Dato for udgivelse
05 apr 2004 12:37
Resumé

Jyllands Posten bringer den 5. april en rigtig Århus-historie. Kommunernes Landsforening og Århus kommune beskylder Skatteministeriet for at overdrive fordelene ved store enheder på skatteområdet og for at basere analyserne på forkerte tal i forbindelse med Strukturkommissionens arbejde. Historien er stærkt misvisende.


Jyllands-Posten bringer den 5. april en rigtig Århus-historie. Kommunernes Landsforening og Århus kommune beskylder Skatteministeriet for at overdrive fordelene ved store enheder på skatteområdet og for at basere analyserne på forkerte tal i forbindelse med Strukturkommissionens arbejde.

Historien er stærkt misvisende.

Historien forsøger at drage Skatteministeriets tal i tvivl. Det sker på et fejlagtigt grundlag.

Skatteministeriets beregninger bygger på kommunernes egne indberetninger. Der er således ikke tale om, at tallene fra Århus er forkerte eller behandlet på en særlig måde. Alle kommuner er behandlet ens, og grundlaget for beregningerne er derfor i orden.

I historien er omdrejningspunktet endvidere en beregning, som viser, at der kan spares 38 pct. af årsværkene til skatteligningen, hvis alle enheder var lige så effektive som Århus kommune.

Denne beregning indgår slet ikke i Strukturkommissionens betænkning.

I betænkningen indgår alene en beregning, som gengiver stordriftsfordelene ved et reduceret antal enheder.

Den beregning, der er omdrejningspunkt i artiklen, indgår alene som en halv sides "tankeeksperiment" i Skatteministeriets 326 siders sektoranalyse af skatteområdet. Det må således nærmest betegnes som et kuriosum.

Der er således hverken belæg for at sige, at der er draget forkerte konklusioner på baggrund af forkerte oplysninger, eller for at forsøge at bortdømme analysen på det grundlag.

Den gode pointe - en sådan er der jo altid i en Århus-historie - er, at alle er enige om, at der er et betydeligt potentiale ved at samle skatteligningen i færre enheder.

Skatteministeriet har til brug for Strukturkommissionens betænkning fremlagt det teknisk faglige grundlag for kommissionens vurderinger. Skatteministeriets analyser har hele vejen igennem været drøftet med de kommunale parter både i forbindelse med sektoranalysen og i Strukturkommissionens arbejde med betænkningen.

Kontaktperson: Vicedirektør Preben Kristiansen 72 37 00 11