Dato for udgivelse
30 jan 2012 10:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 dec 2011 11:25
SKM-nummer
SKM2012.57.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, B-3479-11
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Udlæg
Emneord
Udlæg, ejerforhold, ejerskifte, motorcykel , proforma
Resumé

Et udlæg i en motorcykel blev stadfæstet uanset skyldner oplyste, at motorcyklen var solgt til hans ægtefælle og dokumenterede dette ved at fremlægge en købekontrakt. Fogedretten fandt, at  den fremlagte købekontrakt ikke nødvendigvis på  tilstrækkelig vis dokumenterede ejerskabet, idet andre faktorer tydede på, at købekontrakten var oprettet proforma

Reference(r)
Retsplejeloven § 507
Henvisning

Den juridiske vejledning, 2012-1 G.A.3.2.2.1.3.1

Parter

A og B
(begge advokat Birger Lennart Hagstrøm)

mod

SKAT

Afsagt af landsdommerne

Karen-Anke Tørring, Frosell og Anna Lindgren (kst.)

----------

Fogedrettens kendelse af 10. oktober 2011, FS 2329/2011

Under denne fogedsag har SKAT påstået det den 28. februar 2011 foretagne pantefogedudlæg i 1 stk. Harley Davidson motorcykel reg.nr. ... opretholdt.

A og B har nedlagt påstand om, at sagen nægtes fremme.

Sagens omstændigheder

Sagen drejer sig om motorcykelen af mærket Harley Davidson var ejet af A, eller om den på tidspunktet for pantefogedudlægget den 28. februar 2011 var overdraget til As ægtefælle, B, der er indtrådt i sagen som part.

Det er ikke bestridt, at SKAT har et krav mod A, opgjort til 585.959,21 kr. i henhold til Landsskatterettens afgørelse af 21. december 2010. A har anlagt sag mod SKAT ved Byretten med påstand om ophævelse af det af SKAT pålagte moms og afgiftskrav på 328.458 kr.

Der er enighed mellem parterne om, at behandlingen af den civile sag ikke har opsættende virkning med hensyn til det foretagne pantefogedudlæg.

Der er til sagen fremlagt kopi af en købekontrakt, dateret den 10. december 2010, hvorefter A samme dag solgte den omhandlede motorcykel til B. Af købekontrakten fremgår det om prisen: ''Rest gælden = 37 566,89 kr.". Kontrakten er ikke skrevet under til vitterlighed.

Der er til sagen fremlagt kassekreditkontrakt, som A har oprettet med F1 Bank, og det fremgår, at B er meddebitor. Der er endvidere fremlagt ejerpantebrev stort 100.000 kr. - underskrevet af A - hvorefter F1 Bank har pant i en Harley Davidson motorcykel.

A har fremlagt 2 vurderinger af motorcyklen, hvorefter den er vurderet til henholdsvis 36.500 kr. og 40.000 kr., og SKAT har frafaldet sin begæring om særskilt vurdering.

Kunderådgiver DN, F1 Bank, har den 18. august 2011 sendt en e-mail til B i anledning af sagen, og heri hedder det:

"Jeg kan godt bekræfte, at jeg på et tidspunkt ultimo sidste år havde en telefonisk snak med A om, hvorvidt vi kunne acceptere, at Harley'en blev omregistreret til hustruens navn.

Min holdning var, at vi som udgangspunkt ikke havde noget imod det, idet din hustru jo allerede var/er meddebitor på lånet. Der skulle blot oprettes et nyt pantebrev i Harley'en til sikkerhed for dette lån, ligesom I selvfølgelig skulle være indstillet på at betale de gebyrer, dette måtte medføre dels til det offentlige (stempel m.v.) dels ekspeditionsgebyr til F1 Bank."

Forklaringer

A har forklaret, at han i marts 2011 har indbragt det omhandlede afgiftskrav for civilretten. Han solgte motorcyklen til B den 10. december 2010 jf. den nu fremlagte købekontrakt. Samme dag var han på Motorkontoret med henblik på omregistrering. Han talte med en person ved navn KJ, og deres samtale trak ud og kontoret lukkede. Derefter var han sygemeldt i 5 uger, og det er årsagen til, at omregistreringen først skete længe efter overdragelsen. Forud for overdragelsen havde han talt med sin advokat, om han kunne overdrage den for restgælden. Den er uden værdi, og derfor blev den overdraget til samleveren for restgælden. Han modtog indkaldelsen til pantefogedforretningen den 17. februar 2011, og på det tidspunkt havde han talt med adv. Hagstrøm om, at Landsskatterettens afgørelse skulle indbringes for Byretten. Denne sag verserer nu ved Byretten.

B har forklaret, at hun har overtaget motorcyklen for restgælden. Den er ikke blevet vurderet. Overdragelsen fandt sted den 10. december 2010. A var samme dag på motorregisteret for at omregistrere motorcyklen. Hun ved ikke, hvilken værdi motorcyklen har. Hun har ikke kørekort til motorcykler, men påtænker at erhverve det. Hun hæftede også for det optagne lån til køb af motorcyklen forud for købet den 10. december 2011, og er ikke blevet udfærdiget andre dokumenter i anledning af overdragelsen end købsaftalen. Hun har ikke betalt noget beløb i forbindelse med købet.

Procedure

SKAT har til støtte for påstanden nærmere anført, at A er den reelle ejer af motorcyklen. Det må lægges til grund, at den er købt af ham, og overdragelsen blev først noteret i Motorregisteret efter at SKAT havde fremsendt sin indkaldelse den 17. februar 2011 til pantefogedforretningen. As forklaring om baggrunden for, at han ikke fik noteret overdragelsen i forbindelse med sin henvendelse til Motorkontoret, bestrides som udokumenteret. Noteringen kunne være foretaget af ægtefællen. A har ikke kontaktet banken med henblik på ændring af det oprettede ejerpantebrev. A er fortsat bruger af motorcyklen, og B har ikke kørekort til motorcyklen.

A har til støtte for påstanden nærmere anført, at motorcyklen ejes af B. Den fremlagte købekontrakt dokumenterer salget, og efter vurderingerne havde motorcyklen en værdi svarende til gælden i henhold til ejerpantebrevet. På tidspunktet for pantefogedudlægget var ejerforholdet ændret i motorregisteret. A har forklaret, at han var sygemeldt gennem lang tid, og det kan derfor ikke tillægges betydning, at ejerforholdet først blev registreret efter salget til B. Det må efter oplysningen i e-mailen fra F1 Bank lægges til grund, at A kontaktede F1 Bank om ændringen af ejerforholdet. Det kan ikke tillægges betydning, at der ikke blev udstedt et nyt ejerpantebrev af B.

Fogedrettens bemærkninger

Efter bevisførelsen lægger Fogedretten til grund, at A ikke ændrede ejerregistreringen i Registret for Motorkøretøjer den 10. december 2010, hvor købekontrakten er dateret. Det lægges efter bevisførelsen endvidere til grund, at ændringen først blev registreret i Motorregisteret den 23. februar 2011 - hvor SKATs havde sendt sin indkaldelse til mødet vedrørende udlæg.

Efter oplysningerne i e-mailen af 18. august 2011 fra F1 Bank må Fogedretten endvidere lægge til grund, at A havde talt med F1 Bank om ændringer i ejerforholdet, og at banken havde anmodet ham om at oprette et nyt ejerpantebrev i motorcyklen.

Da A ikke foretog ændringen af ejerforholdet i Motorregisteret i forbindelse med salget, og da Fogedretten må lægge til grund, at A ikke kontaktede F1 Bank med oplysning om, at motorcyklen var solgt - således at der kunne oprettes et nyt ejerpantebrev i Bs navn - finder Fogedretten det uanset indholdet af købekontrakt for godtgjort, at A er den reelle ejer af motorcyklen.

Fogedretten stadfæster derfor det foretagne pantefogedudlæg.

D e r f o r   b e s t e m m e s

Det af SKAT den 28. februar 2011 foretagne udlæg i Harley Davidson motorcykel, reg.nr. ... opretholdes.

----------

Østre Landsrets kendelse af 19. december 2011, 9. afdeling, B-3479-11

Efter votering afsagdes sålydende kendelse

Af de grunde, som fogedretten har anført,

B e s t e m m e s

Fogedrettens kendelse stadfæstes.