åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.B.4.1.1.4 Afgiftssatser" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Hovedregel

Afgiftssatserne for tinglysning af pant er fastsat i TAL § 5, stk. 1, og § 5 a, stk. 1.

Afgiften er sammensat af en grundafgift på et fast beløb pr. tinglysning (fast afgift), og en procentafgift (variabel afgift), som afhænger af pantets værdi.

Ifølge TAL § 5, stk. 1., skal der i afgift for tinglysning af pant betales en fast afgift på 1.850 kr. samt 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.

Disse satser gælder for pant, der tinglyses i Personbogen og Bilbogen. Disse satser gælder således for pant i biler og andet løsøre, virksomhedspant og immaterielle rettigheder.

Ifølge TAL § 5 a, stk. 1, skal der for tinglysning af pant i fast ejendom og i andele i en andelsboligforening betales en fast afgift på 1.825 kr., samt 1,45 pct. af det pantsikrede beløb. Disse satser gælder dermed for pant, der tinglyses i Tingbogen (fast ejendom), og i Andelsboligbogen (andelsboliger).

Undtagelser

Der er i tinglysningsafgiftsloven indsat en række afgiftsbegunstigende undtagelser. Se afsnit E.B.4.2 og E.B.4.3 om disse undtagelser.