Varer, som er omfattet af de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter, er belagt med enten told eller med en kombination af told og landbrugselement (le).

Toldtariffens bind 1 og 2 indeholder følgende oplysninger:

  1. For varer, der er belagt med told, fx fisk, visse grøntsager og frugter, er i toldsatskolonnen anført den gældende toldsats.
  2. For varer, der er belagt med en kombination af told og landbrugselement (le), er i toldsatskolonnen anført den gældende toldsats med tilføjelse af le.
  3. For visse varer kan der til tider opkræves udligningsafgifter eller -beløb.

For nogle af varerne er fastsat en maximumsats, der i så fald ikke kan overstige en nærmere fastsat procentsats, eventuelt en procentsats tillagt en tillægstold for sukker- eller melindholdet i varerne.

Maximumsatsen er i toldsatskolonnen angivet ved procentsatsens størrelse samt ved forkortelsen tts og ttm i de tilfælde, hvor der i maximumsatserne indgår tillægstold for sukker, respektive mel.

Bilag 2 er opdelt i underbilag for hver enkelt markedsordning. Hvert underbilag indeholder en generel omtale af den pågældende markedsordning samt de særlige regler og præferenceordninger, der er knyttet til markedsordningen. Underbilagene indeholder endvidere i tillæg (bilag) en specifikation af bl.a. vareområdet og de tillægskoder, der skal anvendes ved angivelse til fortoldning af visse landbrugsvarer.