I dette nyhedsbrev har vi samlet information til dig, der er eksportør, men også til dig, der er repræsentant for en eksportør (fx transportør eller speditør).
Vi vil gerne huske jer begge på, hvem der har ansvaret for at udfylde papirerne rigtigt, når der eksporteres. Som udgangspunkt er det eksportørens pligt at give de rigtige informationer, men samtidig skal repræsentanten for eksportøren også huske at angive de rigtige oplysninger.
Pligt til registrering som eksportør
Som eksportør skal du være registreret - og du skal registreres for de rigtige aktiviteter.
Din virksomhed skal derfor være eksportørregistreret, før du kan eksportere til lande uden for EU. Denne forpligtelse fremgår af Toldlovens § 29, stk. 4. Du bliver eksportregistreret hos Erhvervsstyrelsen på virk.dk.
Det er din pligt at sørge for registreringen, også selvom du overlader opgaven med udfyldelse af udførselsangivelsen til en transportør eller en speditør. Det er derfor vigtigt, at du oplyser dit Eksport CVR-/SE-nr. til den, der laver udførselsangivelsen på dine vegne.
Pligt som eksportørens repræsentant - transportør eller speditør
Er du repræsentant for eksportøren, skal du videregive de korrekte informationer.
Hvis du skal lave udførselsangivelser som eksportørens repræsentant, bør du derfor sikre dig, at virksomheden er eksportørregistreret, inden du afleverer udførselsangivelsen.
Når der er tale om erhvervsmæssig eksport, er det ikke tilladt, at angive eksportør som uregistreret virksomhed ved hjælp af det fiktive privat CVR-/SE nr. 09999981.
SKATs undersøgelse har vist, at mange repræsentanter anvender det fiktive privat CVR-/SE nr. 09999981, selvom virksomheden faktisk er registreret som eksportør. I disse situationer, er der tale om urigtig angivelse, og du vil som eksportørens repræsentant kunne risikere bødestraf.
Vi skal derfor anbefale, at du indgår i dialog med eksportøren med henblik på, at få de nødvendige oplysninger som grundlag for, at kunne aflevere korrekte eksportoplysninger til SKAT.