Dato for udgivelse
17 Jan 2012 13:00
Resumé

Mange borgere kan ikke finde ud af at lave en korrekt årsopgørelse, når det kommer til værdipapirer. Fejlene går begge veje, nogle skatteydere snyder sig selv, andre snyder SKAT.


Omkring 1,5 millioner danskere ejer værdipapir, men rigtig mange betaler ikke den korrekte skat af disse. SKAT har i de seneste år gennemført en række projekter på værdipapirområdet. Formålet har været at finde ud af hvilke typer værdipapirer, der volder problemer, hvad årsagen er, og hvor stort omfanget er.

- Aktieprojekterne for 2010 og 2011 peger på, at rigtig mange har svært ved at finde ud af reglerne og angive de rigtige oplysninger til SKAT, fortæller projektleder Jette Hansen og fortsætter:

- Projekterne viser dog samtidig, at viljen til at få bragt forholdene i orden er stor, når vi påpeger, at der kan være fejl eller mangler i skatteansættelsen.

Alene i aktieprojektet for 2010 har SKAT rettet selvangivelserne for omkring 400 mio. kr., og det gælder kun for et mindre udsnit af værdipapirejerne. Rettelserne går i begge retninger. I nogle tilfælde snyder borgerne sig selv, og i andre tilfælde er det samfundet, der bliver snydt.

Fejlene fordeler sig på alle værdipapirtyperne, så der er tale om et generelt problem. Fejlene opstår oftest, fordi mange borgere forudsætter, at SKAT får alle oplysninger, eller at alle værdipapirer beskattes på samme måde, og derfor ikke tjekker hjælpeteksterne.

I starten af 2011 lancerede SKAT et hjælpeværktøj "Aktier og investeringsforeningsbeviser". Værktøjet skal både gøre det lettere for borgerne og samtidig automatisere arbejdsprocesserne i SKAT, da det er meget dyrt, hvis en medarbejder manuelt skal gennemgå alle selvangivelser.

- Vi opfordrer borgerne til at bruge systemet, så årets resultater kan beregnes automatisk, siger Jette Hansen og afslutter:

- Det er dog kun en hjælp til borgeren. Det er altid den enkeltes ansvar at angive korrekt til SKAT. Derfor er det vigtigt, at alle kontrollerer deres årsopgørelse og læser hjælpeteksterne.

Man finder flere oplysninger om værktøjet "Aktier og investeringsforeningsbeviser" i egen skattemappe i TastSelv på skat.dk. Man skal være opmærksom på, at programmet ikke omfatter alle værdipapirtyper på nuværende tidspunkt; fx ikke obligationer. Anden vejledning omkring værdipapirer generelt kan findes på skat.dk/Borger/Aktier, investeringsforeningsbeviser eller andre værdipapirer.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Jette Hansen, tlf. 72 37 83 23 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer tlf. 72 22 18 18