Dato for udgivelse
09 May 2012 11:06
SKM-nummer
SKM2012.275.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
11-00690
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Indregistrering og vægtafgift
Emneord
Motorkøretøj, ejerskifte, indregistrering, kontant betaling
Resumé

Under de i sagen foreliggende omstændigheder, hvor en af klageren bemyndiget på klagerens vegne havde henvendt sig til Centralregistret for Motorkøretøjer medbringende registreringsattest, fandt Landsskatteretten ikke, at der var hjemmel i bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011 om registrering af køretøjer m.v. til at nægte ejerskifteregistrering af det pågældende motorkøretøj.

Reference(r)

-

Henvisning

§ 66 i bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011 om registrering af køretøjer mv.
§ 38 i bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011 om registrering af køretøjer mv.
§ 39 i bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011 om registrering af køretøjer mv.
§ 42 i bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011 om registrering af køretøjer mv.
§ 39 i registreringsbekendtgørelsen

Klagen skyldes, at SKAT har nægtet ejerskifteregistrering af motorkøretøj.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har nægtet klageren ejerskifteregistrering af motorkøretøj, idet SKAT ikke anerkender overdragelsen til klageren.

Landsskatteretten ændrer afgørelsen, således at SKAT pålægges ejerskifteregistrering.

Sagens oplysninger
Klageren købte den 10. november 2010 en bil af mærket X1 af selskabet G1 ApS for 310.000 kr. kontant.

Bilen er registreret som privatbil. Den er registeret første gang den 12. august 2004, og registreret med G1 ApS som indehaver af registreringsattesten.

Det fremgår af slutsedlen af 10. november 2010, at bilen erhverves som beskrevet i slutsedlen som indregistreret med nummerplade nr. (...), og at det er køber der skal lade bilen omregistrere. 

Klagerens ven, RSS, henvendte sig den 10. november 2010 på vegne af klageren til motorkontoret for at få ejerskifteregistreret bilen.

SKAT har nægtet klageren adgang til at ejerskifteregistrere bilen, idet SKAT ikke anerkender overdragelsen af bilen fra selskabet G1 ApS til klageren.

Klageren er i besiddelse af bilen. Klageren har fået udleveret en registreringsattest, hvorpå det står, at bilen ikke kan omregistreres.

SKATs afgørelse
SKAT har ved afgørelse af 12. november 2010 truffet afgørelse om nægtelse af ejerskifte af motorkøretøjet efter § 66 i bekendtgørelse nr. 811 af 28. juni 2010 om registrering af køretøjer.

Registreringsafgiften er ikke betalt på køretøjet og SKAT har i den konkrete sag besluttet, at registreringsafgiften på motorkøretøjet skal betales, før ejerskifte kan finde sted.

SKAT har overfor Landsskatteretten oplyst, at SKAT har fundet, at klageren ikke opfylder betingelserne for at kunne ejerskifteregistrere bilen efter § 66, idet grundlaget for registrering efter kapitel 9 ikke ses opfyldt. I henhold til § 39 kan alene ejeren af et køretøj anmelde køretøjet til registrering. SKAT har efter en prøvelse af ejerskabet fundet, at klageren ikke opfylder betingelserne for at være ejer.

SKAT er blevet forevist en slutseddel af 10. november 2010 fra (...), som er en blanket til brug for handel med brugt bil mellem private. Som sælger af køretøjet står anført henholdsvis selskabet G1 ApS og JCD uden angivelse af CVR-nr. Underskrifterne for ejer på henholdsvis slutseddel og anmeldelsesblanket ses heller ikke at være identiske.

I Centralregisteret for Motorkøretøjer (CRM) står imidlertid selskabet G1 ApS registreret som ejer af køretøjet.

G1 ApS står brancheregistreret med detailhandel med personbiler, varebiler og minibiler.

Salgsprisen på køretøjet på 310.000 kr. ligger væsentligt under markedsprisen på lignende køretøjer.

Betalingsformen med kontantbeløb på 310.000 kr. er usædvanligt for en forhandler, der ved modtagelse af større kontantbeløb over 100.000 kr. vil være omfattet af reglen i § 2 om kontantforbud i hvidvaskloven, lovbekendtgørelse nr. 442 af 11. maj 2007.

Handlen burde være faktureret med oplysninger om virksomhedens CVR-nr. og prisspecifikation, herunder oplysning om hvilke momsregler der er anvendt, da køretøjet ejermæssigt angiveligt skulle forlade Danmark.

Efter en helhedsvurdering underkender SKAT således handlen alene med den virkning, at klageren ikke kan få ejerskifteregistreret køretøjet.

SKAT har supplerende oplyst, at G1 ApS efter SKATs opfattelse fortsat er ejer af bilen.

SKAT har fremlagt udskrift fra CRM pr. 12. januar 2011.

SKAT har anført, at det er konstateret, at der for så vidt angår klagerens underskrift ikke er sammenhæng mellem underskriften på den fremviste slutseddel og anmeldelsesblanketten, der blev fremvist ved omregistreringen. SKAT har i denne forbindelse henvist til, at det er tredjemand, RSS, der møder op for at omregistrere bilen, hvilket sker uden fremvisning af fuldmagt. SKAT har fremlagt kopi af dennes sygesikringsbevis.

SKAT har ikke modtaget dokumentation for, hvorfra klageren har kunnet fremskaffe 310.000 kr. til betaling af bilen. Samtidig skal det bemærkes, at en kontant betaling ved køb af bil fra en forhandler er unormalt handelsvilkår, og i strid med reglerne i hvidvasklovens § 2.

SKAT har på Landsskatterettens anmodning ved brev af 14. september 2011 afgivet supplerende udtalelse i sagen, hvoraf det fremgår, at SKAT ikke mener, at klageren opfylder betingelserne for at kunne ejerskifte bilen efter § 66 idet grundlaget for registrering efter kapitel 9 ikke ses opfyldt. I henhold til § 39 kan alene ejeren af et køretøj anmelde køretøjet til registrering.

SKAT har i den konkrete situation valgt en prøvelse af ejerskabet til køretøjet og fundet, at klageren ikke opfylder betingelserne for at være ejer.

I en lignende sag, afgjort af Fogedretten den 21. juni 2011, har SKAT fået medhold i, at ejerskab af en bil fortsat hviler hos G1 ApS. I præmisserne lagde fogedretten vægt på følgende:

  • at slutsedlen er indgået på en blanket til brug for handel mellem private, selvom sælger er selskabet G1 ApS
  • at handlen ikke er indgået på sælgers forretningsadresse og
  • at der ikke er dokumentation for, at der er sket en overførelse af kontantbeløbet fra køber til sælger.

Ved brev af 16. oktober 2011 har SKAT anført følgende uddybende bemærkninger:

SKAT har i afgørelsen om nægtelse af ejerskiftet af køretøjet set på, om grundlaget for registrering opfylder de i henhold til lovgivningen anførte krav.

Til vurdering heraf er det væsentligt at kunne statuere et korrekt ejerforhold til motorkøretøjet.

I henhold til § 39 i bekendtgørelse nr. 811 af 28. juni 2010 om registrering af køretøjer er det som hovedregel alene ejeren af et køretøj, som kan anmelde køretøjet til registrering, og ejer bekræfter med sin underskrift på anmeldelsesblanketten rigtigheden af de oplysninger som gives.

I den forbindelse har SKAT konstateret, at købers underskrifter fra 10. november 2010 på henholdsvis anmeldelsesblanket og slutseddel ikke ses at være identiske. Dokumenterne er vedlagt som dokumentation.

Endvidere henvises til tidligere begrundelser i sagen vedrørende manglende brug af standardslutsedler ved salg af motorkøretøjer samt, at handlen er indgået et vilkårligt sted i København uagtet, at selskabet har en forretningsadresse og endelig, at der mangler dokumentation for at betaling reelt er sket.

Der er trods bemærkning herom i brev fra SKAT af 15. marts 2011 ikke fremlagt dokumentation i form af kontoudtog, faktura eller andet på, at købesummen på 310.000 kr. er betalt.

Hertil kommer, at klageren ikke står som primærbruger af køretøjet. På registreringsattesten er AWL anført som primærbruger og står på anmeldelsestidspunktet registreret med bopæl på adressen Y1. AWL står i dag registeret med ukendt adresse.

Klageren står på anmeldelsestidspunktet registreret med adresse i Sverige, og dermed er det foreliggende ejer/bruger forhold atypisk alene på grund af de geografiske afstande.

Klagerens påstand og argumenter
Repræsentanten har på klagerens vegne nedlagt påstand om, at SKAT tilpligtes at ejerskifteregistrere bilen.

Klageren har oplyst, at han så bilen annonceret i Den Blå Avis, og købte bilen som beskrevet i slutseddel af 10. november 2010. Klageren blev af sælgeren anmodet om at betale bilen kontant, idet sælgeren skulle til Tyskland og købe en ny bil. Klageren indvilgede heri og handlede i god tro som privatperson. Klageren er ikke bilforhandler og har et helt andet erhverv.

Klageren har endvidere oplyst, at han inden købet tjekkede bilen på tinglysningen og fik oplyst, at der ingen restgæld var på bilen.

I henhold til slutsedlen skulle klageren selv stå for omregistreringen. Sælgeren oplyste overfor køberen, at der er meget nemt, da bilen i forvejen har nummerplader på, og derfor er registreret på danske plader i Danmark. Dette har sælgeren stået for.

Klageren blev hos SKAT mødt med, at han ikke kan få omregistreret bilen, da sælgeren ikke har betalt indførelsesafgift for bilen. SKAT tager dermed beslutning om, at det er klagerens opgave og forpligtelse som privatperson at sikre SKATs indførelsesafgift/registreringsafgift, for en bil på danske nummerplader.

SKAT oplyste samtidig, at klageren er delagtig i hvidvaskeloven, lovbekendtgørelse nr. af 11. maj 2007, da han handler bilen kontant, som han bliver bedt om af sælger.

Det er repræsentantens og klagerens opfattelse, at det er SKATs ansvar at inddrive registreringsafgiften første gang bilen indregistreres på danske plader, og SKAT må derfor rette henvendelse til sælger af bilen og ikke til klageren, som købte bilen i god tro som forbruger.

På baggrund af SKATs udtalelse har repræsentanten med hensyn til den af SKAT påståede manglende sammenhæng mellem underskrifterne på slutseddel og omregistreringsblanket anført, at påstanden er uacceptabel, og at SKAT i så fald må fremlægge dokumentation for deres påstand.

Klageren har oplyst, at han har underskrevet alle dokumenter i denne handel.

Klageren har endvidere oplyst, at det er hans ven, RSS, der henvendte sig hos SKAT for at omregistrere bilen. Repræsentanten har oplyst, at der ikke er noget unormalt i, at en tredjemand omregistrerer bilen. Heller ikke dette kan begrunde, at SKAT tilsidesætter handlen.

Til det af SKAT anførte om, at der ikke er fremsendt dokumentation for, hvordan klageren har kunnet betale 310.000 kr. kontant for bilen, har repræsentanten anført, at klageren siden 2004 har været ansat i et shippingfirma, og har en årlig indkomst på ca. 350.000-385.000 kr. før skat. Repræsentanten har fremlagt årsopgørelser for henholdsvis 2008 og 2009 og udtræk af skattemappe, hvoraf det fremgår, at klageren i 2010 har haft en bruttoindtægt på 385.000 kr. Det fremgår endvidere, at klageren i 2008 havde et bankindestående på 124.223 kr. og et bankindestående i 2009 på 154.387 kr. Klagerens bankindestående pr. 31. december 2010 udgør 71.967 kr., hvilket beviser, at han har haft opsparing og at han i 2010 har trukket pengebeløb ud af sin bank. Herudover har klageren lagt lidt penge til side, og har ved købet af bilen optaget et par smålån, hvilket til hver en tid kan dokumenteres fyldestgørende.

Repræsentanten har endvidere anført, at den ovennævnte dokumentation viser, at der på ingen måde er noget der virker unormalt, tværtimod beviser det, at klageren er en lovlydig skatteborger, der overholder sine forpligtelser, og som betaler sin skat. Klagerens CV fremlægges tillige. Klageren har aldrig været straffet, og står fuldstændig uforstående overfor beskyldninger efter hvidvasklovens § 2.

Det er derfor skammeligt, at SKAT forsøger at skjule sin egen fejl ved at forsøge at kriminalisere klageren i denne sag.

Repræsentanten har yderligere på grundlag af SKATs indlæg af 16. oktober 2011 anført, at SKAT i mere end 1 år har vidst, at der i forbindelse med klagerens forsøg på at omregistrere bilen, har været angivet en bruger på bilen. Dette er sket, da klageren er bosat i Sverige, og arbejder i Danmark, men der var tale om at anvende bilen som en delebil. Dette er senere ændret, AWL ikke kunne vente med at finde en bilordning, og derfor så vidt vides har disponeret til anden side. Der er ikke tale om, at klageren har forsøgt at skjule dette forhold, som er anmeldt i forbindelse med ønsket om omregistrering af bilen. Repræsentanten stiller sig uforstående over for, at SKAT nu stiller sig tvivlende over for dette, og nu begynder at inddrage denne bruger som et våben mod klagerens ønske om at få bilen omregistreret til sit navn.

Repræsentanten gør gældende, at klageren som ikke erhvervsdrivende med køb og salg af biler, har haft tiltro til, at den slutseddel fra (...) er et helt legalt dokument mellem to handlende, som dokumenterer og indeholder oplysninger om, hvad der er aftalt omkring handlen. Når klageren handler hos en bilforhandler, er han ikke bekendt med, hvor mange slutsedler, der findes for bilhandler, men har handlet i god tro om, at den anvendte slutseddel er den rigtige.

Repræsentanten har endelig anført, at klageren har købt bilen kontant, hvilket han i dag fortryder bitterligt, men sælger har sandsynligvis haft en ond hensigt - det vides ikke, men ikke desto mindre er beløbet betalt kontant til sælger. Der er tidligere fremsendt bankkontoudtog for egne mindre for ca. 100.000 kr., og klageren har oplyst, at han har lånt sig frem til den resterende del af beløbet.

Sagen kan ifølge repræsentanten opsummeres således:

Klageren har købt en bil. Han bliver af sælgeren bedt om at tage kontanter med, da bilsælger G1 skal til Tyskland samme dag og hente en ny bil. Klageren har fået udleveret en ganske normal registreringsattest af sælger, der er udfærdiget af SKAT, og hvoraf det ikke fremgår, at der mangler at blive betalt afgift på bilen.

Klagerens ven, RSS, møder derfor op hos SKAT med bilen, da klageren ikke kunne få fri fra sit arbejde. Bilen er i øvrigt på det tidspunkt udstyret med danske nummerplader. RSS får at vide, at han skal betale registreringsafgift, før bilen kan blive omregistreret. Klageren bliver bedt om at tage kontakt til stedet, og får så efterfølgende at vide, at bilen ikke kan omregistreres, da sælger fejlagtigt (sandsynligvis ved en fejl fra SKATs side) ikke har betalt registreringsafgift, da han indførte bilen og fik danske nummerplader på bilen.

Klageren får derfor efterfølgende udleveret en registreringsattest, hvorpå det står, at bilen ikke kan omregistreres.

Det er repræsentantens opfattelse, at SKAT skal indkræve den manglende afgift hos den tidligere ejer, da SKAT selv har begået en fejl ved at lade G1 ApS få indregistreret bilen uden at registreringsafgiften er betalt.

Det er en helt uacceptabel situation, klageren er havnet i. Han har fået udleveret en dansk registreringsattest, og må efterfølgende have handlet i en så god tro, at han beviseligt ikke på nogen måde kan vide om der skyldes registreringsafgift på bilen, eftersom den allerede er registreret med danske nummerplader.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af dagældende bekendtgørelse nr. 811 af 28. juni 2010, nu bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011, om registrering af køretøjer m.v., § 66, at hvis et registreret køretøj skifter ejer eller bruger, har ejeren (ved ejerskifte den nye ejer) pligt til at anmelde køretøjet til registrering af ny ejer eller bruger snarest muligt og senest 3 uger efter ejer- eller brugerskiftet, medmindre køretøjet forinden afmeldes.

De nærmere bestemmelser om registreringsgrundlaget fremgår af bekendtgørelsens kapitel 9. Det fremgår således af § 38, at:

"Anmeldelse af et køretøj til registrering i Centralregisteret for Motorkøretøjer sker til SKAT.

Stk. 2. Anmeldelse kan kun ske på en blanket, der er godkendt af SKAT. Med anmeldelsen skal følge det registreringsgrundlag, der er nævnt i §§ 41-57."

Af § 39 fremgår endvidere, at:

"Alene ejeren af et køretøj kan anmelde køretøjet til registrering, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Anmeldelsen kan ske efter fuldmagt fra køretøjets ejer. Den, der er i besiddelse af registreringsattesten for køretøjet, anses for bemyndiget af ejeren til at anmelde køretøjet til registrering.

Stk. 3. Ved registreringen sker der ikke en egentlig prøvelse af det civilretlige ejerforhold til køretøjet. (...)"

Ved anmeldelsen skal registreringsattesten medbringes, jf. bekendtgørelsens § 42, hvoraf det fremgår, at:

"Hvis et brugt køretøj skal registreres i Centralregisteret for Motorkøretøjer, og køretøjet senest har været registreret i Centralregister for Motorkøretøjer, skal registreringsattesten for denne registrering afleveres til SKAT ved anmeldelsen til registrering."

Den af klageren bemyndigede har ved henvendelsen til Centralregisteret for Motorkøretøjet medbragt registreringsattesten for det omhandlede motorkøretøj.

Landsskatteretten finder ikke, at der er hjemmel i registreringsbekendtgørelsen til at nægte ejerskifteregistrering af motorkøretøjet. Det bemærkes, at der ikke ved registreringen sker en prøvelse af det civilretlige ejerforhold til køretøjet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 39.

Landsskatteretten ændrer afgørelsen, således at SKAT pålægges ejerskifteregistrering.