Som noget nyt har ToldSkat som en service overfor skatteyderne i år fortrykt et forslag til befordringsfradrag på selvangivelsen for 122.000 skatteydere.
Forslaget er baseret på et skøn over befordringen. Skønnet er lavet i et it-system, der kan beregne afstanden mellem skatteyderens bopæl og arbejdsgiverens adresse. Systemet beregner fradraget under forudsætning af, at skatteyderen har et normalt antal arbejdsdage.
Det er dog vigtigt, at skatteyderen kontrollerer, om oplysningerne er korrekte.
Alle skatteydere har selv mulighed for at rette forkerte oplysninger via TastSelv på internettet, TastSelv via telefonen eller ved at indsende en tilrettet selvangivelse.
Baggrund
Folketinget vedtog den 10. december 2002 en lovændring, der blandt andet betød, at der kunne fortrykkes befordringsfradrag på selvangivelsen.
Baggrunden for loven var et ønske om, at flere skatteydere kunne modtage en årsopgørelse sammen med selvangivelsen, således at de kun behøver at indsende selvangivelsen, hvis de har rettelser til de fortrykte beløb, eller hvis de har tilføjelser i øvrigt.
I første omgang er der kun fortrykt oplysninger om befordringsfradrag for de skatteydere, der kun har en arbejdsgiver med én adresse.
Der er ikke foreslået fradrag for skatteydere, hvor arbejdsgiveren har indberettet, at lønmodtageren har fri bil eller hvor arbejdsstedet ikke er lig med arbejdsgiverens registreringsadresse.
Skatteyderne skal altid kontrollere oplysningerne på selvangivelsen. Når det drejer sig om befordringsfradrag, er det ekstra vigtigt at kontrollere oplysninger i følgende tilfælde:
- Når arbejdsgiveren ikke har indberettet fri bil
- Når arbejdsstedet ikke er arbejdsgiverens registreringsadresse.
- Når antallet af arbejdsdage i 2003 ikke er 216.
- Hvis man vælger en anden rute til arbejde end den foreslåede. På TastSelv kan borgerne få en specifikation af den anvendte rute.
- Når det af selvangivelsen fremgår, at der ikke er taget højde for udbetalt befordringsgodtgørelse.
Hvis det viser sig, at der skal ændres i oplysningerne, har skatteyderen mulighed for dette via TastSelv på internettet, via telefonen eller ved at indsende en rettelse til selvangivelsen.
I de fleste af ovenstående eksempler skulle skatteyderen under alle omstændigheder indsende selvangivelse og får altså ikke pålagt ekstra arbejde i forbindelse med fortrykningen af befordringsfradrag.
Med denne ændring til selvangivelsen har ToldSkat over de seneste 10 år fået forenklet selvangivelsesproceduren så meget, at der i dag er 2,7 mio. skatteydere ud af i alt 3,9 mio. skatteydere, der ikke har behov for at komme med ændringer til selvangivelsen.
Kontaktperson: Steffen Normann Hansen, tlf. 72 37 00 13