Dato for udgivelse
05 apr 2004 15:58
Resumé

Told- og Skattestyrelsen har åbnet hotline for transfer pricing-dokumentation.

 


Den 1. april har Told- og Skattestyrelsens transfer pricing-kontor åbnet en hotline, hvor virksomheder kan ringe og få råd og vejledning om udarbejdelsen af den lovpligtige transfer pricing-dokumentation.

 

Hotlinen er specielt rettet mod de små og mellemstore virksomheder.

 

Undersøgelsen af virksomhedernes transfer pricing-dokumentation i foråret 2003 viste, at det netop var de små og mellemstore virksomheder, som havde de største problemer ved at opfylde dokumentationspligten. Mange var slet ikke kommet i gang med at dokumentere deres interne afregningspriser, og andre havde udarbejdet en ufyldestgørende dokumentation.

 

Hotlinen er derfor et tilbud om, at virksomhederne på et uformelt grundlag kan indhente oplysning om forståelse af transfer pricing-reglerne og vejledning i udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation.

 

Der findes ikke nogen fast skabelon for, hvordan en dokumentation skal udarbejdes, for det kan være forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvad der er behov for. På hotlinen vil virksomhederne derfor på et uforpligtende grundlag kunne drøfte netop deres situation og de problemer og tvivl, som de måtte have i forbindelse med udarbejdelsen af dokumentationen.

 

Hotlinen er åben i månederne april, maj og juni om tirsdagen klokken 9.00 til 12.00 og torsdagen klokken 12.00 til 15.00. Nummeret er 72 37 08 00. Oplysninger om hotlinen kan endvidere findes på hjemmesiden www.toldskat.dk/transferpricing.

 

Se også tidligere pressemeddelelse om Informationsmøder om transfer pricing-dokumentation.

 

 

Kontaktperson: Kontorchef Jesper Wang-Holm, Told- og Skattestyrelsen, tlf. 72 37 35 11