Dato for udgivelse
09 Mar 2012 11:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Jan 2012 14:36
SKM-nummer
SKM2012.152.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
SS 2-4873/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momsunddragelse, selvanmeldelse, uregistreret, deklareret, momsfaktura, tillægsbøde
Resumé

T havde forsætligt unddraget moms på i alt 885.248 kr. ved i perioden fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2007 at drive momspligtig virksomhed uden at foretage momsregistrering. T meldte sig selv, og anklagemyndigheden nedlagde derfor påstand om frihedsstraf og en tillægsbøde på ikke under 440.000 kr. Retten fulgte anklagemyndighedens påstand, idet frihedsstraffen på 6 måneder dog blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år. Retten henviser til straffelovens § 58, stk. 2 ved udmåling af tillægsbøden.

Reference(r)

Straffeloven § 289, jf. momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5
Straffeloven § 52, stk. 6.

Henvisning
  

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T

Afsagt af byretsdommer

Ulla Otken

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 831.

Retsmødebegæring er modtaget den 9. juli 2011.

T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og stk. 5 samt § 52, stk. 6,

ved i perioden fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2007 med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have drevet den momspligtige virksomhed: H1, CVR-nr. ..., uden at denne var anmeldt til SKAT, ligesom han, uagtet den manglende momsregistrering, udstedte fakturaer med deklareret moms, alt hvorved statskassen blev unddraget moms på i alt kr. 885.248.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf og tillægsbøde på ikke under 440.000,00 kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Oplysningerne i sagen

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Denne forklaring fremgår af retsbogen.

Personlige oplysninger

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han pt. er sygemeldt og har ikke arbejdet siden 2007. Han er på kontanthjælp og har nu søgt førtidspension.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til 6 måneders fængsel, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, samt § 52, stk. 6.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at forholdet er begået i perioden 2005 til 2007 og på tiltaltes personlige forhold.

I medfør af straffelovens § 58, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 440.000,00 kr., subsidiært fængsel i 60 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 6 måneder.

Fuldbyrdelsen af fængsel straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af,

at      tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.

Prøvetid regnes fra endelig dom.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 440.000,00 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.