Ved tinglysning af pant i fast ejendom mv. udgør afgiften 1,5 % af det pantsikrede beløb. Den faste afgift udgør 1.400 kr., jf. § 5, stk. 1. Det pantsikrede beløb er pantebrevets nominelle hovedstol.

Afgiften afrundes opad til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100, jf. § 2, stk. 1. Se pkt. H.2.

Hvis afgiften eller en del heraf ikke betales ved tinglysningen, jf. § 16, forhøjes det skyldige afgiftsbeløb med 5 pct., dog mindst 200 kr., jf. § 20. Se pkt. H.6.

Retspant
Tinglysning af retspant, f.eks. udlæg og udpantning, er afgiftsfri. Der betales derfor hverken fast afgift eller procentafgift ved anmeldelsen til tinglysning. Der betales ligeledes ikke afgift af påtegninger på et udlægsdokument, f.eks. af relaksations- eller respektpåtegninger.