Dato for udgivelse
29 Mar 2012 07:30
Resumé

Obligationsinvestorer, der ikke reagerede på servicebrev fra SKAT, får alligevel forhøjet indkomsten for 2010. Foreløbig med i alt 140 mio. kr. SKAT opfordrer investorerne til at selvangive frivilligt for 2011.


6000 servicebreve fra SKAT til obligationsinvestorer, der i 2010 fik indløst nul procent obligationer i danske kroner og fremmed valuta for i alt over 1,1 mia. kr., har indtil nu medført, at der er kommet mere end 50 mio. kr. ind i ekstra skat i de fælles kasser.

Obligationsejerne, der havde investeret i de 11 udvalgte obligationsserier, opnåede en samlet kursgevinst i 2010 på i alt 292 mio. kr., og hensigten med servicebrevene var at sikre, at flest mulig var klædt på til at selvangive og dermed betale skat af kursgevinsten.

- I forhold til tidligere målinger kan vi nu gøre op, at brevene medførte, at der blev selvangivet ekstra 80 mio. kr. Det er et godt resultat i forhold til indsatsen og omkostningen til servicebrevene, siger afdelingsleder Bent O. Jeppesen, SKAT.

SKAT har tidligere tilkendegivet, at der ville blive fulgt op med kontrol overfor de skatteydere, som ikke efterkom opfordringen til at selvangive de skattepligtige fortjenester. Denne kontrol har foreløbig resulteret i, at 1000 skatteydere har fået forhøjet indkomsten for 2010 med over 60 mio. kr.

- Den samlede effekt af indsatsen er dermed 140 mio. kr. til beskatning, og skatten heraf udgør mere end 50 mio. kr. Og det gode er, at skatterne bliver betalt meget hurtigt, siger Bent O. Jeppesen.

Han tilføjer, at SKAT endnu ikke er færdig med at gennemgå selvangivelserne for de resterende obligationsinvestorer. Det betyder, at endnu flere af de 6000 investorer, der modtog SKATs servicebrev, kan se frem til en ekstraregning, og at den samlede skatteindtægt af indsatsen derfor vil blive endnu større.

- Samtidig vil jeg opfordre skatteydere med skattepligtige kursgevinster på tilsvarende obligationer udtrukket i 2011 om at medregne beløbene i selvangivelsen. For SKAT vil også for dette år gennemføre en skattemæssig undersøgelse, siger Bent O. Jeppesen

Yderligere oplysninger:
Journalister: Afdelingsleder Bent O. Jeppesen tlf. 72 38 42 68 eller 24 82 27 31 eller SKATs pressefunktion tlf. 92 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer tlf. 72 22 18 18