Dato for udgivelse
11 Mar 2004 09:16
Resumé
Læserbrev af Told- og Skattedirektør Ole Kjær. Bragt i Berlingske Tidende den 11. marts 2004.

 

Direktør for Dansk Fagpresse Christian Kierkegaard har i et læserbrev i Berlingske Tidende den 4. marts 2004 skrevet, at Told- og Skattestyrelsen fører mediepolitik.

 

Baggrunden er, at reglerne for tildeling af bladtilskud er ændret pr. 1 marts 2004. Det er nu en betingelse for, at et blad kan postbefordres til lav posttakst, at bladet er momsfritaget efter en bestemmelse i momsloven, der momsfritager aviser, der udkommer med mindst et nummer månedligt.

 

Told- og Skattestyrelsen fører selvfølgelig ikke mediepolitik!

 

Styrelsen administrerer momsloven: Dermed vurderer vi, hvilke aviser og blade der kan momsfritages. Vurderingen sker i overensstemmelse med lovbestemmelsens indhold og den praksis, der er fastlagt på området. Dette har vi da også forklaret Christian Kierkegaard på et møde i styrelsen i januar 2004.

 

En af de ledende afgørelser på området er Østre Landsrets dom fra 1996. Landsretten skulle vurdere, om bladet Ingeniøren opfyldte betingelserne for at kunne momsfritages. Østre Landsret mente ikke, at Ingeniøren opfyldte betingelserne for at være en momsfritaget avis og nægtede derfor momsfritagelse.

 

I forbindelse med den øgede fokus på momsfritagelse af aviser, som de ændrede regler om portostøtte har skabt, har Told- og Skattestyrelsen været opmærksom på, at det er vigtigt at sikre en ensartet praksis. Styrelsen har derfor taget sagerne om momsfritagelse af aviser og blade ind til en central vurdering for på denne måde at sikre, at der sker en ensartet vurdering, og for at sikre, at den fastlagte praksis følges.

 

Det er således forkert, når Christian Kierkegaard skriver, at der er sket en skærpelse af den hidtidige praksis.

 

Man ville derimod kunne beskylde Told- og Skattestyrelsen for at føre mediepolitik, hvis styrelsen nu i strid med domstolspraksis fritog en række blade for moms. Blade som i hele deres eksistens har været momspligtige, og som ikke tidligere har ment, at de opfyldte betingelserne for at være momsfritaget.