Dato for udgivelse
19 Apr 2012 15:55
Resumé

29 mennesker er i en enkelt sag blevet snydt for i alt 500.000 kr. Det er sket ved, at kriminelle bagmænd har skaffet sig adgang til borgeres TastSelv og snydt med fradrag og udbetaling af overskydende skat. SKAT undersøger nu yderligere 62 sager med ca. 1.000 involverede personer.


Typisk har de personer, som er blevet snydt, selv udleveret personnumre og koder til TastSelv til en anden person. Dermed har de givet en anden person lov til at styre deres skatteforhold.

- Vi har desværre konstateret, at der er nogle kriminelle, der systematisk har udnyttet TastSelv ved at ændre indstillingerne i TastSelv sådan, at de kriminelle får udbetalt overskydende skat til sig selv - og ikke til de mennesker, som reelt har krav på den overskydende skat. Oveni er der indberettet uberettigede fradrag, så der kommer mere overskydende skat til udbetaling til de kriminelle. Når SKAT så opdager, at der er udbetalt for meget i overskydende skat, bliver der automatisk sendt en regning til den, hvis skatteforhold, der er tale om, forklarer skattedirektør Lisbeth Rasmussen.

Dermed kan det ende med, at de personer, som har udleveret deres oplysninger om TastSelv, mister deres overskydende skat og får en regning for uberettigede fradrag.

- Der er ikke tale om hacking, og vi anser stadig TastSelv for at være et sikkert system. Men udleverer man nøglen til ens skatteoplysninger og skatteforhold til en, man ikke kan stole på, kan man selvfølgelig komme i klemme. Vi vil derfor gerne opfordre alle til at være meget påpasselige med at udlevere adgangskoder, siger Lisbeth Rasmussen.

I nogle sager er der tale om dokumentfalsk, identitetstyveri og andre lovovertrædelser, hvor nogle er blevet snydt uden at have udleveret adgangskoder. Hvis det under straffesagen bevises, at der er tale om bedrageri, kræver SKAT pengene ind hos den person, der står bag snyderiet. Men har man selv udleveret adgangskoden, har man selv ansvaret.

- Vi kan ikke udelukke, at den person, som umiddelbart ser ud til at være blevet snydt, har været bevidst om snyderiet, men nu er stukket af til udlandet. Men uanset hvad, har personen jo en skattegæld, så vi skal have fat i vedkommende. Det vil så være en sag for InterPol, forklarer Lisbeth Rasmussen

Hvis man fremover vil have overskydende skat udbetalt til en anden konto, skal man henvende sig personligt på et skattecenter. Her bliver man vejledt, bedt om at vise billedlegitimation og om skriftligt at forsikre om, at man er indforstået med konsekvenserne af, at ens overskydende skat udbetales til en anden konto. Herved er risikoen for, at der sker udbetaling til en bedrager, minimeret.

Yderligere oplysninger:
SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00