Dato for udgivelse
1. marts 2004
Resumé
Pressemeddelelse fra ToldSkat Sydjylland om import af tekstiler i strid med EU-reglerne.

Indenfor det seneste år er der sket en voldsom udvikling i antallet af sager, hvor tekstilimportører omgås EU-reglerne for at holde omkostningerne på importerede tekstilvarer nede.

 

Når man importerer tekstilvarer fra f.eks. asiatiske lande, skal man betale kvoteomkostninger. Kvotesystemet er indført for at kunne styre handelen på verdensplan, og det anvendes i EU til at beskytte tekstilproduktionen indenfor fællesskabet. I WTO (World Trade Organisation) aftaler man, hvor mange kvoter indenfor specifikke kategorier, der kan tildeles de enkelte lande. Det er så op til landene selv at forvalte kvoterne. De lokale regeringer fordeler kvoterne til tekstilfabrikanterne, som så igen har mulighed for at handle med kvoterne. Dette kan resultere i skyhøje priser på eftertragtede kvoter, som producenterne lægger ovenpå priserne for tekstilvarerne.

 

Kvoteomkostninger på bukser er høje, hvorimod kvoteomkostninger på såkaldte kombinerede sæt er betydeligt lavere. Vi har i ToldSkat Sydjylland i de senere måneder konstateret en markant stigning i importen af kombinerede sæt (overdel med tilhørende underdel). Kontrol har i de fleste tilfælde afsløret, at der ikke er tale om kombinerede sæt, men derimod om enkeltvarer i form af benklæder og en overdel. Overdelen har i mange tilfælde vist sig at være markant forskellig fra benklæderne, idet den i snit og udseende er så afvigende, at sættet i toldmæssig henseende må afvises som en del af et kombineret sæt. I de mest grove tilfælde har det endvidere vist sig, at overdelen slet ikke er blevet leveret til detailbutikken, men af importøren er blevet frasorteret til destruktion, efter at fortoldning har fundet sted.

 

Der er ikke nogen forskel i importtoldsatsen under de forskellige tekstilkvoter, men der er en ikke ubetydelig forskel i kvoteomkostningerne. Kombinerede sæt er placeret i en billigere kategori end bukser, hvorfor importørerne har en interesse i at placere de indførte tekstilvarer under en af disse kategorier, f.eks. kombinerede sæt.

 

ToldSkat har iværksat en forøget kontrolindsats på importen af kombinerede sæt med det formål, at EU’s regler på området overholdes, hvilket også er til gavn for EU’s producenter på tekstilområdet .

 

 

 

For yderligere oplysninger: funktionschef Bente Bill, tlf 72 37 07 97