| SKM2019.306.VLR | Et affaldsforbrændingsanlæg havde angivet negative affaldsvarme-, tillægs- og kuldioxidafgifter i sommermånederne, på grund af anlægget fyrede efter et særligt forbrændingsprogram i løbet af perioden. Vestre Landsret kom frem til, at der ikke er hjemmel til at angive negative afgiftstilsvar efter afregningsreglerne i kulafgiftsloven § 12, stk. 1 og kuldioxidsafgiftslovens § 13, stk. 1, samt mængdeberegningsreglerne i kulafgiftslovens § 5, stk. 3 og kuldioxidsafgiftsloven § 5, stk. 3. Det forhold, at anlægget havde valgt den mest miljøvenlige forbrændingsprogram, ændrede ikke på resultatet. | |
| SKM2018.567.ØLR | Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten, der er et centralt kraftvarmeværk, skulle opgøre den afgiftspligtige brændselsmængde efter metoden i dagældende kulafgiftslovs § 7, stk. 1, 3. pkt. (selskabets standpunkt), eller efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 4. pkt., nr. 2 (Skatteministeriets standpunkt). Det afgørende var, om selskabet havde dokumenteret, at der forelå en kontrakt pr. 1. juli 1998, som fastsatte hvilken del af forbruget af brændsel, der skulle indregnes i elektricitetsprisen, og som var godkendt af det daværende El-prisudvalg. Landsretten fandt under henvisning til den klare og konsistente ordlyd af den dagældende kulafgiftslovs 7, stk. 1, 3. pkt., at begrebet "godkendt kontrakt" skal forstås i overensstemmelse med ordlyden, og at anmeldelser af prisændringer til Elprisudvalget derfor ikke kan sidestilles med eller erstatte en godkendt kontrakt. Landsretten fandt, at en allonge fra 1997 skulle være godkendt af Elprisudvalget, såfremt den afgiftspligtige brændselsmængde for den i sagen omhandlede periode skal opgøres efter § 7, stk. 1, 3. pkt. Landsretten lagde til grund som ubestridt, at allongen ikke blev indsendt til Elprisudvalget. Da anmeldelserne til Elprisudvalget ikke kunne sidestilles med eller erstatte fremsendelse af en kontrakt eller ændringer i en kontrakt, var betingelserne for at opgøre afgiftsgrundlaget efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 3. pkt., ikke opfyldt. På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. | Dommen er en stadfæstelse af SKM2018.54.BR. |