Af dagens B.T. fremgår det, at provenuet som følge af leasingindgrebet skulle smuldre, fordi ét leasingfirma i Danmark ikke har hævet leasingpriserne på en række biler. Uden at have belæg for det konkluderer BT, at leasingindgrebet er "på vej til at ende som en klodset lovkonstruktion", der er "til glæde for forbrugerne og leasingfirmaerne, men måske ikke for staten".
Men det er lodret forkert.
Skatteminister Thor Möger Pedersen siger:
- Det står helt klart, at regeringens indgreb vil indbringe det forventede provenu på 1 milliard, som bruges på bedre og billigere kollektiv trafik. Fremover vil det være sådan, at beskatningen af demonstrations- og leasingbiler er den samme som for alle andre biler. Og udover at, det er fair og rimeligt, så betyder det også et merprovenu til staten på 1 milliard.
- Et er kundernes pris på en leaset bil. Et andet er skattebetalingen. Og det er selvfølgelig helt i orden, hvis bilbranchen sænker deres avancer som følge af den højere registreringsafgift, men det er altså ikke noget, der har betydning for statskassen.
- SKAT vil naturligvis følge området nøje, ligesom SKAT vil kontrollere, at der ikke fifles med beregningen efter de nye regler.
Om den tekniske baggrund bag lovforslaget kan Skatteministeriet oplyse:
Forslaget om leasing- og demobiler handler om at få reetableret bilens almindelige handelspris som afgiftsgrundlag - sådan som det hele tiden har været intentionen i registreringsafgiftsloven.
De nye regler betyder, at der aldrig kan betales registreringsafgift af en lavere pris end den pris, som leasingselskabet har købt bilen til.
Forslaget ændrer ikke på den såkaldte mindstebeskatningspris. Dermed kan registreringsafgiften aldrig beregnes af et lavere grundlag end bilens importpris plus 9 pct. avance.
Denne mindstebeskatningspris har leasingsselskaberne tidligere kunnet betale registreringsafgift af, uanset hvad de selv har givet for bilen. Det betyder, at der i mange tilfælde er betalt afgift af kunstigt lave priser.
Mindstebeskatningsprisen kan efter de nye regler godt være afgiftsgrundlag, hvis leasingsselskabet kan godtgøre overfor SKAT, at det er bilens almindelige pris; også ved salg til uafhængig 3.mand, men kan altså ikke længere bruges, hvis leasingselskabet har givet mere for bilen. SKAT vil naturligvis sætte ind med kontrol i de tilfælde, hvor leasingsselskaberne kører med priser, der forekommer unaturligt lave.
Den højere registreringsafgift behøver ikke føre til højere priser for leasingtagerne, hvis importører, forhandlere og leasingselskaberne sænker deres avancer. Det vil være en gevinst for dem, der leaser biler, men ikke indebære et tab i forhold til det forudsatte provenu.
Yderligere oplysninger:
Journalister: SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer tlf. 72 22 18 18