Dato for udgivelse
19 mar 2004 10:58
Resumé

Told- og Skattestyrelsen har fået ny struktur pr. 1. marts 2004.


Told- og Skattestyrelsen har pr. 1. marts 2004 gennemført en organisationsændring, der skal gøre ToldSkat endnu mere effektiv og serviceorienteret.

 

Formålet med den nye struktur er at sikre, at ToldSkat prioriterer og leverer de projekter, der bedst understøtter forretningsstrategien i ToldSkat. Derfor opretter vi en projektenhed, hvor bl.a. en gruppe certificerede projektledere skal sikre en professionel håndtering af ToldSkats projektportefølje. Det sker især med henblik på den omfattende systemmodernisering, som ToldSkat gennemfører i de kommende år, samt implementering af lovprogrammet.

 

Den nye it-organisering skal også styrke leverandør- og aftalestyringen. Organiseringen skaber desuden en fleksibel it-arkitektur, hvor der er fokus på at opnå de bedste økonomiske og tekniske løsninger. Disse funktioner er samlet i IT-Services.

 

Foruden en ny it-organisering har ToldSkat også samlet systemer og processer i tre hovedcentre (Borger, Erhverv og Vurdering). Disse centre placeres i den nye afdeling for Borger- og Erhvervsservice.

 

Samlingen af systemerne og processerne skal være med til at udvikle ToldSkat til en endnu mere effektiv og serviceorienteret virksomhed og sikre, at vi får en optimal udnyttelse af den nye it-organisering. Dette skal ske ved, at centrene er med til at komme med nye projektideer, der trækker på mulighederne i den nye fleksible it-arkitektur.

 

Efter organisationsændringen består Told- og Skattestyrelsen af:

  • Borger- og Erhvervsservice
  • Retsafdelingen
  • Toldenheden
  • Planlægningsafdelingen
  • IT-Services
  • Personale- og Udviklingsafdelingen
  • Projektenheden.

Se organisationsdiagram med navne på enheder og chefer.

 

De regionale told- og skatteområder er ikke direkte involverede i organisationsændringen.