Om produktionsenhedsnummer
Enhver fast arbejdsadresse i Danmark har et produktionsenhedsnummer (p-enhedsnummer) med et entydigt 10-cifret identifikationsnummer. Nummeret tildeles af CVR.

Når der oprettes en ny virksomhed, og den registreres med et cvr-nr., oprettes der hos CVR automatisk en p-enhed på virksomhedens adresse. Virksomhederne skal løbende ajourføre de oplysninger, der er registreret hos CVR, bl.a. om p-enheder, altså virksomhedens adresse(r) og ændringer hertil i form af flytning eller nye lokationer.

Yderligere p-enheder kan oprettes og eksisterende kan vedligeholdes via virk.dk.

Indberetning af produktionsenhedsnummer
P-enhedsnummer skal kun indberettes sammen med indkomsttyperne:
00 Løn mv,
08 Forskerordningen og
09 Skattefri løn i ansættelsesforhold.

Alle virksomheder med to eller flere p-enhedsnumre skal indberette p-enhedsnummer i hver enkelt lønindberetning til eIndkomst. Virksomheden skal indberette det p-enhedsnummer, hvortil den ansatte i væsentligst omfang har været tilknyttet i lønperioden. Hvis en virksomhed kun har én p-enhed, er det ikke nødvendigt at indberette p-enhedsnummer.

Adresser, som ikke er fast tilknyttet virksomheden, som fx salgsvogne, fiskefartøjer mv. og hjemmearbejdspladser, betragtes ikke som selvstændige produktionsenheder. Aktiviteter på disse steder skal henføres til virksomhedens hovedadresse eller til den produktionsenhed, hvor den ansatte normalt møder ind. Dette gælder også, hvis en ansat arbejder på en udenlandsk adresse.

Hvis en ansat arbejder for en udenlandsk virksomhed på en udenlandsk adresse uden p-enhed, skal der ikke indberettes et nummer.