Dato for udgivelse
23 mar 2004 16:27
Resumé

Overskydende skat overføres i videst muligt omfang til bankkonti. Hvis kontoen er lukket, udbetales beløbet på check. Har ToldSkat valgt en uhensigtsmæssig konto, skal skatteyderen henvende sig i banken og få pengene flyttet til en anden konto.  


Berlingske Tidende skriver i dag, at 100.000 danskere får fejludbetalt den overskydende skat, og at den i visse tilfælde bliver sat ind på  fx ratepensionskonti.

 

- Det sidste lyder usandsynligt oplyser underdirektør Steffen Normann Hansen, Told- og Skattestyrelsen, vi har i forbindelse med, at vi valgte konti til den automatiske overførsel af  overskydende skat fravalgt rate- og andre pensionskonti. ToldSkat er da heller ikke præsenteret for konkrete tilfælde. Hvis det alligevel skulle være sket, kan skatteyderen få banken til at udbetale pengene, uden at der skal betales afgift.

 

I andre tilfælde kan kontoen være lukket. I disse tilfælde bliver den overskydende skat udbetalt på en check i løbet af halvanden uge.

 

Desuden kan den valgte konto være uhensigtsmæssig set fra skatteyderens synspunkt. Her må skatteyderen tage kontakt til sit pengeinstitut og få pengene overført til den rette konto.

 

- Jeg vil godt understrege, at der ikke er tale om, at den overskydende skat bliver sat ind på andres konti, men jeg vil godt benytte lejligheden til at beklage den ulejlighed, som udbetalingen af den overskydende skat måtte have givet skatteyderne, siger underdirektør Steffen Normann Hansen.

 

Baggrund og uddybning

 

ToldSkat har i forbindelse med forskudsopgørelsen 2004 (skattekortet for 2004) og i forbindelse med udsendelsen af selvangivelsen foreslået en konto, som overskydende skatter fremover bliver overført til. Alle de foreslåede konti har ToldSkat udsøgt fra de oplysninger, som pengeinstitutterne har indberettet i 2003 i forbindelse med selvangivelsen for 2002. Ved udsøgningen er der anvendt følgende kritterier:

 

  • Der er kun valgt konti, der har én ejer
  • Der er valgt konti, der er indberettet som almindelige indlånskonti (dvs. ikke rate- og pensionskonti).
  • Findes der ikke en indlånskonto, kan der være valgt en udlånskonto, der er registreret som almindelig udlån. Det er typisk kassekredit- og lønkreditkonti.

Alle skatteydere blev på forskudsopgørelsen, som blev udsendt i november 2003, opfordret til at kontrollere kontonummeret og evt. ændre det, hvis de ønskede den overskydende skat indsat på en anden konto. Denne opfordring er også givet i dagbladsannoncer.  Dette har mange benyttet sig af.

 

Hvis skatteyderen ikke har reageret på det foreslåede kontonummer, kan det hænde:

 

At der er overført overskydende skat til en konto, som er uhensigtsmæssig set fra skatteyderens synspunkt.

 

Det kan fx være overførsel til millionærkonto. I dette tilfælde skal skatteyderen tage kontakt til sit pengeinstitut og få overflyttet den overskydende skat til en anden konto og huske at meddele en ny konto til ToldSkat.

 

At ToldSkat forsøger at overføre overskydende skat til en lukket konto.

 

I dette tilfælde vil pengene selvfølgelig ikke være tabt for den enkelte skatteyder. ToldSkat modtager nemlig den overskydende skat retur og vil efterfølgende sende en check til skatteyderen. Det vil ske hurtigst muligt, og det forventes at ske i løbet af halvanden uge.

 

- Der er altså ikke tale om, at ToldSkat laver fejl. Hele øvelsen med automatiske overførsler er en bevidst handling fra ToldSkats side, men det er klart, at der kan opstå situationer, hvor den enkelte skatteyder ikke får reageret på oplysningerne fra vores side, hvilket kan forsinke udbetalingen af den overskydende skat. For langt de fleste skatteydere, der modtager den overskydende skat på en konto, er det en lettelse, fordi vedkommende ikke skal i banken og hæve en check, slutter Steffen Normann Hansen.

 

Skatteministeren har bedt ToldSkat om en redegørelse om problemstillingen.