Indhold

Dette afsnit handler om de regler, der bestemmer, hvilke indtægter der skal regnes med til bruttoindkomsten.

Afsnittet indeholder:

  • Indtægter generelt
  • Retserhvervelsesprincippet
  • Realisationsprincippet
  • Udenlandsk indkomst, globalindkomstprincippet
  • Indkomstens form, usædvanlige betalingsmidler
  • Værdi af brugsret, ejendomsværdiskat
  • Lejeindtægter mv.
  • Pensioner, understøttelser, aftægtsydelser, livrente mv.
  • Besparelser
  • Forældelse, gældseftergivelse
  • Spil
  • Strafbar erhvervelse
  • Renter
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Indtægter generelt

SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Alle indtægter, både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter, regnes med ved indkomstopgørelsen uden hensyn til den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført til erhvervelsen. Se SL § 4.

Det er altså principielt uden betydning, om indtægten er resultat af positive indkomstbestræbelser, fx virksomhed som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende eller en uventet erhvervelse, fx en gevinst eller en gave.

Indtægt ved ikke erhvervsmæssig virksomhed, som hobbyvirksomhed og honorarindkomst er også omfattet af bestemmelsen i SL § 4. Se afsnit C.C.1.1.2 om beskatningen af hobbyvirksomhed og afsnit C.C.1.2.3 om honorarmodtagere, der hverken er selvstændigt erhvervsdrivende eller i tjenesteforhold.

Erstatninger for tab af indtægter, der er skattepligtige efter SL § 4, beskattes også efter bestemmelsen. Se afsnit C.C.2.1.6.1 om erstatninger.

Se også

Se også afsnit

  • C.C.2.5.1 om SL § 4´s betydning for opgørelsen af årsindkomsten 
  • C.C.2.5.3 om SL § 4´s betydning for periodisering af indtægter og udgifter.
  • A.C.2.1.4.4.1 om reglen i SKL § 74 om skønsmæssig ansættelse og de der refererede domme.

Retserhvervelsesprincippet

Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.

Princippet bygger på en fortolkning af SL § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (...) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

Se også

Se også afsnit 

  • C.C.2.5.3.1.2 og C.C.2.5.3.2, hvor der står mere om retserhvervelsesprincippet og dets betydning for periodiseringen af de forskellige former for indtægt.
  • C.C.2.5.3.4 om resolutive og suspensive betingelse og afsnit C.C.2.5.3.2.10 om tilskud under coronapandemien. 

Realisationsprincippet

Det er et grundlæggende princip, at indkomst og tab skal være realiseret, før de påvirker indkomsten. Princippet udledes af SL § 5, hvorefter værdiforøgelser og værditab på den skattepligtiges formuegenstande ikke påvirker indkomsten. Princippet har betydning for, om en indkomst skal beskattes, men også for, i hvilket indkomstår den skatteretligt hører til.

Se også

Se også afsnit

Princippet fraviges dog fx ved reglerne om behandlingen af varelagre. Se mere i afsnit C.C.2.3.1 om, hvordan varelagerets værdi indvirker på indkomstopgørelsen, og om hvordan varelagerreglerne hænger sammen med statsskattelovens regler.

Se også de særlige regler for beskatning af kursgevinster i afsnit C.B.1 om reglerne i kursgevinstloven.

Udenlandsk indkomst, globalindkomstprincippet

Det er uden betydning for skattepligten, om indtægten erhverves i Danmark eller i udlandet (globalindkomstprincippet). Se SL § 4.

Se afgørelsen i SKM2004.87.HR, hvor Højesteret fandt, at skatteyderen var skattepligtig af et beløb, der var indbetalt fra hans tyske selskab til hans personlige virksomhed i Danmark. Skatteyderen fik ikke medhold i sin påstand om, at beløbet var tilbagebetaling af et lån, som ikke havde med den danske virksomhed at gøre.

I særlovgivningen og især i de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som er indgået med en række lande, er der foretaget begrænsninger i dette globalindkomstprincip. Se nærmere i afsnit C.F "Subjektiv skattepligt og dobbeltbeskatning".

For selskaber gælder det særlige territorialprincip, hvorefter indtægter og udgifter, som vedrører et fast driftssted eller en fast ejendom i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, som udgangspunkt ikke regnes med ved den danske indkomstopgørelse.  Se afsnit C.D.2.3.1 Territorialprincippet - SEL § 8, stk. 2, der også beskriver undtagelserne til reglen.

Indkomstens form, usædvanlige betalingsmidler

Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller i form af et andet aktiv af økonomisk værdi.

I tilfælde hvor en skatteyder - frivilligt eller tvunget - i forbindelse med sit erhverv modtager betaling i form af andet end kontante penge, fx i form af

  • aktier
  • obligationer
  • fast ejendom
  • løsøregenstande

til fuld afgørelse af et tilgodehavende eller til en nærmere fastlagt del af et tilgodehavende, skal han indtægtsføre et beløb, som svarer til det modtagnes værdi ved modtagelsen.

Skatterådet har i SKM2022.427.SR, der handlede om et selskab, der havde ansat en influencer, fundet, at selskabet ved indkomstopgørelsen, som udgangspunkt skulle medregne værdien af produkter, som selskabet modtog for at anmelde eller modtage dem, og som selskabet havde ret til at beholde. Dette gjaldt uanset, om selskabet derudover fik et kontant vederlag. Skatterådet bekræftede desuden, at værdien af rejser eller oplevelser, som selskabet blev honoreret kontant for mod at lade selskabets ansatte deltage på rejsen/oplevelsen og herefter anmelde rejsen/oplevelsen på de sociale medier, ikke skulle medregnes i selskabets skattepligtige indkomst under forudsætning af, at det modtagne vederlag for anmeldelsen af rejsen/oplevelsen kunne anses for at modsvare værdien af anmeldelsen.

Se afsnit C.H.2 om fortjeneste og tab ved senere afståelse af det modtagne usædvanlige betalingsmiddel, hvis der er tale om fast ejendom, og se afsnit C.B.1.4.2 om gevinst og tab på fordringer samt afsnit C.B.2.2.1 om afståelse af aktier.

Hvis modtageren af det usædvanlige betalingsmiddel har som erhverv at handle med sådanne genstande, behandles fortjeneste og tab som næring.

Selvom modtageren ikke har det som sit erhverv at handle med den slags genstande, vil fortjeneste og tab ved senere salg evt. kunne blive omfattet af næringsbeskatning efter reglerne om vederlagsnæring. Se afsnit C.C.2.1.3.3.2 Næring.

Hvis håndværkere m.fl., der har udført arbejde ved opførelse af en bygning for et aktieselskab, modtager aktier som betaling for deres (rest-) tilgodehavende, skal aktierne beskattes som almindelige aktier. Se afsnit C.B.2.1.1.11 "Forklaring af håndværkeraktier".

Om kryptovaluta, se 

  • afsnit C.C.2.1.3.3.5.4 og den der omtalte SKM2014.226.SR i afgørelsesskemaet. Denne afgørelse blev dog efterfølgende ændret af Landsskatteretten, der afviste spørgsmålet, fordi det ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed, se SKM2019.584.LSR.
  • SKM2021.443.VLR, hvor landsretten fandt, at fortjenesten ved de vederlagte bitcoins, under de foreliggende omstændigheder, måtte anses for et tillæg til den oprindelige indkomst i den skattepligtiges hobbyvirksomhed, således at fortjenesten skulle indkomstbeskattes efter SL § 4, litra a, svarende til principperne om beskatning ved vederlagsnæring i erhvervsvirksomhed. Stadfæstet af Højesteret ved SKM2023.187.HR. Se også afsnit C.C.2.1.3.3.5.4 om kryptoaktiver og virksomhed.

Se nærmere om vederlagsnæring i afsnit C.C.2.1.3.3.2.

Værdi af brugsret, ejendomsværdiskat

Beskatning af brugsret til andres aktiver

Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal beskattes. Se SL § 4, litra b. Den økonomiske fordel skal i visse tilfælde beskattes som løn. Se SL § 4, litra a. Se også afsnit C.A.5 om personalegoder.

Den økonomiske fordel kan også blive beskattet som en udbytteindtægt efter SL § 4, litra e, eller som en gave efter SL § 4, litra c, eller efter reglerne om gaveafgift.

Se også

Se også afsnit

  • C.C.2.1.8 om gaver til selvstændigt erhvervsdrivende m.fl.
  • C.A.6 om underholdsydelser, legater mv.

Brugsret til egne aktiver

Den almindelige regel er, at brugsretten til egne aktiver ikke beskattes. Værdien af brugsret over egne løsøregenstande beskattes derfor ikke.

Beskatningen sker kun i det omfang, brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi.

Eksempel: Jagtret

Værdien af jagtret på egen ejendom beskattes ikke. Derimod beskattes værdien af jagtudbyttet, hvis jagtretten faktisk udnyttes. Se LSRM 1971, 22 LSR og LSRM 1971, 23 LSR. Se også SKM2017.366.VLR om beskatning af fikseret jagtleje.

Undtagelse, beskatning af værdi af bolig i egen ejendom mv., ejendomsværdiskat

Værdien af bolig i egen ejendom beskattes. Se SL § 4, litra b, 2. pkt. Med indførelse af ejendomsværdiskatten er indkomstbeskatningen dog afskaffet for hovedparten af ejerboliger, herunder parcelhuse, ejerlejligheder, stuehuse mv. Se afsnit C.H.3.5 "Ejendomsværdiskat af bolig i egen ejendom".

Beskatning af værdien af bolig i egen ejendom efter SL § 4, litra b, er en undtagelse til den almindelige hovedregel om, at brugsretten til egne aktiver ikke beskattes.

Højesteret har fastslået, at en ejer af en beboelsesejendom er skattepligtig af en skønnet lejeindtægt, hvis han overlader benyttelsen af ejendommen til en slægtning eller en anden nærtstående vederlagsfrit eller til en leje, der ikke er uvæsentligt lavere end markedslejen. Hjemlen findes i SL § 4, litra b, 1. pkt., om skattepligt af bl.a. indtægt ved udlejning af fast ejendom - sammenholdt med 2. pkt., hvorefter lejeværdi af bolig i egen ejendom beregnes som indtægt (fikseret leje) for ejeren. Dette uanset om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej. Se SKM2002.547.HR.

På samme måde har Højesteret fundet at udleje af et erhvervslokale til en samlever til en leje, som var lavere end markedslejen, var omfattet af bestemmelsen i SL § 4, litra b, 2. pkt. Der skulle derfor fastsættes en fikseret leje. Se SKM2007.438.HR.

Lejeindtægter mv.

Lejeindtægter ved udlejning, bortforpagtning og bortfæstning er skattepligtige efter SL § 4 b. Se fx SKM2017.540.SR om udlejning af ure via en online deletjeneste.

Se også

Se også afsnit

  • C.H.3.1 om udlejning af fast ejendom
  • C.C.1.1.2 om lejlighedsvis biludlejning.

Pensioner, understøttelser, aftægtsydelser, livrente mv.

Pensioner, understøttelser, livrenter, aftægtsydelser og lignende er skattepligtig indkomst efter SL § 4 c. Det gælder, uanset om ydelsen modtages i form af penge eller i form af naturalier.

Alle løbende ydelser er som udgangspunkt skattepligtig indkomst. Det gælder, selv om de træder i stedet for engangsbeløb, der ville være skattefrie.

Løbende ydelser i gensidigt bebyrdende aftaleforhold behandles efter reglerne i LL § 12 B. Se afsnit C.C.6.8.1 "Løbende ydelser omfattet af LL § 12 B". I afsnittet beskrives også definitionen på en løbende ydelse.

Det er dog ikke alle skattepligtige ydelser, der skal indgå i virksomhedens indkomst. Højesteret fandt fx i SKM2015.262.HR, at sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring for selvstændigt erhvervsdrivende, ikke skulle indgå i virksomhedens indtægter. Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden. Heller ikke flexydelser indgår i virksomhedens indkomst. Se skatteministerens svar til Skatteudvalget 403 af 18. maj 2016 (Alm. del.) og SKM2018.537.LSR.

Se også

Se også afsnit 

Besparelser

Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, beskattes besparelser ikke. Beskatningen af brugsret til egne og andres goder beskrives ovenfor i afsnittet om brugsret.

Se også

Se også afsnit

Forældelse, gældseftergivelse

En fordel, som er opnået ved forældelse eller gældseftergivelse, er i visse tilfælde skattepligtig. Se nærmere afsnit C.B.1.4.3.3 og afsnit C.B.1.5, der alle handler om beskatning af gevinst ved gældseftergivelse.

Spil

Indtægt ved lotterispil, samt andet spil og væddemål beskattes efter SL § 4, litra f. Beskatning er dog nu reguleret i særlige love. Se afsnit C.A.6.4 "Gevinster og dusører".

Eksempler: Spil

SKM2012.671.VLR vedrørte en række beløb, som skatteyderen havde modtaget gennem et internetbaseret pyramidespil, i form af egentlige spillegevinster, beløb for hvervning af nye medlemmer og formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre.

Egentlige spillegevinster blev beskattet efter SL § 4, litra f, i det omfang, de ikke var skattefritaget, fordi de stammede fra spil, som var godkendt og kontrolleret i et EU-land eller EØS-land.

Beløb, som skatteyderen havde modtaget for at hverve nye medlemmer, og formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre blev også beskattet efter SL § 4.

SKM2016.170.SR besvaredes flere spørgsmål om staking (at satse på/betale til et spil/en spiller). Skatterådet bekræftede bl.a., at spilleren ikke ville blive beskattet af den andel af buy-in og fee (betaling for at deltage i en turnering), som blev betalt af staker, idet spilleren under de givne omstændigheder ikke blev anset for at have erhvervet ret til beløbet.

Se også

Se også afsnit C.A.6.4 om gevinster og dusører.

Strafbar erhvervelse

At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling udelukker ikke i sig selv, at indkomsten kan beskattes.

Det følger imidlertid af det almindelige retserhvervelsesprincip, at der ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Se afsnit C.C.2.5.3.2.1 om retserhvervelsesprincippet.

Berigelse ved fx tyveri er derfor ikke skattepligtig. Hvis indtægten er opnået gennem en efterfølgende retshandel, fx videresalg af det stjålne, skal indtægten dog beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan konfiskeres, og selv om der kan gøres erstatningskrav gældende.

Se afsnit C.C.2.2.2.17 om fradragsret for tab ved konfiskation.

Den ledende dom på området er TfS 1999, 86 HRD: Skatteyderen havde haft en indtjening ved at sælge stjålne paller. Indtjeningen var ikke blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen. Indtjeningen oversteg det erstatningskrav, som den bestjålne havde gjort gældende. Med henvisning til, at skatteyderen på den måde faktisk havde oppebåret en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjenesten er erhvervet på grundlag af en strafbar handling. Videresalgene havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og de videresolgte europaller kunne ikke vindiceres (forlanges tilbage af de bestjålne).

Se SKM2022.29.ØLR, hvor landsretten fandt, at indtægter ved kokainhandel er skattepligtige efter SL § 4, uanset om indtægten fremkommer som fortjeneste ved salg af kokain eller som et arbejdsvederlag for deltagelse i kokainhandlen.

Bemærk

Indtægter ved prostitution er også skattepligtig indkomst. Se TfS 1998, 457 ØLD, hvor landsretten fastslog, at indtægt ved prostitution var skattepligtig - selv om prostitution dengang var strafbar. (Prostitution er i dag ikke i sig selv strafbar, i modsætning til rufferi.)

Renter

Renter er skattepligtige. Se SL § 4, litra e. Se om beskatningen af renteindtægter efter denne bestemmelse og de særlige bestemmelser i ligningsloven i afsnit C.A.11.1 om renteindtægter.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2023.187.HR

►En skattepligtig havde fra juni 2011 til juni 2012 ved seks lejligheder købt i alt ca. 359 bitcoins for ca. 12.000 kr. Endvidere havde den skattepligtige i 2011 og 2012 modtaget donationer på i alt ca. 49 bitcoins.

Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom og gav Skatteministeriet medhold i, at fortjenesten ved afståelsen af både de købte og donerede bitcoins var skattepligtig.

Om de købte bitcoins udtalte Højesteret, at muligheden for at opnå fortjeneste ved et senere salg af bitcoins havde en sådan rolle, at den skattepligtige måtte anses for at have foretaget købene i spekulationsøjemed. Fortjenesten ved salgene var derfor ikke skattefri efter SL § 5, stk. 1, litra a.

Højesteret lagde til grund, at den skattepligtige havde drevet ikke-erhvervsmæssig virksomhed med udvikling og drift af en særlig software til bitcoins, og at de donerede bitcoins var erhvervet som led i udøvelsen af denne virksomhed. Højesteret lagde videre til grund, at bitcoins i almindelighed alene erhverves med henblik på at blive solgt samt i begrænset omfang kan anvendes som betalingsmiddel.

Højesteret fandt herefter, at de donerede bitcoins måtte anses som aktiver erhvervet med henblik på senere omsætning som et integreret led i den skattepligtiges virksomhed. De pågældende bitcoins kunne ikke anses for på salgstidspunkterne at være overgået til at være den skattepligtiges private formuegenstande eller ejendele, jf. SL § 5, stk. 1, litra a.

På den baggrund fandt Højesteret, at afståelsen af de modtagne bitcoins udgjorde omsætning i den skattepligtiges ikke-erhvervsmæssige virksomhed. Salg udløste derfor skattepligt efter SL § 4, litra a.

Endelig udtalte Højesteret, at det ikke var godtgjort, at beskatning af den skattepligtiges fortjenester ved salg af bitcoins var udtryk for en ændring af en fast administrativ praksis.◄

►Stadfæster SKM2021.443.VLR. [Rettet 20-02-2023].

Se også SKM2023.188.HR om samme.◄

SKM2015.717.HR

Landsretten fandt, at det var en læge personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager af et vederlag, idet arbejdet var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette var ikke bestridt under anken til Højesteret.

Landsretten tog også stilling til spørgsmål om omgørelse jf. SFL § 29, stk. 1, og betalingskorrektion, jf. § LL § 2. Højesteret stadfæstede dommen på disse punkter.

Dommen stadfæster SKM2014.846.ØLR, se denne. Spørgsmålet om rette indkomstmodtager var ikke bestridt under højesteretssagen.

SKM2015.262.HR

Sygedagpenge indgår ikke i virksomhedsindkomsten.

Sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring for selvstændigt erhvervsdrivende, skulle ikke indgå i virksomhedens indtægter. Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden, jf. SKM2003.416.ØLR.

Dette gjaldt, uanset om virksomheden måtte anses for erhvervsmæssigt drevet eller ej.

Principiel dom.

Dommen stadfæster

SKM2014.587.ØLR.

SKM2012.97.HR

Et selskab A ApS, hvis anparter ved bedrageri var blevet overført til et andet selskab B BV, erhvervede under trussel om politianmeldelse selskabet B BV til langt under værdien. Denne fordel skulle ikke beskattes, fordi det blev lagt til grund, at der reelt kun var tale om en genopretning af A´s økonomiske stilling til situationen forud for bedrageriet.

Dommen ændrer SKM2010.404.ØLR.

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder, kunne anses for at være indtægter ved "salg af ejendele" i SL § 5, litra a´s forstand, eller om indtægten var skattepligtig efter SL § 4.

Højesteret fandt, at transferindtægterne måtte anses for at være kompensation til klubben for, at den til fordel for den betalende klub opgav sine rettigheder i henhold til en ansættelseskontrakt, som klubben havde indgået med en spiller. Til- og afgang af spillere - og de hermed i nogle tilfælde forbundne udgifter - måtte anses for at indgå som en sædvanlig del af klubbens driftsaktiviteter med henblik på at optimere de sportslige og økonomiske resultater.

Højesteret fandt derfor, at transferindtægterne ikke vedrørte selve indkomstgrundlaget og ikke kunne anses for at være skattefri formuegevinst, der var fremkommet ved salg af ejendele. Indtægterne var således ikke skattefrie efter SL § 5, stk. 1, litra a, men skattepligtige efter SL § 4 som sædvanligt forekommende løbende indtægter. Transferudgifter kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

(Tidligere instanser SKM2008.706.ØLR og SKM2006.466.LSR).

SKM2010.70.HR

En agent for to polske tekstilvirksomheder fandtes ikke at have løftet bevisbyrden for, at beløb, som virksomhederne løbende indsatte på hendes konti, ikke tilhørte hende og dermed ikke var skattepligtig indkomst for hende.

Stadfæster SKM2007.516.ØLR.

Se tilsvarende for senere indkomstår SKM2018.568.ØLR, som stadfæster SKM2016.194.BR. (Refereres ikke).

SKM2004.259.HR

Højesteret fandt, at udlodning fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling var skattepligtig i medfør af SL § 4.

 

SKM2004.87.HR

Udenlandsk indkomst

Højesteret fandt, at skatteyderen var skattepligtig af et større beløb, der var indbetalt fra hans tyske selskab til hans personlige virksomhed i Danmark.

 

SKM2002.547.HR

Fikseret lejeindtægt

Højesteret fastslog, at en ejer af en beboelsesejendom er skattepligtig af en skønnet lejeindtægt, hvis han overlader benyttelsen af ejendommen til en slægtning eller anden nærtstående vederlagsfrit eller til en leje, der ikke er uvæsentligt lavere end markedslejen.

Hjemlen findes i SL § 4, litra b, 1. pkt., om skattepligt af bl.a. indtægt ved udlejning af fast ejendom - sammenholdt med 2. pkt., hvorefter lejeværdi af bolig i egen ejendom beregnes som indtægt for ejeren, uanset om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej.

Principiel.

SKM2002.148.HR

Højesteret fandt, at et beløb, der var udbetalt til en skatteyder i forbindelse med, at han udtrådte af et interessentskab, i skattemæssig henseende måtte betragtes som indkomst, der var skattepligtig efter SL § 4 og ikke som vederlag for goodwill.

 

TfS 1999, 86 HRD

Strafbar erhvervelse.

Gennem salg af stjålne paller havde skatteyderen haft en indtjening, som ikke var blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen.

Indtjeningen oversteg det erstatningskrav, som den bestjålne havde gjort gældende.

Med henvisning til, at skatteyderen faktisk havde opnået en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling.

Videresalgene havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og de videresolgte europaller kunne ikke vindiceres (kræves tilbage af de retmæssige ejere).

Palledommen.

Principiel.

Landsretsdomme

SKM2023.633.ØLR

►Sagsøgeren havde i 2010-2012 drevet uregistreret virksomhed. Landsretten fandt ligesom byretten, at han ikke var berettiget til skatte- og momsmæssigt tabsfradrag for vederlag og moms af en række fakturaer. Sagsøgeren opfyldte ikke betingelserne for fradrag, herunder at han oprindeligt havde indtægtsført vederlagene og angivet moms, samt at han havde forfulgt kravene på effektiv vis.◄

►Stadfæster SKM2020.36.BR.◄

SKM2023.347.ØLR

►Sagen drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgernes skatteansættelser for indkomstårene 2014-2016, da sagsøgerne havde et negativt privatforbrug, når der blev bortset fra indsætninger på sagsøgernes bankkonti. 
Retten fandt, at der havde været grundlag for en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgernes indkomster for årene 2014-2016, da det opgjorte privatforbrug var meget lavt, og da der var indsat større kontante beløb, som sagsøgerne ikke havde godtgjort, udgjorde skattefri midler eller allerede beskattede midler.

Dertil havde sagsøgerne ikke godtgjort, at de havde finansieret deres privatforbrug med en fælles privat formue, som stammede fra salg af et sommerhus i Y2-land.

Efter forklaringerne fra sagsøgerne og vidnerne fandt retten endvidere, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var udøvet på et forkert grundlag eller medførte et åbenbart urimeligt resultat. Skatteankenævnet havde ved skønnet taget højde for de konkrete forhold, herunder at en del af huslejeudgifterne blev henført til en tredje lejer, at husstanden bestod af to voksne og et barn, og at familien ikke havde en bil. Endelig var skønnet understøttet af oplysninger fra Danmarks Statistik.

Landsretten fandt, at de afgivne forklaringer og erklæringen fra den ene af skatteydernes mor om en pengegave ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger i form af kontoudtog, vekselkvitteringer eller andet, og landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at sønnen i 2012 modtog en pengegave i euro, som løbende blev transporteret til Danmark fra Y1-land.  
 
Landsretten tiltrådte herefter, at skatteyderne ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af deres indkomst i indkomstårene 2014-2016 var åbenbart urimelig eller hvilede på et klart forkert grundlag.  ◄

Stadfæster SKM2022.256.BR

SKM2022.624.VLR

►Sagen vedrørte blandt andet spørgsmålet om forhøjelse af et selskabs skattepligtige indkomst, fordi selskabet havde udeholdt omsætning. Denne udeholdte omsætning var tilgået hovedaktionæren, som var blevet beskattet af maskeret udlodning.

Landsretten fandt, at det selskabet og hovedaktionæren hverken havde godtgjort eller sandsynliggjort, at der ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst kunne ske fradrag for påståede udgifter til en sort underleverandør af arbejdskraft. Det var derfor ikke grundlag for at nedsætte deres skattepligtige indkomster.◄

►Stadfæster SKM2020.343.BR.

SKM2022.440.VLR

Sagen angik for det første, om appellanten var skattepligtig af en række indsætninger på hendes konto. Indsætningerne hidrørte fra salg af skrot foretaget i privat regi og siden gennem registreret virksomhed. Appellanten gjorde gældende, at det var hendes samlever, der havde drevet virksomheden, og at hun derfor ikke var rette beskatningssubjekt.

Sagen angik videre, om der var grundlag for at tilsidesætte størrelsen af et skønsmæssigt fastsat fradrag, og om der var grundlag for at fastsætte endnu et skønsmæssigt fradrag. Endelig angik sagen, om appellanten var skattepligtig af en række overførsler fra hendes selskab til hendes svigermor. Skatteministeriet blev for byretten frifundet.

Landsretten fandt indledningsvist, at også samlevende gennem mange år har et væsentligt interessesammenfald, og stadfæstede herefter byrettens dom i henhold til dens grunde.

Landsretten lagde således til grund, at appellanten både før og efter selskabsstiftelsen vidste eller burde have vidst, at hendes samlever brugte hendes konto til skrothandlen, og at hun accepterede dette. Appellanten var desuden efter selskabsstiftelsen fuldt bevidst om, at det var hendes navn og konti, der blev brugt til skrothandlen. På trods af, at det måtte anses for godtgjort, at det var sagsøgerens samlever, der udførte det praktiske arbejde med skrothandlen, måtte de omhandlede indtægter fra skrothandlen anses for at have passeret appellantens økonomi, og hun var derfor rette beskatningssubjekt

I relation til det skønsmæssigt fastsatte fradrag stadfæstede landsretten, at der ikke var grundlag for at statuere, at fradragets størrelse førte til et åbenbart urimeligt resultat, ligesom der heller ikke var grundlag for at fastsætte yderligere skønsmæssige fradrag.

Endelig stadfæstede landsretten, at beløbene udbetalt fra appellantens selskab til hendes svigermor var maskeret udlodning.

Stadfæster dommen i SKM2021.604.BR.

Se også afsnit C.C.2.2.1.1 om fradrag.

SKM2022.369.ØLR

En skatteyder havde ikke godtgjort, at midlerne i et depot i en Y1-land bank ikke tilhørte ham, og skatteyderen skulle derfor beskattes af værditilvæksten af indeståendet i depotet. Skatteyderen havde desuden ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige opgørelser af denne værditilvækst.   
Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser var opfyldt.
Stadfæster dommen SKM2021.135.BR.
SKM2022.29.ØLR

Skatteyderen var af Østre Landsret fundet skyldig i videreoverdragelse af kokain mod betydeligt vederlag. På baggrund af straffedommen forhøjede skattemyndighederne skønsmæssigt skatteyderens skattepligtige indkomst.

Landsretten fandt - ligesom byretten - at indtægter ved kokainhandel er skattepligtige efter SL § 4, stk. 1, litra a, uanset om indtægten fremkommer som fortjeneste ved salg af kokain eller som et arbejdsvederlag for deltagelse i kokainhandlen.

Landsretten fandt ikke, at skatteankenævnet - på baggrund af straffedommene - var berettiget til at lægge til grund, at fortjeneste ved videreoverdragelse af kokainen udelukkende tilfaldt skatteyderen. Landsretten fandt derfor, at skatteankenævnets skøn hvilede på et forkert grundlag.

Ændrer dommen i SKM2021.102.BR.

Landsretten fandt, at indtægten ved kokainhandel var skattepligtig.

Landsretten fandt dog, at det foretagne skøn var foretaget på et forkert grundlag, men da Skatteministeriet ikke havde nedlagt påstand om hjemvisning, tog Landsretten skatteyderens påstand til følge og nedsatte indkomsten til 0 kr.
SKM2021.433.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skatte- og momspligtig af indsætninger på hans bankkonti i 2012. Der var i 2012 indsat i alt 1.688.367,91 kr. ved fem forskellige bankoverførsler. Landsretten fandt, at skatteyderen bar bevisbyrden for, at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst.

For så vidt angår fire af indsætningerne fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet denne bevisbyrde, bl.a. under henvisning til, at der forelå skiftende forklaringer om indsætningerne, og at forklaringerne om indsætningerne ikke var underbygget af objektive omstændigheder. Den femte indsætning anså landsretten for at udgøre et ikke skattepligtigt lån.

Landsretten fandt desuden, at en privatforbrugsopgørelse udarbejdet af skatteyderen var uden betydning for sagen, eftersom forhøjelsen af hans skattepligtige indkomst var baseret på konkrete indsætninger på hans bankkonto. 
Ændrer delvist SKM2020.38.BR, da en ud af de fem bankoverførsler ansås for at vedrøre en ikke skattepligtigt lån.

SKM2021.331.VLR

Sagen drejede sig om, hvornår appellanten havde erhvervet endelig ret til et indestående på sin andelshaverkonto i leverandørselskabet, G1. Indeståendet på kontoen blev udbetalt i rater, hvis G1s repræsentantskab traf beslutning om at bemyndige bestyrelsen til at foretage udbetaling.

Retten i Herning havde fastslået, at appellanten først erhvervede endelig ret til indeståendet på hans andelshaverkonto, efterhånden som repræsentantskabet i G1 bemyndigede bestyrelsen til at foretage udbetalingen.

Retten henviste til, at indeståendet frem til dette tidspunkt var egenkapital i G1, og at repræsentantskabets beslutning, der fulgte af selskabets vedtægter, ikke kunne betragtes som en formalitet.

Vestre Landsret var enig i Retten i Hernings dom og begrundelsen herfor.

Stadfæster dommen i SKM2021.2.BR.

SKM2021.173.ØLR

Sagen angik, om en række pengeoverførsler, som skatteyderen havde modtaget fra sin bror i indkomstårene
2006 og 2007, skulle anses som værende skattepligtige gaver eller skattefrie lån.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de indsatte beløb
udgjorde lån.


Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Dommen stadfæster byrettens dom i SKM2020.123.BR.

SKM2021.162.ØLR

Skatteyderne, der var i familie med hinanden, havde fået overført i alt 13 mio. kr. fra en ældre, velhavende kvinde. Landsretten tilsidesatte skatteydernes forklaring om, at der var tale om lån. Skatteyderne skulle derfor beskattes af overførslerne.

Landsretten fandt derudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, og at en partshøringsfejl ikke kunne føre til ugyldighed.

Byrettens domme blev på den baggrund stadfæstet.

Dommen stadfæster byrettens dom i SKM2019.351.BRSKM2019.352.BRSKM2019.353.BRSKM2019.490.BR og SKM2019.591.BR.

SKM2021.44.VLR

Sagen angik, om en direktør og ultimativ ejer af et anpartsselskab skulle beskattes af udeholdte lønindtægter efter SL § 4, litra a, fordi det af selskabets reviderede og af generalforsamlingen godkendte årsregnskab fremgik, at selskabets ledelse, der alene bestod af direktøren, i regnskabsperioden 1. oktober 2010 - 30. september 2011 i alt havde modtaget 317.400 kr. i ledelsesvederlag.

Vestre Landsret fandt, at direktøren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han ikke havde modtaget 317.400 kr. i ledelsesvederlag fra anpartsselskabet i den omhandlede periode, således som det fremgik af selskabets reviderede og af generalforsamlingen godkendte årsregnskab, og at oplysningerne i årsregnskabet derfor kunne lægges til grund af skattemyndighederne.

Dommen stadfæster SKM2020.60.BR.

SKM2021.21.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt appellanten havde godtgjort, at 515.000 kr., som hun havde indsat på sin konto af 9 gange i 2013, var undtaget fra beskatning, enten fordi der var tale om midler, som allerede var beskattet eller mider, der var undtaget fra beskatning.

Landsretten fandt det ikke at godtgjort, at de indsatte beløb var skatteåret 2013 uvedkommende. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at der ikke i appellantens forklaring eller i de fremlagte kontoudtog var dækning for, at appellanten skulle have hævet større kontantbeløb fra sin bankkonto for derefter senere at indsætte dem igen.

Dommen stadfæster byrettens dom i SKM2019.560.BR

SKM2020.488.VLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans danske bankkonto fra hans spanske selskab, eller om der var tale om tilbagebetaling af et lån.

For landsretten fremlagde skatteyderen regnskabsmateriale fra det spanske selskab, som viste, at skatteyderen havde et større tilgodehavende i selskabet.

Vestre Landsret frifandt Skatteministeriet med henvisning til byrettens præmisser, og landsretten udtalte i den forbindelse, at det spanske regnskabsmateriale ikke kunne føre til et andet resultat, idet regnskabsmaterialet ikke vedrørte de konkrete år, hvor lånet skulle være henholdsvis ydet og tilbagebetalt.

Dommen stadfæster byrettens dom i SKM2019.157.BR.

SKM2020.456.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række beløb overført fra sagsøgerens selskaber til sagsøgeren og dennes ægtefælle samt andre beløb indsat på sagsøgerens konto i perioden fra 2008-2011 var skattepligtig indkomst.

Spørgsmålene i sagen var, om sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at de indsatte og overførte beløb ikke havde karakter af skattepligtig indkomst, og om overførslerne fra selskaberne kunne foretages skattefrit efter de dagældende regler om kapitalejerlån (anpartshaverlån).

Landsretten tiltrådte, at der påhvilede appellanten en skærpet bevisbyrde for, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler eller var skattefrie. Landsretten tiltrådte videre, at appellanten ikke havde løftet denne skærpede bevisbyrde, for så vidt angik indsætningerne i indkomstårene 2008-2010, idet landsretten dog nedsatte beskatningen med 90.000 kr. i indkomståret 2009 og 14.500 kr. i indkomståret 2010.

Landsretten tiltrådte desuden, at indsætningerne heller ikke kunne anses for skattefri aktionærlån, da appellanten ikke havde godtgjort, at han var solvent på lånetidspunkterne.

For så vidt angik indkomståret 2011hjemviste landsretten skatteansættelsen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Dommen stadfæster principperne for ansættelsen i SKM2019.60.BR, men ikke beløbenes størrelse.

SKM2020.316.ØLR

Sagen omhandlede, hvorvidt appellanten var skattepligtige af indsætninger på tre udenlandske konti.

Appellanten blev stoppet i en rutinemæssig kontrol ved G1-havn, hvor der blev fundet tre bankbøger til udenlandske konti samt et hævekort, der var udstedt i appellantens navn.

Landsretten fandt, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at han ikke var ejere af beløbene, og at beløbene i stedet tilhørte hans far.

Landsretten fandt samtidig, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af appellantens indkomst, idet de afgivne forklaringer og erklæringer om, at beløbene på kontiene tilhørte eller i hvert fald hidrørte fra appellantens far, ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af overførselskvitteringer eller anden tilsvarende dokumentation.

Dommen stadfæster SKM2019.382.BR.

SKM2020.252.ØLR

Udeholdt omsætning - kontroloplysninger - manglende dokumentation for fradragsret

Sagen vedrørte en autoforhandler, som havde bogført lavere salgspriser for 39 biler og motorcykler end de salgspriser, som autoforhandleren havde oplyst over for et finansieringsselskab. SKAT havde anset de oplyste salgspriser hos finansieringsselskabet som de reelle og forhøjede på den baggrund selskabets indkomst.

I anden række angik sagen dokumentation for fradragsret for køb af køretøjer.

Sagen for landsretten angik alene spørgsmålet om, hvorvidt der skulle ske nedsættelse af overskud for appellanten med dels 1.260.000 kr., svarende til fradrag for køb af 8 motorkøretøjer, og dels med 764.341 kr. svarende til nedsættelse af omsætning i forbindelse med salg af ét motorkøretøj.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at appellanten skulle føre et sikkert bevis, idet der var konstateret betydelige uregelmæssigheder i virksomhedens bogførings- og regnskabsforhold, som appellanten var ansvarlig for, herunder forelå der ikke bogføring vedrørende ind- eller udbetalingstransaktioner eller et kasseregnskab i virksomheden.

Landsretten fandt herefter, at appellanten ikke havde ført et sikkert bevis for, at han havde afholdt fradragsberettiget udgifter, ligesom der heller ikke var grundlag for at meddele ham et skønsmæssigt fradrag.

Landsretten fandt samtidig, at appellanten ikke havde godtgjort, at salgssummen reelt var et mindre beløb end det anførte i en salgsslutseddel, til trods for at appellantens forklaring herom var understøttet af en vidneforklaring.

Dommen stadfæster SKM2019.174.BR.

SKM2018.568.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag, herunder om beløb betegnet "other costs" ikke var skattepligtig indkomst omfattet af SL § 4.

Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens indkomst med det samlede beløb af indsætningerne fratrukket et skønsmæssigt ansat fradrag for transportudgifter. Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at løfte bevisbyrden for, at afgørelsen kunne tilsidesættes, herunder at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst omfattet af SL § 4.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at der måtte være en retsbeskyttet forventning hos hende om, at hun ikke ville blive beskattet af indsætningerne.

Dommen stadfæster SKM2016.194.BR.

Se ovenfor under SKM2010.70.HR, om tidligere indkomstår.

SKM2018.301.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var rette indkomstmodtager af indkomsten fra en hundekennelvirksomhed. Skatteyderen havde forud for de omhandlede indkomstår 2008 og 2009 drevet hundekennelvirksomhed og havde i 2006 erhvervet en ejendom i Y1-by med henblik på videre drift af virksomheden.

I sagen gjorde skatteyderen gældende, at hun ikke var rette indkomstmodtager, idet hun ikke havde drevet hundekennelvirksomhed i indkomstårene 2008 og 2009. Hun anførte, at hun - som følge af bl.a. sygdom og manglende lyst - havde overdraget hundene til sin tidligere kæreste LJ, som i stedet var rette indkomstmodtager.

Til dokumentation for sin påstand havde skatteyderen fremlagt en håndskrevet overdragelsesaftale mellem hende og LJ vedrørende LJ's vederlagsfrie erhvervelse af skatteyderens hunde. Yderligere søgte skatteyderen at løfte sin bevisførelse gennem vidneforklaringer.

Byretten havde som første instans efter en samlet vurdering i fundet, at skatteyderen havde drevet virksomhed med opdræt og handel med hvalpe i de omhandlede indkomstår.

Retten lagde i afgørelsen vægt på, at skatteyderen tidligere havde drevet hundekennelvirksomhed, at hun havde opnået tilladelse fra Y1 Kommune til at drive sådan virksomhed, og at hun stod anført som ejer af hundene på parringsbeviser og som sælger på købsaftaler. Desuden lagde retten vægt på, at der på skatteyderens konto var indsat beløb, der ubestridt stammede fra salg af hunde.

På denne baggrund fandt byretten ikke, at den håndskrevne overdragelsesaftale mellem skatteyderen og LJ kunne lægges til grund i sagen. Desuden udtalte retten, at de afgivne vidneforklaringer ikke kunne føre til et andet resultat.

For landsretten forklarede skatteyderen yderligere, at opdrættet af hvalpe var sket ved foderværter, som forestod pasningen. Dette fandt landsretten dog ikke afgørende. Retten stadfæstede derfor byrettens dom, hvorefter skatteyderen blev anset for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed og dermed for at være rette indkomstmodtager af indkomsten fra hundekennelvirksomheden.

Dommen stadfæster SKM2017.350.BR.

SKM2017.366.VLR

Et selskab skulle beskattes af en fikseret jagtleje ved at have stillet selskabets jagtarealer til rådighed for ægtefællen til selskabets eneanpartshaver og for et jagtkonsortium, som ægtefællen var deltager i.

Da selskabet ikke havde registreret indtægter af jagtretten, og da det ikke i øvrigt var godtgjort, at driften af jagtarealerne havde tilgodeset andet end ægtefællens personlige interesse for jagt, lagde landsretten til grund, at  ægtefælle havde disponeret over jagtretten på en måde og i et omfang, der svarer til en ejers, og at der ikke var ydet selskabet vederlag herfor.

Den omstændighed, at ægtefællens deltagelse i jagten var begrænset af hans helbredsmæssige forhold, kunne efter indholdet af de lægelige oplysninger om hans mobilitet og almene velbefindende ikke føre til en anden vurdering.

Da jagtretten således vederlagsfrit havde været stillet til ægtefællens rådighed, skulle selskabet beskattes af et beløb svarende til markedsværdien af jagtretten i medfør af SL § 4 og LL § 2.

Dommen stadfæster SKM2016.337.BR.

Se om aktionærens forhold SKM2017.332.VLR.

SKM2016.425.ØLR

Et selskab havde fra det angolanske finansministerium modtaget et større millionbeløb på sin bankkonto. Selskabet havde herefter overført 57.936.421 kr. til dels en navngiven person, dels en schweizisk bank og havde alene indtægtsført og selvangivet det resterende beløb på 20.050.838 kr.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet ikke havde erhvervet ret til hele det indsatte beløb, og selskabet skulle derfor også beskattes af det resterende beløb på 57.936.421 kr. Retten fandt endvidere, at skatteansættelsen af selskabet var foretaget rettidigt, idet selskabet ved grov uagtsomhed havde bevirket, at skatteansættelsen ikke var korrekt, og at 6-måneders fristen i SKFL § 27, stk. 2, var overholdt.

Begge selskabets aktionærer var blevet forhøjet med maskeret udbytte svarende til deres ejerandel af det ikke-indtægtsførte beløb, og retssagen omhandlede endvidere den ene aktionær.

Retten udtalte, at det påhvilede aktionæren at godtgøre, at beløbet var afholdt i selskabets interesse, og at der ikke var tilflydt hende nogen økonomisk fordel. Retten fandt ikke denne bevisbyrde løftet.

Retten fandt endvidere, at aktionæren havde udvist grov uagtsomhed ved ikke at foranledige korrekt indberetning af indtægten til SKAT, som derfor havde været berettiget til at ændre skatteansættelsen ekstraordinært, jf. SKFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt imidlertid, at 6-måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, var udløbet, da SKAT sendte varsel om forhøjelsen til aktionæren.

Skatteministeriet ankede dommen vedrørende selskabet, men ikke frifindelsen af aktionæren.

Landsretten fandt, at selskabet var nærmest til at oplyse, hvem der modtog pengene, ligesom det påhvilede selskabet at godtgøre, at det ikke havde erhvervet ret til hele det beløb, der var indsat på kontoen. Selskabet havde ikke løftet denne bevisbyrde.

Landsretten var desuden enig med byretten i, at fristen SFL § 27, stk. 2, var overholdt, og stadfæstede derfor dommen over selskabet.

Dommen stadfæster SKM2015.425.BR.

SKM2016.327.ØLR

En dansk advokat blev anset for skattepligtig af et beløb, som hendes samlever havde overført til hendes konto fra en jordansk bank, og som SKAT havde fået kendskab til gennem sit projekt Money Transfer.

Dommen stadfæster SKM2015.382.BR.

SKM2013.613.ØLR

En skatteyder blev anset for at være rette indkomstmodtager af knap 3 mio. kr., som var indsat på hans konto, og som stammede fra driften af en gulvvirksomhed.

Skatteyderen påstod, at han havde udlånt sin bankkonto til en ven, der drev virksomheden.

Retten lagde vægt på en række omstændigheder, der talte for, at skatteyderen havde erhvervet ret til beløbet, og fandt derfor ikke, at han havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var rette indkomstmodtager.

Dommen stadfæster SKM2012.458.BR.

Se også SKM2015.37.BR (ikke refereret her).

SKM2013.537.ØLR

I 2007 udstedte en virksomhed, "G1", fakturaer til en vognmandsforretning for i alt ca. 2,2 mio. kr. med tillæg af moms. Pengene blev sat ind på As bankkonto, men han forklarede, at det ikke var ham, der drev virksomheden, og at han derfor ikke skulle beskattes af indkomsten derfra.

Landsretten anførte, at betalingerne af fakturaerne var indsat på As bankkonto i Nordea. Han havde herefter bevisbyrden for, at han ikke havde drevet uregistreret personlig virksomhed. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene ved hans, hustruens og sønnens forklaringer.

Landsretten henviste til, at der på fakturaerne var anført A og hans hustrus adresse, hvor sønnen også var tilmeldt. Det var imidlertid sønnens telefonnummer og e-mailadresse, der var anført på fakturaerne. En af virksomhedens kunder havde i overensstemmelse hermed forklaret, at det efter hans opfattelse var sønnen, der bestemte i G1. Kurator var i sin redegørelse vedrørende et selskab, som sønnen var involveret i, af samme opfattelse. Landsretten henviste også til, at sønnen var sigtet for som leder af et selskab at have begået forsætlig momsunddragelse for ca. 4,4 mio. kr.

Under disse omstændigheder og henset til, at der - bortset fra indbetalingerne på As bankkonto - ikke var fremkommet oplysninger, der støttede en antagelse om, at han, der var uddannet maskinarbejder og i 2007 modtog efterløn/fleksydelse, samtidig drev personlig virksomhed, tiltrådte landsretten, at han havde løftet sin bevisbyrde.

Dommen stadfæster SKM2013.267.BR.
SKM2012.671.VLR

Sagen drejede sig om en række beløb, som skatteyderen havde modtaget gennem et internetbaseret pyramidespil.

Egentlige spillegevinster blev beskattet efter SL § 4 f i det omfang, de ikke var skattefritaget, fordi de stammede fra spil, som var godkendt og kontrolleret i et EU-land eller EØS-land.

Beløb, der var modtaget for at hverve nye medlemmer, samt formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre blev også beskattet efter SL § 4.

Dommen stadfæster SKM2011.770.BR.

SKM2011.660.VLR

Skatteyderen var skattepligtig af værdien af en gratis tildelt mælkekvote.

Se tilsvarende SKM2001.466.LSR.

TfS 1998, 457 ØLD

Indtægter ved prostitution blev anset for at være skattepligtig indkomst.

 

Byretsdomme

SKM2023.333.BR

►Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig efter SL § 4 af overskuddene fra en virksomhed i en række indkomstår. 
 
Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at vedkommende havde overdraget virksomheden i de pågældende indkomstår. 
 
Retten lagde herved vægt på, at erklæringen, der var fremlagt som dokumentation for, at virksomheden var overdraget til tredjemand, ikke angik samtlige aktier i selskabet, og at den ikke var underskrevet af tredjemanden. Retten lagde yderligere vægt på tredjemands forklaring om, at han ikke vidste, at der var tale om en overførsel af aktierne og ikke havde betalt for overførslen, ligesom han i øvrigt ikke kunne forklare nærmere om ejerskabet. 
 
Retten fandt endvidere, at virksomheden i de omtvistede indkomstår var drevet af skatteyderen i personligt ejet regi. 
 
Med den begrundelse og under henvisning til, at virksomhedens overskud måtte anses som skattepligtig indkomst for skatteyderen efter SL § 4, tog retten herefter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.◄
►Tidligere instans: SKM2022.59.LSR

SKM2023.45.BR

Sagen vedrører indsætninger på bankkonto, herunder beløb hidrørende fra salg af biler for i alt 432.300 kr. i indkomståret 2014 og 94.530,77 kr. i 2015.

Retten fandt, at A havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af biler, henset til As forklaring om antallet af solgte biler i 2014 og 2015, den indgåede aftale med bilmægler og størrelsen af de indsatte beløb på As konti vedrørende salg af biler. Retten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes afgørelse om, at A ikke havde fradrag for driftsomkostninger.

 ►Dommen er anket til Vestre Landsret.◄

SKM2023.1.BR

Skattemyndighedernes havde forhøjet As skattepligtige indkomst i indkomstårene 2014 og 2015. Der var tale om indsætninger på to private konti samt en foreningskonto, hvor det blev lagt til grund, at kun A havde fuldmagt og adgang til kontoen.

A drev virksomheden G2, men der var ikke fremlagt et fyldestgørende regnskab for virksomheden.

Da A ikke havde dokumenteret, at indsætningerne på foreningskontoen i 2014 og 2015 ikke var hans egne indtægter, og at indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler, var han skattepligtig af indsætningerne, jf. SL § 4.
 

SKM2022.617.BR

Sagen angik, om sagsøgeren i indkomstårene 2010-2012 skulle beskattes som selvstændigt erhvervsdrivende med reparation, køb og salg af biler.

Retten fandt, at sagsøgeren havde drevet virksomhed med reparation, køb og salg af biler, og at resultatet af denne virksomhed ikke var medregnet ved indkomstopgørelsen. Retten lagde herved vægt på omfanget af bilhandler, indsætninger på sagsøgerens konto, erstatningsopgørelser og taksatorrapporter fra forsikringsselskabet C, hvoraf selskabet J fremgik som reparationsværksted. Videre lagde retten vægt på, at B var registreret med bibranche 452010 "Autoreparationsværksteder mv.". Retten fandt desuden, at sagsøgeren var momspligtig af denne virksomhed.

Retten fandt også, at sagsøgeren var skattepligtig af et beløb på godt 2,5 mio. kr. som maskeret udlodning fra selskaberne J og N i form af en række større beløb indsat på sagsøgerens konto, omposteringer på sagsøgerens mellemregningskonto samt udeholdte lejeindtægter i N.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at de indsatte beløb udgjorde allerede beskattede eller skattefri midler. Retten fandt desuden, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de omposterede beløb ikke var tilgået ham. Endelig lagde retten til grund, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at lejeindtægterne for den pågældende periode var medregnet i N’s indkomst, og retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at lejeindtægterne ikke var tilgået ham.

 Dommen er anket til Østre Landsret.

SKM2022.486.BR

En skatteyder havde i indkomstårene 2014 og 2015 fået indsat en række kontante beløb på sine konti. I 2014 drev skatteyderen frisørvirksomhed, men af regnskabet for virksomheden fremgik ikke nogen indtægter til trods for, at der af flere omgange var indsat kontante beløb på virksomhedskontoen. Der var derudover også blevet indsat kontante beløb på sagsøgerens private konti i 2014 og 2015.

Sagsøgeren gjorde under sagen gældende, at det var hendes daværende ægtefælle, som havde indsat beløbene på kontiene, og at indsætningerne stammede fra ægtefællens skattefrie gevinster ved spil i 2014 og 2015.

Retten fandt efter bevisførelsen, og navnlig efter forklaringerne, at sagsøgeren ikke tilstrækkeligt havde dokumenteret, at indsætningerne ikke tilhørte sagsøgeren, eller at beløbene stammede fra ægtefællens spillegevinster. Retten fandt det derfor ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af indkomsten og momstilsvaret hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag.

 Dommen er anket til Vestre Landsret.

SKM2022.337.BR

Sagen angik, hvorvidt sagsøger var den rette indkomstmodtager af indtægter ved salg af i alt fire hunde, der var solgt gennem en hundekennel, som sagsøger var registreret som ejer af. Sagen angik derudover,  hvorvidt sagsøger var berettiget til fradrag for driftsudgifter vedrørende de fire hunde, såfremt sagsøger blev anset for rette indkomstmodtager.

Retten fandt, at sagsøger ikke havde godtgjort, at indtægten ved salgene af hundene ikke var skattepligtig indkomst for sagsøger. Retten lagde vægt på, at sagsøger havde været registreret som ejer af den pågældende hundekennel, og at sagsøgers navn fremgik af hundekennelens hjemmeside og en faktura. Erklæringer og forklaringen fra sagsøgers ægtefælle kunne ikke føre til en anden vurdering, da sagsøger og ægtefællen var interesseforbundne parter.

►Dommen er anket til Østre Landsret.◄

SKM2022.162.BR

Spørgsmålet var om sagsøgeren skulle beskattes af større, kontante beløb svarende til ca. 400.000 kr., som sagsøgeren i 2014 og 2015 havde overført til udlandet.

Kontanterne var ifølge sagsøgeren opsparet henover en årrække, idet sagsøgeren selv og hendes familiemedlemmer løbende havde hævet og lagt kontanterne til side, som blev opbevaret i en bankboks til brug for opsparingen. Desuden gjorde sagsøgeren gældende, at hun havde taget et lån fra sin søsters mand. Kontanterne blev ifølge sagsøgeren overført til sagsøgerens familiemedlemmer i udlandet til brug for bl.a. at bygge et hus til sagsøgerens mor.

Henset til størrelsen af de overførte beløb, som sagsøgeren havde i sin besiddelse, og da der ikke forelå nogen objektiv dokumentation for de kontanter, som blev sendt til udlandet, fandt byretten, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene stammede fra allerede beskattede midler.

Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens skatteansættelse.

Idet sagsøgeren ikke havde selvangivet beløbene, havde skattemyndighederne desuden været berettiget til at foretage ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

 

SKM2022.84.BR

På baggrund af kontante indsætninger på i alt 1 mio. kr. havde skattemyndighederne skønsmæssigt forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst med i alt 800.000 kr. og momstilsvaret for sagsøgerens enkeltmandsvirksomhed med i alt 200.000 kr. for indkomstårene 2013 og 2014.

Retten fandt det ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at 800.000 kr. af de indsatte beløb hidrørte fra allerede beskattede midler eller i øvrigt fra de omhandlede bankkonti. Retten lagde vægt på, at sagsøgerens forklaring ikke var underbygget af objektiv konstaterbar dokumentation eller oplysninger af objektiv karakter, løbende opgørelser over beholdning af kontante midler eller lignende. For så vidt angik de resterende 200.000 kr. fandt retten det ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at der var tale om kontante lån fra sagsøgerens børn.

Retten fandt ikke, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser var uberettigede, udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt resultat. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

 

SKM2022.81.BR

Sagerne angik overordnet fire problemstillinger.

For det første om der forelå inhabilitet hos en af de medarbejdere hos Skattestyrelsen, som behandlede sagsøgerens skatteansættelser, og om dette i givet fald bevirkede ugyldighed af Skattestyrelsens afgørelser herom.

For det andet om sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på hans konto.

For det tredje om sagsøgeren var skattepligtig af en række hævninger foretaget på kontoen tilhørende et selskab, som han var ultimativ ejer af.

Og for det fjerde om sagsøgeren var berettiget til et fradrag på 125.000 kr. for et påstået tab på unoterede aktier.

Retten fandt, at det efter bevisførelsen ikke var godtgjort, at den pågældende medarbejder hos Skattestyrelsen havde haft en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller at der i øvrigt forelå omstændigheder, som var egnede til at vække tvivl om hendes upartiskhed i relation til behandlingen af sagen. Skattestyrelsens afgørelser var derfor allerede af denne grund ikke ugyldige på grund af inhabilitet.

Retten fandt videre, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indsætningerne på hans konto hidrørte fra allerede beskattede eller skattefrie midler, hvorfor indsætningerne var skattepligtig indkomst for ham, jf. SL § 4, litra a.

For så vidt angår hævningerne på en konto tilhørende et selskab, som sagsøgerne var ultimativ ejer af, fandt retten, at det ikke var godtgjort, at hævningerne var foretaget i selskabets interesse. De hævede beløb var derfor skattepligtig indkomst for sagsøgeren, jf. LL § 16 A, stk. 1.

Slutteligt fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne opnå fradrag for et påstået tab på unoterede aktier, idet han ikke havde fremlagt nogen dokumentation for indskuddet i selskabet eller redegørelse for tabet i øvrigt.

 

SKM2021.290.BR

Sagen angik for det første, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016 og 2017, for det andet om sagsøgeren var skattepligtig af en række beløb, der blev indsat på hans fars konto, og for det tredje om skattemyndighederne havde overholdt ligningsfristen for indkomståret 2016.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist eller sandsynliggjort, at hans skattepligt til Danmark skulle være ophørt i indkomstårene 2016 og 2017.

Efter sagsøgerens forklaring lagde retten til grund, at de omhandlede indbetalinger til sagsøgerens fars bankkonto vedrørte sagsøgeren. Efter bevisførelsen kunne det imidlertid ikke lægges til grund, at der var tale om lån til sagsøgeren, herunder at en del af midlerne skulle være videreformidlet som lån til andre.

Sagen er anket til Østre Landsret.
SKM2021.123.BR

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række indsætninger på en konto, hvor skatteyderen var registreret som kontoindehaver i 2012 og 2013, samt en konto hvor skatteyderen alene var registreret som medkontoindehaver i 2013.

Retten bemærkede indledningsvist, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at indsætningerne ikke tilhørte denne.

Retten fremhævede, at der for en del af indbetalingerne på skatteyderens konti var henvist til fakturanumre, mens andre af indbetalingerne var sket ved bankoverførsler, indsatte checks og kontanter, samt at indbetalingsmønstret på den konto, hvor skatteyderen alene var medkontoindehaver, svarede til mønstret på den konto, hvor skatteyderen var eneste kontohaver.

Retten fandt herefter ikke, at skatteyderen alene ved sin egen og sin ægtefælles forklaringer havde løftet sin bevisbyrde for, at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst, hvorfor der var grundlag for at beskatte skatteyderen som sket.

På baggrund af de omstændigheder, der havde ført til, at indsætningerne var skattepligtige, fandt retten, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at sikre, at indsætningerne på sine konti blev indberettet til skattemyndighederne.

Skatteministeriet havde således været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

 Delvist stadfæstet ved SKM2021.514.VLR.
SKM2021.122.BR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af en række kontante indsætninger på hans bankkonto på i alt 1.737.543 kr. i indkomstårene 2012 til 2014.

Skatteyderen gjorde gældende, at størstedelen af indsætningerne stammede fra hævninger fra hans MasterCards, som herefter var genindsat på bankkontoen, samt at en mindre del stammede fra lån, tilbagebetaling af udlæg og indbetaling af depositum. Skatteyderen havde under sagens forberedelse bl.a. fremlagt kontoudskrift for hævninger fra ét MasterCard, hvoraf fremgik at der i perioden 2012-2014 var hævet ca. 839.000 kr.

Retten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de kontant indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte bl.a., at der kun i meget begrænset omfang var tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng mellem de kontante indsætninger og hævningerne fra det ene Mastercard, og at der ikke i øvrigt var bilag i sagen, der relaterede sig til indsætningerne på ca. 1,7 mio. kr. Retten bemærkede, at der var konstateret yderligere indsætninger på skatteyderens bankkonto, som ikke var indeholdt i SKATs forhøjelse, hvorfor SKATs forhøjelse måtte anses for konservativ. Retten fandt derfor, at der ikke var grundlag for at nedsætte SKATs forhøjelse på baggrund af indbetalingen af depositum.

Endelig fandt retten, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, derfor var opfyldt.

 
SKM2021.39.BR

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren havde godtgjort, at en indsætning på 65.000 euro på sagsøgerens bankkonto i 2014, var undtaget fra beskatning, fordi indsætningen vedrørte refusion af et udlæg, som sagsøgeren personligt havde afholdt for et Y1-landsk selskab.

Retten fandt det ikke godtgjort, at det indsatte beløb på 65.000 euro ikke var skattepligtigt. Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå objektive beviser, der understøttede sagsøgerens forklaring om, at beløbet udgjorde tilbagebetaling af udlæg, som han personligt havde foretaget på vegne af det Y1-landske selskab. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt, og at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Sagen er anket til Østre Landsret.
SKM2021.38.BR Sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på hans bankkonto, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indsætningerne stammede fra lån og tilbagebetaling af lån fra venner og familie. Sagsøgerens forklaringer var således ikke bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten bemærkede i den forbindelse, at det skatteretlige dokumentationskrav gjaldt uanset kulturel baggrund.  Den omstændighed, at SKATs straffesagsenhed havde afsluttet straffesagen mod sagsøgeren med en henstilling og uden sanktion var uden betydning for den civilretlige vurdering i skattesagen. Skatteministeriet blev derfor frifundet.   Tidligere instans, Landsskatteretten jr.nr. 17-0274763.
SKM2021.31.BR Retten fandt, at skatteyderen var skattepligtig af overførsler til hans konto fra udlandet, fordi han ikke havde dokumenteret, at der var tale om et lån.  Sagen er anket til Østre Landsret.
SKM2021.13.BR En skatteyder skulle lønbeskattes af udeholdt omsætning i ægtefællens selskab. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige forhøjelser af lønindkomsten.    Sagen er anket til Østre Landsret.
SKM2020.563.BR

Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014, som skattemyndighederne havde foretaget på grundlag af en privatforbrugsopgørelse for sagsøgerens husstand, der udviste et negativt privatforbrug for husstanden i de pågældende indkomstår.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren i årene 2000-2012 havde sparet 600.000-700.000 kr. op i kontanter, som han havde brugt til at finansiere sit privatforbrug i 2013 og 2014.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at SKATs skønsmæssige ansættelse af husstandens privatforbrug, som var baseret på dels faktiske konstaterede udgifter, dels et skøn, var fastsat for højt.

Endelig fandt retten det ikke godtgjort, at en del af den skønsmæssige forhøjelse, som var foretaget på baggrund af en opgørelse af husstandens privatforbrug, skulle henføres til sagsøgerens ægtefælle og ikke som sket udelukkende til sagsøgeren.

 
SKM2020.547.BR

Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en lang række overførsler og kontantindsættelser på sagsøgerens bankkonto. Retten fastslog, at bevisbyrden - efter de anførte oplysninger om sagsøgers indtægtsforhold - påhvilede sagsøgeren. Retten fandt, at sagsøgeren hverken havde godtgjort, at indsættelserne udgjorde lån, som var ydet til ham af en række personer i det Y1-land miljø, eller donationer til Y1-land Forening.

Sagen angik endvidere, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en række foretagne valutavekslinger. Retten lagde til grund, at de pågældende vekslinger var foretaget af sagsøgeren. Efter vekslingernes beløbsmæssige størrelser sammenholdt med oplysninger om sagsøgers beregnede privatforbrug, fandt retten, at skattemyndighederne havde haft fornødent grundlag for at foretage den omhandlede forhøjelse af sagsøgeres indkomst.

 ►Sagen er anket til Østre Landsret, men anken er hævet.◄
SKM2020.491.BR

Retten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen personligt - og ikke et i Y3-land indregistreret selskab - var rette indkomstmodtager af indtægter oppebåret ved såkaldt affiliate virksomhed.

Sagen er anket til Østre Landsret.
SKM2020.469.BR

Sagen angik dels indsætningerne på sagsøgerens bankkonto.

For så vidt angår indsætningerne på sagsøgerens bankkonto fandt retten, at der i mangel af dokumentation for det modsatte ikke var grundlag for ikke at anse de pågældende indsætninger som skattepligtig indkomst.

 
SKM2019.344.BR

Ikke rette skatte- og momssubjekt - bevisbyrde.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen var ejer af en enkeltmandsvirksomhed, og om hun derfor skulle beskattes af virksomhedens overskud og afkræves momstilsvaret.

Byretten fandt, at da hun havde været registreret som ejer af enkeltmandsvirksomheden, påhvilede der hende en streng bevisbyrde for, at hun ikke skulle anses for rette skatte- og momssubjekt.

Retten lagde til grund, at hendes bror havde drevet sin tidligere virksomhed videre på stort set samme måde som tidligere i den virksomhed, som hun havde ladet registrere, herunder at virksomheden blev drevet videre inden for samme branche som tidligere, at dette skete under stort set samme navn, at det skete ved brug af de tidligere anvendte telefonnumre, samt at hendes bror stadig var kontaktperson for den registrerede virksomhed.

Retten lagde også til grund, at hun stort set ikke havde haft noget med ledelsen og driften af virksomheden at gøre, at hun i det omhandlede indkomstår var studerende, at hun i det omhandlede indkomstår i stort omfang havde andet fritidsarbejde, samt at hun ikke havde modtaget midler fra virksomheden.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at hun ikke havde haft en økonomisk og ledelsesmæssig indflydelse, der svarede til den formelle registrering, og at hun derfor havde løftet sin strenge bevisbyrde.

 
SKM2019.126.BR

Sagen angik, om skatteyder var skattepligtig af en række beløb (i alt 500.000 kr.), som var indsat på skatteyders konto i januar 2014, jf. SL § 4, litra c, eller om beløbene hidrørte fra salg af skatteyders aktieselskab.

Retten fandt, at selskabet forud for tidspunktet for pengeoverførslerne havde betydelige økonomiske udfordringer, og at der under disse omstændigheder var en kraftig formodning imod, at selskabet kunne sælges for 500.000 kr. den 1. december 2013. Det påhvilede herefter skatteyder at godtgøre, at indsætningerne hidrørte fra et reelt salg af virksomheden.

På baggrund af en konkret bevisvurdering fandt retten, at skatteyder ikke havde godtgjort dette, hvorefter indsætningerne ansås som skattepligtig indkomst, jf. SL § 4, litra c.

 

SKM2018.549.BR

En skatteyder kunne ikke godtgøre eller sandsynliggøre, at beløb, der var indsat på hans konti, hidrørte fra midler, der allerede var beskattet, eller som ikke skulle beskattes hos ham.

Han var derfor skattepligtig af beløbet.

Dommen er af skatteyderen anket til Vestre Landsret.

SKM2017.455.BR

A var dømt for at have begået bedrageri til fordel for to af ham kontrollerede selskaber, G1 og G2. Bedrageriet bestod kort fortalt i, at A på vegne af G1 og G2 udstedte fakturaer til G3 og G4 for arbejde, der ikke var udført. G3 og G4 betalte for disse ikke udførte arbejder, hvorved G1 og G2 opnåede betydelige indtægter.

Samtidigt udarbejdede A fiktive fakturaer fra underleverandører, der blev udgiftsført i G1 og G2, mens de fakturerede beløb blev overført til A. A blev beskattet af disse overførsler som maskeret udlodning, jf. LL § 16 A.

Spørgsmålet i sagen var, om A ved den skattemæssige opgørelse af disse udlodninger fra G1 og G2 kunne fratrække de beløb, han var dømt for at have tilegnet disse selskaber ved sit bedrageri, og som han var dømt til eller havde anerkendt at skulle betale til G3 og G4.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at A ved modtagelsen af udlodningerne havde begået en formueforbrydelse, der skulle kunne begrunde, at han ikke i medfør af LL § 16 A var skattepligtig af udlodningerne.

Retten fandt endvidere ikke, at A ved opgørelsen af de udlodninger, han modtog fra G1 og G2, havde fradrag G3’s og G4’s erstatningskrav.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen, der vedrører udlodningsbeskatning, er også omtalt i afsnit C.A.4.1.1.

SKM2014.130.BR

Skatteyderens virksomhedsindkomst blev forhøjet med ca. 4,8 mio. kr., som var indsat på bankkontoen.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at beløbene vedrørte indkomst i nogle selskaber, som han havde videreformidlet dem til.

 

SKM2013.260.BR

Skatteyderen blev beskattet af et beløb, der var indsat på hans bankkonto, idet retten fandt, at han ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbet ikke var hans.  

SKM2012.519.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt det var skatteyderen eller et selskab i den koncern, hvor han var ansat, der var rette indkomstmodtager af en henvisningsprovision. 

I forbindelse med koncernens køb af en række byggegrunde havde skatteyderen i eget navn indgået aftalen med sælger om henvisningsprovision og modtog en krydset check på beløbet.

Retten fastslog, at det af skatteyderen påståede handlingsforløb var usædvanligt, og at der derfor påhvilede ham en skærpet bevisbyrde. Det gjorde i den sammenhæng i princippet ingen forskel, at det modsatte hændelsesforløb også ville være usædvanligt og muligvis strafbar returkommission.

På baggrund af de afgivne forklaringer, revisorerklæringer og postering af beløbet i en af koncernselskabernes bogføring fandt retten imidlertid, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde.

 

SKM2012.314.BR

Skatteyderen blev beskattet af indtægter ved salg af jern- og metalskrot.

Retten fandt, at han var rette indkomstmodtager af beløbene, og lagde vægt på, at

  • både afregningsbilag og checks var udstedt til ham personligt
  • aftagerne af skrottet havde haft opfattelsen af, at de handlede med ham personligt
  • at det ikke på nogen måde var markeret, at beløbene tilhørte andre.

Skatteyderen havde derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at beløbene tilhørte andre.

 

SKM2010.570.BR

Et selskab var skattepligtigt af et beløb, som var indsat på selskabets bankkonto. Selskabet havde ikke dokumenteret, at beløbet ikke var erhvervet som skattepligtig indkomst, herunder at beløbet kun var deponeret.

 

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

SKM2022.59.LSR

Der var i årene 2015, 2016 og 2017 udøvet virksomhed med overskud i Danmark.

Da klager tidligere havde været eneejer af et selskab i England med det samme navn, da dette selskab var ophørt forud for de pågældende indkomstår, og da aktiviteten var fortsat i Danmark, fandt Landsskatteretten, at det måtte være klager, der som udgangspunkt måtte anses for at udøve denne virksomhed i personligt regi.

Da klager i øvrigt ikke havde bidraget med yderligere oplysninger, herunder om samleverens rolle, fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde beskattet klager af overskuddet.  

 

SKM2022.38.LSR

Et anpartsselskab, der ejede en fast ejendom, hvor anpartshaverne havde brugsret til en lejlighed, var omfattet af lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber.

Landsskatteretten fandt, at der hverken i LL § 2 eller SL § 4, litra b, var grundlag for at beskatte selskabet af en fikseret leje svarende til forskellen mellem den betalte boligafgift og den leje, der ville være betalt efter lejelovgivningen for en lejlighed i en udlejningsejendom.

Der var ikke oplyst forhold, der kunne begrunde, at boligafgiften bedømt for andelsboliger og andre boligfællesskaber kunne anses for at være for lav, og at der var grundlag for at korrigere den. Den pågældende forhøjelse nedsattes herefter til 0 kr.

Tilsvarende SKM2022.41.LSR.

SKM2019.584.LSR

Bitcoins.  

Skatterådet havde besvaret en række spørgsmål om Bitcoins. Rådet forudsatte, at virksomheden, en rådgivningsvirksomhed, ikke drev næring eller spekulation med Bitcoins.

Rådet fandt bl.a., at Bitcoins ikke kan anses for en officiel valuta. Alene den værdi, der fremgår af købs- eller salgsfakturaen for den pågældende handel, herunder eventuelt i fremmed valuta, kan indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Værdien for en vare eller ydelse for den enkelte virksomhed må ikke være påvirket af kursregulering på Bitcoins i en betalingstransaktion.

Rådet fandt, at anvendelsen af Bitcoins fremfor danske kroner eller officiel fremmed valuta til almindelig samhandel var udtryk for Spørgers personlige interesse i Bitcoins, og at der derfor ikke var tale om vederlagsnæring for virksomhedens vedkommende.

Anvendelsen af Bitcoins i virksomheden var ikke erhvervsmæssigt begrundet, men et udslag af Spørgers personlige interesse. Anvendelsen vedrørte således spørgers privatsfære.

Virksomhedens udgifter til vederlaget til Bitcoins-exchangeren kunne ikke fratrækkes som en driftsomkostning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Beholdninger af Bitcoins er omfattet af begrebet formuegenstande, der som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, jf. SL § 5.

Hvis der efter en konkret bedømmelse er tale om afståelse af formuegenstande som led i næring eller spekulation, hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil der dog kunne ske beskatning af afståelsen efter de regelsæt, der gælder for disse områder.

Landsskatteretten fandt, at spørgsmålene i det bindende svar ikke kunne danne grundlag for et bindende svar, jf. SFL § 21, stk. 2, eller besvares med den fornødne sikkerhed og derfor måtte afvises, jf. SFL § 21, stk. 4.

Landsskatteretten ændrer Skatterådets besvarelse i SKM2014.226.SR, så spørgsmålene afvises.

Se afsnit C.C.2.1.3.3.5.4 om kryptoaktiver og virksomhed.

SKM2018.537.LSR

Ved bedømmelsen af, om et landbrug kunne anses for erhvervsmæssigt drevet, kunne der ikke inddrages indtægter i form af fleksjobydelser. Landbruget blev herefter ikke anset for erhvervsmæssigt drevet, og der kunne derfor ikke ske fradrag for underskud.

Se også Skatteministerens svar til Skatteudvalget 403 af 18. maj 2016 (Alm. del.).

Om sygedagpenge, se SKM2015.262.HR ovenfor.

SKM2016.184.LSR

Skatteyderen havde modtaget beløb, der bl.a. var benævnt kommission i kontoudtog. Henset til, at de oplyste lånevilkår var meget usædvanlige, at et gældsbrev først var udfærdiget lang tid efter låneforholdets etablering, og at betalingerne også skete fra andre selskaber end den oplyste långiver, fandt Landsskatteretten det ikke godtgjort, at der var tale om et reelt lån.

Betalingerne blev derfor anset for at udgøre skattepligtig indkomst.

 

LSRM 1971, 23 LSR

Der var ikke hjemmel til at beskatte værdien af en jagtret på egen ejendom.

Da jagtretten heller ikke faktisk var udnyttet, skete der heller ikke beskatning af selve jagtudbyttet.

Se også LSRM 1971, 22 LSR.

LSRM 1971, 22 LSR

Værdien af en jagtret på egen ejendom blev ikke beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Se også LSRM 1971, 23 LSR.

Skatterådet

SKM2022.427.SR

Spørger var et anpartsselskab, der drev virksomhed ved at reklamere for forskellige produkter og brands på sociale medier.

Skatterådet traf afgørelse om, at vareprøver, som selskabet modtog fra sine kunder med det formål og mod kontantbetaling at teste, fremvise eller anmelde på de sociale medier, og som efter aftale ikke måtte videresælges, ikke skulle medregnes i selskabets skattepligtige indkomst. Skatterådet udtalte samtidig, at selskabet ved indkomstopgørelsen kunne fradrage et beløb svarende til handelsværdien af de vareprøver, der bortskaffes eller destrueres, som en driftsudgift.

Selskabet overvejede at påbegynde samarbejder med rejsearrangører i ind- og udland med henblik på at markedsføre bestemte rejsemål for selskabets følgere på de sociale medier.

Skatterådet fandt, at hvis det vederlag, som selskabet modtog, fuldt kunne anses for at udgøre betaling for anmeldelsen, skulle værdien af rejsen/oplevelsen ikke indtægtsføres. Hvis vederlaget derimod var så lille, at der var et misforhold mellem vederlagets størrelse og værdien af anmeldelsen, ville værdien af rejsen/oplevelsen helt eller delvis skulle anses for skattepligtig indkomst for selskabet.

 

SKM2017.540.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at man som udlejer (privatperson) kunne udleje sine egne armbåndsure via Spørgers hjemmeside uden beskatning af den indtægt, man oppebar som udlejer.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at man som udlejer (urforhandler) kunne udleje sine egne/virksomhedens armbåndsure via Spørgers hjemmeside uden beskatning af den indtægt, man oppebar som udlejer.

Indtægten var skattepligtig efter SL § 4 b.

 

SKM2017.516.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at det ville være personlig indkomst for kunderne i A (Spørger) at modtage en rabat på baggrund af kundens låneengagement med NN. Skatterådet kunne desuden bekræfte, at de kunder, der havde et låneengagement med A, kunne modtage en rabat, som en nedsættelse af en fradragsberettiget udgift.

Skatterådet kunne også bekræfte, at A havde fradrag for den ydede rabat, både hvis kunden havde lån hos NN og hos A.

Afslutningsvist kunne Skatterådet bekræfte, at kunderne ville retserhverve rabatten på udbetalingstidspunktet, og at Spørgers fradragstidspunkt var på udbetalingstidspunktet.

 

SKM2016.170.SR

Skatterådet besvarede flere spørgsmål om staking (at satse på/betale til et spil/en spiller).

Skatterådet bekræftede bl.a., at spilleren ikke ville blive beskattet af den andel af buy-in og fee (betaling for at deltage i en turnering), som blev betalt af staker, idet spilleren under de givne omstændigheder ikke blev anset for at have erhvervet ret til beløbet.

 

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt bl.a., at spildevandsforsyningsselskabet var rette omkostningsbærer i relation til betalinger af kommunens udgifter til klimatilpasningsprojekter.

Der blev bl.a. henvist til ordlyden af reglerne for medfinansiering og til ordningens formål.

Udgifterne var således afholdt i selskabets interesse, idet selskabet på den måde opnåede besparelser på udbygningen af det almindelige kloaknet og fremtidssikrede dette.

Selskabet var følgelig også rette indkomstmodtager af de tilsvarende betalinger fra forbrugerne.

Selskabet havde endvidere ikke givet afkald på indtægten til fordel for kommunen.

Selskabet var således skattepligtigt af indtægterne og kunne fratrække udgifterne.

 

SKM2014.361.SR

Skatterådet bekræftede, at en arbejdsgiversammenslutning A ikke skulle beskattes af en bonus fra en tidligere forsikringsordning C.

Bonussen blev modtaget på vegne af medlemmerne og skulle overføres til en ny forsikringsordning i B. Bonussen var refusion af for meget betalt præmie.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at bonussen blev modtaget på vegne af medlemmerne, der havde retlig adkomst til bonussen.

Arbejdsgiversammenslutningen var derfor ikke rette indkomstmodtager.

Medlemmerne var heller ikke skattepligtige af bonussen. Der blev i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at beløbet ikke blev udbetalt til medlemmerne, men anvendt til præmienedsættelser.

 

SKM2009.234.SR

Skatterådet fandt, at såkaldte overdækningsbeløb, der er udbetalt til varmeforbrugere, der er direkte tilsluttet AffaldVarme  Århus' fjernvarmenet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Derimod skulle de forbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene måtte være udgiftsført.

Se også SKM2008.532.SR.

SKM2008.532.SR

Skatterådet fandt, at beløb, som blev udbetalt til varmeforbrugere som led i tilbagebetaling af et overdækningsbeløb, der var godkendt af Energitilsynet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Erhvervsdrivende varmeforbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skulle derimod indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene var udgiftsført.