaliteter derfra.

Der vil fortsat blive arbejdet på forbedringer, herunder en side med relevante oplysninger på engelsk, hvor der også vil blive TastSelv-mulighed på engelsk,

Udvalget må meget gerne give input til forbedringer via udvalgets sekretær - også gerne til siden med jura, tal og statistik, som har afløst den tidligere side for rådgivere.

6. Orientering om opfølgning på evaluering af styresignaler

Winnie Jensen orienterede om det nye styresignal om styresignaler og SKAT-meddelelser (SKM2012.280.SKAT), som på baggrund af Retssikkerhedschefens evaluering af styresignaler præciserer, at styresignaler skal bruges til styring af ensartetheden ved lovfortolkningen/retsanven-delsen.

Styresignaler bruges herefter, når Skatteministeriet:

  • Fastlægger praksis på områder, hvor der ikke allerede er fastlagt en praksis,
  • Ændrer eller præciserer praksis, f.eks. som følge af en afgørelse fra domstolene eller Landsskatteretten.

Styresignaler, som indeholder retningslinjer for genoptagelse, bør suppleres med en "domskommentar" i komplicerede sager, hvori der redegøres for de juridiske vurderinger af dommen/kendelsen, og med en SKAT-meddelelse om den praktiske fremgangsmåde.

Indarbejdelse af styresignaler i Den juridiske vejledning er også beskrevet i styresignalet.

Der er også udarbejdet en intern arbejdsbeskrivelse for styresignaler, hvor det bl.a. fremgår, at alle styresignaler som hovedregel skal sendes i høring hos alle relevante parter, herunder de eksterne medlemmer af de specielle eksterne kontaktudvalg for henholdsvis skat og moms og afgifter. Det fremgår også, at styresignaler skal udsendes hurtigst muligt og som udgangspunkt senest 3 måneder efter dom m.v. Hvis det ikke er muligt at overholde denne frist, skal der udsendes information/pressemed-delelse om, at et styresignal er under udarbejdelse.

7. Status på momsområdet under det danske formandskab
Jeanette Rose Hansen erindrede om, at den ny momsstrategi og implementering af mini one-stop-shoppen var de vigtigste prioriteter under det danske formandskab.

Der er i sidste uge opnået enighed om en plan for fremtidens momssystem, så EU-Kommissionen kan gå i gang med at foreslå konkrete lovgivningsinitiativer, som kan forbedre momssystemet. Der blev udsendt en pressemeddelelse om det, som desværre ikke har givet særlig meget genlyd i medierne.

Der arbejdes fortsat på implementeringen af mini one-stop-shoppen, som forhåbentlig bliver klar inden for det danske formandskab.

Jeanette Rose Hansen kunne i øvrigt oplyse, at EU-Kommissionen nu har behandlet den danske anmodning om en undtagelse til momssystemet, som vedrører køb af dagsbeviser til privat anvendelse af gulpladebiler, og at forslaget om at imødekomme den danske anmodning snart kommer i høring.

Derudover har EU-Kommissionen fremsat et nyt forslag om vouchers, som også kommer i høring inden længe. Det forventes, at det cypriotiske formandskab (som følger efter det danske) vil behandle forslaget om vouchers.

Et forslag om en hurtig reaktionsmekanisme, som EU-medlemslandene kan bruge, når de opdager ny pludselig svig, er lige på trapperne og vil med al sandsynlighed ligeledes blive drøftet under det cypriotiske formandskab.

Arbejdet med forslaget om modernisering af momsfritagelsen for finansielle ydelser afventer fortsat EU-Kommisionens yderligere analyser. Når analyserne foreligger, vil de formentlig blive præsenteret for Rådets arbejdsgruppe, og så må man se, om det ændrer på den nuværende fastlåste forhandlingssituation.

Kristian Koktvedgaard kvitterede for, at den nye momsstrategi nu er kommet på plads, og han udtrykte håb om, at implementeringen af mini one-stop-shoppen også når at blive klar under det danske formandskab.

8. Supplement til SKM2010.446.SKAT om opgørelse af 3.lands omsætning
Finansrådet havde bedt om, at punktet kom på dagsordenen:

"ML § 45 stk. 4 om momsgodtgørelse vedr. 3.lands omsætning er bortfaldet og indarbejdet i fradragsreglerne i § 37. Opgørelse af omsætning i pengeinstitutter følger (fortsat) retningslinjerne som fastsat ved SKM2010.446.SKAT. En anvendelse af disse retningslinjer giver udfordringer i forhold til opgørelse af 3.lands omsætning, og Finansrådet hører derfor gerne om SKAT udgiver et supplement til SKM2010.446.SKAT."

Søren Jensen henviste til, at dette styresignal som nævnt under pkt. 3 er ved at blive skrevet sammen med to andre styresignaler, men at der ikke er tiltænkt nogen ændringer i den forbindelse. Han spurgte ind til en nærmere beskrivelse af problemet.

Maria Vraa Schouw-Petersen henviste til, at der mangler beskrivelse af modeller for opgørelse af nettorenter/bruttorenter og valutakursreguleringer.

Kim Pedersen anførte, at det haster med en stillingtagen, da opgørelsesmetoderne er helt anderledes nu.

Winnie Jensen foreslog, at organisationerne sender en beskrivelse af udfordringerne til udvalgets sekretær, som Skatteministeriet herefter kan vurdere en afklaring ud fra.

9. Lovforslag på baggrund af Energiaftalen
Dansk Energi havde bedt om at få punktet på dagsordenen:

"Hvornår forventes lovforslag vedr. afgiftsregler i forbindelse med implementering af Energiaftalen at blive offentliggjort?

Vi forventer, at ændringerne vil være meget ressourcekrævende at implementere for virksomhederne. Det gælder i særdeleshed ændringen af registreringsreglerne i elafgiftsloven og indførelsen af forsyningspligts-afgiften.

Skatteministeriet undervurderer gang på gang de ressourcer erhvervslivet må mobilisere for at implementere ændringer i afgiftsreglerne. Vi forventer derfor, at lovudkast udsendes i rigtig god tid før de pågældende regler sættes i kraft."

DI havde også ønsket en redegørelse for afgiftsmæssige konsekvenser af Energiaftalen, herunder hvilke konkrete afgifter der skal indføres/ændres samt en tidsplan for implementeringen.

Lene Henningsen kunne oplyse, at energiaftalen forventes udmøntet i flere lovforslag i næste samling. I efteråret forventes der fremsat et mindre forslag med tekniske justeringer, som indeholder ændringer for registreringspligtige virksomheder vedr. elafgift m.m. og en forsikringsordning. I foråret forventes fremsat et forslag, som omfatter forsyningssikkerhedsafgift.

Bente Nøhr gjorde opmærksom på, at forberedelsen af den praktiske tilrettelæggelse af opkrævning m.v. kræver tid.

10. Momssvindel med handel med energiprodukter
Dansk Energi havde bedt om at få punktet på dagsordenen:

"Hvilke overvejelser gør Skatteministeriet sig i forbindelse med ændring af momsreglerne i Danmark for handel med energiprodukter (navnlig elektricitet og gas) med henblik på at undgå momssvindel?

Momssvindel med handel med energiprodukter er et stigende problem og i Holland, Frankrig og UK er momsreglerne for B2B handel med elektricitet og gas ændret/under ændring. Man kan frygte, at momssvindelen vil "flytte" til de lande, hvor momsreglerne fortsat "muliggør" svindel."

Jeanette Rose Hansen orienterede om, at det indtil videre kun er Frankrig, der har bedt om tilladelse til at få omvendt betalingspligt på dette område. Skatteministeriet har ikke oplevet svig på området, og udgangspunktet er, at Danmark gerne vil opretholde generelle ordninger og undgå særordninger.

Jeanette Rose Hansen henviste til, at hun vil tage spørgsmålet op på næste møde i EU-regi - for at få undersøgt om det er generelt problem og om der i givet fald er opbakning til fælles tiltag.

Susanne Reinholdt Andersen supplerede med, at Skatteministeriet er opmærksom på, at det kan gå meget hurtigt, når der opstår momssvindel på et nyt område.

Bente Nøhr og Kristian Koktvedgaard efterlyste klare udmeldinger om, hvornår virksomhederne har gjort nok for at være i god tro.

Søren Jensen bemærkede, at det jo altid er en konkret vurdering. Men at EU-domstolen i anden forbindelse har udtalt, at virksomheden skal have gjort alt, hvad der stod i dens magt for at sikre en korrekt anvendelse af momsbestemmelserne. Jævnfør også vores diskussion på sidste møde i udvalget (den 1. februar 2012, pkt. 9). Skatteministeriet vil selvfølgelig medtage relevante afgørelser i sine vejledninger.

11. Købende fast forretningssted
FSR - danske revisorer havde bedt om at få punktet på dagsordenen:

"Iflg. den nye EU-forordning om fortolkning af reglerne om fast forretningssted, kan der blive tale om momsregistreringspligt for et forretningssted, som ikke har salg i Danmark, men som har indkøb til forretningsstedets eget brug.

Kan Skatteministeriet oplyse, om der er planer om at uddybe disse regler i et styresignal etc., herunder om Skatteministeriet kan bekræfte, at disse nye regler i visse tilfælde indebærer en ændring af den ca. 5 år gamle praksis, hvorefter f.eks. udenlandske firmaers repræsentationskontorer ikke har kunnet momsregistreres i Danmark, således at disse repræsentationskontorer etc. - hvoraf nogle er blevet "tvangsafmeldt" de senere år - nu skal momsregistreres i Danmark, hvis de har indkøb til eget brug i Danmark?

Hvis der er planer om et sådant styresignal etc. vil det også blive hilst velkommen, hvis det uddybes, hvad der forstås ved, at et forretningssted medvirker ved en transaktion, herunder vedr. de tilfælde, hvor et momsregistreret forretningssted medvirker i visse transaktioner, men ikke i andre - i yderste konsekvens i forhold til den samme danske kunde, der har forskellige typer af indkøb hos den samme udenlandske leverandør med et momsregistreret fast forretningssted i Danmark.

Kan ministeriet i øvrigt oplyse, hvilke konkrete bestemmelser i Momssystemdirektivet, der anses for at indeholde hjemmel til at statuere lokal momsregistreringspligt for "købende faste forretningssteder"."

Søren Jensen oplyste, at der ikke er planer om styresignal. Reglerne er beskrevet i forordning 282/2011 fra marts 2011, og der er indtil videre ikke set grænsetilfælde, som har givet anledning til et behov for yderligere afklaring. Den gamle praksis har ikke længere virkning i forhold til lovændringen i lov nr. 1134 af 4. december 2009 og ændringsdirektiv 2008/8/EF, som EU-lovgiver selv har fortolket i forordning fra 2011.

I Danmark har direktivændringen allerede i 2010 været anvendt i overensstemmelse med forordningen. Se Momsvejledningen 2010-1, E.3.1.3 (Fast forretningssted), som blev offentliggjort 19. januar 2010.

12. "Adgang" til arrangementer
FSR - danske revisorer havde spurgt til reglerne om, hvornår der kan/skal anvendes reverse charge eller beregnes dansk moms i forbindelse med arrangementer, som giver anledning til en del fortolkningstvivl i praksis. Er der f.eks. forskel på, om en udenlandsk virksomhed tilmelder sig et arrangement, f.eks. et kursus, forud for afholdelsen, og faktureres for deltagergebyr ("adgang"), eller om den udenlandske virksomhed(s medarbejder) møder op og betaler/faktureres "adgang" ved indgangen? Har ministeriet planer om at præcisere fortolkningen m.m. af disse regler? 

Søren Jensen oplyste, at reglerne er beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit D.A.6.7.3, som i vidt omfang er en afskrift af forordning 282/2011. Kriterierne om tilmelding og faktura forud for afholdelsen eller først ved døren har på et tidspunkt i 2009-2010 været diskuteret i EU's momskomité. Men det blev ikke den løsning, som blev valgt. Kriterierne er således ikke med i guidelinen fra komitéen eller i forordningen. Kriterierne kan derfor ikke anvendes ved fortolkningen af bestemmelserne i momslovens § 21, stk. 1, og § 46, stk. 1, nr. 3, jf. direktivets artikel 53 (som gældende fra 2011).

13. Anvendelse af rubrik B på momsangivelsen uden samtidig indberetning til "EU-salg uden moms"
FSR - danske revisorer havde bedt om at få punktet på dagsordenen:

"Reglerne om indberetning til Listesystemet/"EU-salg uden moms", indebærer (så vidt FSR forstår det) at en dansk virksomhed skal undlade at indberette et givent salg, hvis man i købers land anser købet for at være undtaget fra momspligt, således at køber ikke skal afregne lokal moms af købet.

Imidlertid indebærer en manglende indberetning samtidig med, at beløbet (korrekt?) medtages i rubrik B på den danske momsangivelse, at den danske virksomhed pålægges gebyrer for manglende indberetning til "EU-salg uden moms".

Kan Skatteministeriet bekræfte ovenstående, og vil man i givet fald gøre noget ved problemet?"

Susanne Dybdahl henviste til, at virksomhederne kun skal indberette under rubrik B, såfremt de også skal listeangive. Når købet ikke er momspligtigt i det land, der sælges til, skal det anføres i rubrik C. Dog skal leverancer af momsfritagne ydelser ikke angives i momsangivelsens rubrik C, hvis ydelserne ved levering i Danmark ville være momsfritagne efter den danske momslovs § 13.

Skatteministeriet vil forsøge at præcisere dette yderligere i den ændringsbekendtgørelse til momsbekendtgørelsen, som er i høring maj-juni, og i Den juridiske vejledning, der forventes offentliggjort medio 2012. 

14. Verifikation af leverandørers momsnumre
Landbrug og Fødevarer havde bedt om at få punktet på dagsordenen:

"Vi skal fra og med 1.10.2012 foretage verifikation af vores leverandørers momsnumre. Hvad ligger der i dokumentationen? Skal vi "blot" verificere momsnumrene eller skal vi også sammenholde navn og adresse på vores leverandører med momsnummeret i VIES - og hvor ofte skal vi foretage verifikationen?

Hvor er hjemmelen til at indføre dette yderligere dokumentationskrav?

Sidst men ikke mindst, har I en status på, hvordan det går med de lande, der til sidste møde ikke havde tilgængelige info i VIES?"

Susanne Dybdahl kunne oplyse, at leverandørers momsnumre ikke skal verificeres. Der vil blive sendt et nyhedsbrev ud, om at faste kunders (og altså kun køberes) momsnummer, navn og adresse skal verificeres én gang i kvartalet.

Der er nu i VIES mulighed for at verificere momsnummer samt navn og adresse på alle momsregistrerede virksomheder undtagen tyske virksomheder. For Tyskland gælder, at man fortsat må ringe til SKAT, hvis der er indikation for, at momsnummeret ikke tilhører kunden, og man derfor gerne vil verificere navn og adresse. Søren Jensen henviste i den forbindelse til drøftelsen på sidste møde i udvalget (den 1. februar 2012, pkt. 9). I normale tilfælde kan man et stykke tid endnu nøjes med at verificere tyske virksomheders momsnumre.

Bente Nøhr spurgte til, om der er noget nyt om fællesregistrerede virksomheder i VIES.

Søren Jensen oplyste, at Skatteministeriet desværre ikke har fået nogen tilbagemelding fra EU-Kommissionen, og at vi derfor ville overveje at spørge ind til sagen over for Kommissionen.

Kristian Koktvedgaard spurgte, om det er korrekt, at danske momsnumre ikke kan verificeres af udenlandske leverandører.

Susanne Dybdahl svarede, at de ikke kan verificeres på VIES-siden, men at de godt kan verificeres på SKATs hjemmeside. SKAT har udfærdiget en vejledning på engelsk, som er sendt til alle medlemsstater og kan rekvireres hos SKAT.

Kristian Koktvedgaard foreslog, at denne vejledning bliver gjort tilgængelig på SKATs hjemmeside.

Efter mødets afholdelse har EU-kommissionen foretaget nogle rettelser i deres systemer, så danske momsnumre nu kan verificeres på VIES-siden, og Skatteministeriet ser derfor ikke noget behov for at gøre vejledningen tilgængelig på SKATs hjemmeside.

15. Implementering af faktureringsreglerne, herunder foreslåede ændringer af momsbekendtgørelsen
DI havde ønsket en orientering/status omkring de foreslåede ændringer til implementering af faktureringsreglerne.

Carl Helman orienterede om, at ændringsbekendtgørelsen er sendt i høring, og at man nu afventer høringssvarene.

16. Status for oprydning i punktafgifter (chokolade, emballage m.v.)
Dansk Erhverv havde bedt om en status.

Lene Henningsen orienterede om, at projektet med "oprydning" i punktafgifter ikke har den højeste prioritet lige nu, men at det fortsat er på to do-listen.

17. Status for afgift på reklametryksager
Dansk Erhverv havde bedt om en status.

Lene Henningsen orienterede om, at denne afgift har skullet "spille sammen" med spørgsmålet, om man skal kunne sige ja tak eller nej tak til reklamer. Det er der taget stilling til i sidste uge, hvor resultatet er blevet, at man fortsat skal kunne sige nej tak til reklamer. Skatteministeriet kan herefter få sit udspil til en reklametryksagsafgift klar, og et lovforslag forventes sendt i høring i løbet af sommeren 2012 til fremsættelse i oktober.

18. Eventuelt
Kristian Koktvedgaard spurgte til status for Energibeskatningsdirektivet.

Hans Larsen orienterede om, at der har været afholdt flere møder i rådsarbejdsgruppen, hvor der har været drøftet kompromisløsninger for den overordnede afgiftsstruktur og fastsættelse af beregningsprincipper for fastsættelsen af minimumsafgifterne baseret på energiprodukternes energiindhold og CO2 emissioner . Videre var der problemer med fastsættelse af bindende regler for fastsættelsen af afgifter over minimumsafgiften (proportionalitetsprincippet). Det er overvejende sandsynligt, at denne del af forslaget bortfalder. I øvrigt drøftes samspillet mellem kvote- og afgiftssystemerne, hvor diskussionen er hæmmet af, at der endnu ikke er enighed om den overordnede afgiftsstruktur. Drøftelserne fortsætter under det danske formandskab, men det er ikke sandsynligt, at der opnås enighed.

Winnie Jensen erindrede om, at næste møde er den 10. oktober 2012, hvor der efter mødet vil blive afholdt instruktion i moms- og lønsumsafgift. En nærmere beskrivelse af emnerne vil blive sendt ud, så organisationerne kan vurdere, om de ønsker at deltage med yderligere repræsentanter til instruktionen.