Dato for udgivelse
15 Mar 2004 10:33
Til
virksomheder, der er registreret efter lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven)
Sagsnummer
99/03-329-00453
Resumé
Folketinget har den 26. februar 2004 vedtaget lovforslag L 110 om ændring af bl.a. registreringsbestemmelserne i chokoladeafgiftsloven og reglerne om fradrag i den afgiftspligtige vægt for afgiftspligtige kaffeprodukter anvendt i chokoladeproduktion. Ændringerne er sket som et led i regeringens forenklingsbestræbelser.
Folketinget har den 26. februar 2004 vedtaget lovforslag L 110 om ændring af bl.a. registreringsbestemmelserne og fradragsbestemmelserne i chokoladeafgiftsloven.
Registrering - overtrækschokolade o.l.
Ved ændringen er der skabt mulighed for, at en virksomhed kan blive registreret som oplagshaver efter chokoladeafgiftsloven, selvom virksomheden ikke selv fremstiller overtrækschokolade, men alene anvender overtrækschokolade i forbindelse med produktion af konsumis.
Registreringen som oplagshaver indebærer, at konsumis-producenterne kan afregne chokoladeafgiften, når varen bliver solgt. Afregningstidspunktet for chokoladeafgiften vil således som udgangspunkt være sammenfaldende med tidspunktet for afregningen af konsumis-afgiften.
Afgiftspligtig vægt - fradrag for kaffeindhold
Efter lovændringen kan der ske fradrag i den afgiftspligtige vægt for afgiftsplige kaffeprodukter, der anvendes til fremstilling af chokoladeprodukter. Chokoladeproducenterne fritages dermed for dobbeltbeskatning af den kaffe, der anvendes til produktion af eksempelvis moccabønner.
De nye regler gælder for afgiftspligtige varer, der fra 1. marts 2004 udleveres til forbrug fra eller forbruges af registrerede virksomheder, angives til fortoldning, eller som modtages eller medbringes fra udlandet.
Yderligere oplysninger
Reglerne om chokoladeafgift fremgår i øvrigt af lovbekendtgørelse nr. 567 af 3. august 1998 med senere ændringer og af ToldSkats Punktafgiftsvejledning, kapitel D.1. Vejledningen kan ses på ToldSkats hjemmeside www.toldskat.dk. Se under "Rådgiver - Juridiske vejledninger".
Har De brug for flere oplysninger, er De velkommen til at kontakte Deres lokale told- og skattemyndighed.
Med venlig hilsen
Skatteministeriet
Told- og Skattestyrelsen