I samarbejde med Ballerup, Gladsaxe, Herlev og Værløse kommuner samt Arbejdsdirektoratet deltog ToldSkat Nordsjælland-Bornholm, region Ballerup torsdag aften den 1 april 2004 i en lokal kontrolaktion rettet mod restauranter/pizzeriaer.
Der blev foretaget kontrolbesøg hos 30 virksomheder beliggende i regionsområdet.
Formålet med aktionen var at afdække forhold omkring virksomhedernes aflønning af medarbejdere, herunder “sorte lønninger” og socialt bedrageri i forbindelse med modtagelse af løn samtidig med offentlige ydelser som dagpenge, bistandshjælp mv.
Af foreløbige resultater kan det oplyses, at der i de 30 virksomheder, udover indehaverne, blev kontaktet 88 ansatte og heraf er mindst 37 personer på dagpenge eller anden form for overførselsindkomst.
Under kontrolbesøgene var der 4 personer som stak af, den ene fik dog efterfølgende ”kolde fødder” og vendte tilbage til restauranten for at tale med kontrolfolkene.
1 person fik travlt med at optræde som gæst og nægtede at arbejde i restauranten, på trods af, at der var ophængt et foto af nogle medarbejdere (incl. gæsten) iført arbejdstøj med restaurantens logo.
Herudover var de hygiejniske forhold i 1 virksomhed så dårlige, at der vil blive foretaget indberetning til levnedsmiddelkontrollen.
Flere steder forelå der ikke ansættelseskontrakter, og resultatet viser, at der i ca. halvdelen af tilfældene er tale om ansættelsesforhold der ikke opfylder reglerne.
Det er vores fælles mål med disse aktioner, at det signaleres til virksomhederne, at vi holder et godt øje med, hvad der sker, og aktionen viser meget tydeligt, at der er et stort behov for yderligere aktioner, udtaler regionschef Erik Jungersen fra ToldSkat Nordsjælland-Bornholm region Ballerup. Endvidere er det vigtigt for retsbevidstheden, at der er lige vilkår for alle virksomheder.
Henvendelser om denne pressemeddelelse kan rettes til regionschef Erik Jungersen, telefon nr. 72 37 18 59.