Dit pengeinstitut har i de fleste tilfælde fortalt dig, om dine værdipapirer anses for at være beviser i en investeringsforening/en hedgefond. 

Der er særlige regler for beskatning af aktier/beviser i investeringsselskaber, da du også skal oplyse og beskattes af urealiseret gevinst og tab. Urealiseret gevinst eller tab er forskellen mellem aktiens/bevisets værdi ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets slutning. Har investeringsselskabet andet indkomstår, end du har, opgøres urealiseret gevinst/tab for den periode, der svarer til investeringsselskabets indkomstår.
 
Er aktien/beviset købt i indkomståret, anvendes købesummen i stedet for værdien ved indkomstårets begyndelse. Er aktien eller beviset solgt i indkomståret, anvendes salgssummen i stedet for værdien ved indkomstårets udgang.