Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke personer der kan være momspligtige.

Afsnittet indeholder:

  • Enhver juridisk eller fysisk person
  • Fast forretningssted/hjemsted
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Enhver juridisk eller fysisk person

Momspligtige personer (afgiftspligtige personer) er både juridiske og fysiske personer.

En afgiftspligtig person kan derfor også være enhver form for selskabs- og virksomhedsdannelse, fx:

  • aktieselskab
  • anpartsselskab
  • interessentskab
  • enkeltmandsfirma
  • konkursbo
  • forening
  • fond.

En enheds retlige form er i den forbindelse uden betydning. En afgiftspligtig person kan altså også være et samvirke mellem flere juridiske eller fysiske personer, hvor samvirket fx er etableret på basis af en samarbejdsaftale. Se fx SKM2007.899.LSR.

Afgiftspligtige personer omfatter både registreringspligtige og ikke-registreringspligtige virksomheder. Eksempelvis er læger og tandlæger afgiftspligtige personer, selv om der ikke betales moms af deres ydelser til patienterne. Se ML § 13, stk. 1, nr. 1, og afsnit D.A.5.1 om sundhedssektoren.

Fast forretningssted/hjemsted

En virksomheds hjemsted og et evt. fast forretningssted anses som udgangspunkt for tilsammen at udgøre en afgiftspligtig person. Et fast forretningssted kan derfor som udgangspunkt ikke anses for en særskilt afgiftspligtig person i forhold til virksomhedens hjemsted.  Se EF-domstolens dom i sag C-210/04, FCE Bank.

Hvis hjemstedet eller et fast forretningssted er medlem af en fællesregistrering, anses hjemsted og fast forretningssted dog ikke for at være en afgiftspligtig person. Se C-7/13, Skandia, SKM2009.119.SR og SKM2016.344.SR, samt omtalen i afsnit D.A.3.3.1 af Momsudvalgets retningslinje om fællesregistreringer.

En momspligtig person kan være momsregistreret i flere forskellige lande. Se evt. afsnit D.A.14.1, D.A.14.3 og D.A.14.4.

Se også

Se også afsnit:

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-519/21, ASA

Momsdirektivets artikel 9 og 11 skal fortolkes således, at parterne i en sammenslutningsaftale uden status som juridisk person, der ikke er blevet registreret ved den kompetente skatte- og afgiftsmyndighed inden påbegyndelsen af den pågældende økonomiske virksomhed, ikke kan anses for at være »afgiftspligtige personer« sammen med den afgiftspligtige person, som er forpligtet til at betale afgift af den afgiftspligtige transaktion.

 
C-424719, Cabinet de Avocat

Artikel 9, stk. 1 skal fortolkes således, at en person, der arbejder som advokat, skal anses for at være en »afgiftspligtig person« i denne bestemmelses forstand. Domstolen udtalte desuden, at EU-retten er til hinder for, at en national retsinstans, som led i en tvist vedrørende moms, anvender princippet om retskraft, når 1) tvisten vedrører en anden afgiftsperiode eller en anden genstand, end den som blev behandlet i den tvist, som medførte en retskraftig retsafgørelse og 2) anvendelsen af princippet om retskraft hindrer, at retsinstansen tager hensyn til gældende EU-bestemmelser på momsområdet.

 

C-312/19 XT

Artikel 9, stk. 1, og artikel 193 skal fortolkes således, at når en fysisk person har indgået en aftale med en anden fysisk person om en fælles aktivitet, der udgør et partnerskab, og 1) partnerskabet ikke har status som juridisk person, 2) partnerskabet er kendetegnet ved, at den førstnævnte fysiske person har ret til at handle på vegne af samtlige partnere, og 3) den fysiske person indgår alene, og i eget navn, i relationer med tredjeparter, når vedkommende foretager økonomisk virksomhed, som det pågældende partnerskab udøver, så skal den fysiske person anses som en »afgiftspligtig person«.

 
C-7/13, Skandia America Corp. (USA), filial Sverige

Medlemmerne af en fællesregistrering udgør tilsammen en afgiftspligtig person. Hvis en filial i et EU-land af et selskab med hjemsted i et tredjeland er medlem af en fællesregistrering i EU-landet, så kan hjemstedet og filialen derimod ikke betragtes som en og samme afgiftspligtige person. Levering af ydelser fra hjemstedet til filialen udgør derfor momspligtige transaktioner. Fællesregistreringen er betalingspligtig for modtagelsen af ydelserne.

Se omtalen i afsnit D.A.3.3.1 af momsudvalgets retningslinje om fællesregistreringer på baggrund af dommen.

C-210/04, FCE Bank

Ydelser fra hjemsted i et EU-land til fast forretningssted i andet EU-land. Det faste forretningssted modtog ydelser i form af konsulentbistand, management, personaleuddannelse, databehandling samt applikationssoftware.

EF-domstolen konkluderede, at hjemsted og fast forretningssted skulle anses for en og samme afgiftspligtige person. Der bestod derfor ikke et retsforhold mellem to parter vedrørende en gensidig udveksling af ydelser. Ikke levering mod vederlag.

Se dog også SKM2009.119.SR, hvor Skatterådet udtalte, at i det omfang et forsikringsselskabs filial i udlandet udgør et fast forretningssted i momslovens forstand, kan filialen og selskabet (uanset sag C-210/04, FCE Bank plc) ikke anses for tilsammen at udgøre en enkelt afgiftspligtig person, når selskabet indgår i en fællesregistrering her i landet. Se endvidere afsnit D.A.14.1.7 om fællesregistrering.

Højesteretsdomme

SKM2008.542.HR

En afdeling i en boligorganisation var ikke en selvstændig juridisk enhed, men skulle anses for en del af boligorganisationen. Højesteret udtalte, at lønsumsafgift forudsatte, at der var tale om levering af varer og ydelser til en tredjepart, dvs. en selvstændig juridisk enhed, der var adskilt fra leverandøren. Dette var ikke tilfældet, hvor den almene boligorganisation udfører boligadministration for organisationens egne afdelinger.

Se SKM2009.320.SKAT om dommens konsekvenser på momsområdet. Bemærk, at momsfritagelsen for ejendomsadministration blev ophævet pr. 1. januar 2011.

Landsretsdomme

SKM2023.264.ØLR

Sagen angik, om A A/S, der driver momsfritaget forsikringsvirksomhed efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og derfor ikke har fradragsret for moms af sine indkøb i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for årene 2007-2011 havde krav på (yderligere) godtgørelse af et momsbeløb på ca. 57 mio. i medfør af den dagældende momslovs § 45, stk. 4. Dette beroede på, om omsætningen fra A's faste forretningssted i Norge ved salg af forsikringer til norske kunder kunne medregnes ved opgørelsen af godtgørelsen.

På baggrund af en gennemgang af EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, som er gennemført ved momslovens § 45, stk. 4, navnlig dommen i sag C-388/11, Crédit Lyonnais, gav Østre Landsret Skatteministeriet medhold i, at A ikke kunne medregne omsætningen fra det faste forretningssted.

Henset til de bærende hensyn som anføres i EU-Domstolens dom i Le Crédit Lyonnais, herunder princippet om territorial tilknytning og princippet om momsens neutralitet, fandt Østre Landsret, at det endvidere ikke kan antages at have selvstændig betydning for hovedsædets adgang til at inddrage det faste forretningssteds omsætning ved beregningen af hovedsædets pro rata-sats, om hovedsædet og det faste forretningssted momsretligt måtte anses for at udgøre én afgiftspligtig person eller to selvstændige afgiftspligtige personer. Landsretten fandt derfor, at den omstændighed, at det faste forretningssted i Norge i momsretlig henseende skulle betragtes som en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til A A/S som følge af, at A A/S indgik i en dansk fællesregistrering, ikke kunne føre til et andet resultat.

Landsretten fandt derudover, at det ville være uforeneligt med EU-Domstolens fortolkning af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, såfremt den norske filial i den foreliggende situation ansås for formidler af forsikringsydelserne i medfør af momslovens § 4, stk. 4, med den konsekvens, at A A/S kunne medregne den norske filials omsætning i opgørelsen af selskabets momsgodtgørelse i Danmark.

Vedrørende et subsidiært spørgsmål i sagen gav landsretten ministeriet medhold i, at A ikke havde dokumenteret at have allokeret omkostninger til (gen-)forsikring til det faste forretningssted, hvilket kunne have medført, at A havde ret til en vis - mindre - godtgørelse.

Skatteministeriet blev herefter frifundet for A's påstande.

 

Landsskatteretten

SKM2023.474.LSR

►Fem tidligere interessenter i et ophørt interessentskab var berettiget til at få behandlet en anmodning om genoptagelse af moms, selvom der ikke var fuldmagt fra de øvrige tidligere interessenter. Landsskatteretten udtalte, at et interessentskab i momsretlig henseende er et selvstændigt afgiftssubjekt, og at det er selve interessentskabet, der er den afgiftspligtige i relation til skatteforvaltningslovens § 32, men at et opløst interessentskab ikke længere eksisterer som et selvstændigt retssubjekt. Ved bedømmelsen af om fem tidligere interessenter var berettigede til at bede om genoptagelse af momstilsvarene, fandt Landsskatteretten, at der måtte lægges vægt dels på formålet med genoptagelsesreglerne, og dels på om rimelige hensyn til de interessenter, der ikke havde givet fuldmagt til anmodningen, burde føre til, at anmodningen ikke skulle realitetsbehandles. Landsskatteretten henviste til, at det fulgte af forarbejderne til genoptagelsesreglerne, at hensigten er, at en virksomheds momstilsvar skal ændres til det materielt rigtige, i det omfang betingelserne i skatteforvaltningslovens §§ 31-32 er opfyldt. Retten henviste endvidere til, at de interessenter, der ikke havde givet fuldmagt til advokaten, ikke havde nogen saglig grund til at modsætte sig anmodningen, fordi det måtte lægges til grund, at Skattestyrelsens behandling af anmodningen om nedsættelse af momstilsvarene efter § 32, stk. 1, stk. 4, ikke ville kunne føre til, at momstilsvarene blev forhøjet.◄  

SKM2007.899.LSR

Et administrationsfællesskab, der hvilede på en samarbejdsaftale mellem en række faglige organisationer, udgjorde en afgiftspligtig person i momslovens forstand. Fællesskabet blev anset for at have en så fast struktur og selvstændighed, at det måtte anses for at have leveret ydelser til de organisationer, der deltog i fællesskabet.

Landsskatteretten fastslog bl.a., at en afgiftspligtig person i ML § 3 svarer til definitionen af en afgiftspligtig person i 6. momsdirektivs artikel 4 (nu momssystemdirektivet, artikel 9, stk. 1), og at vurderingen af, om en given person er en afgiftspligtig person, udelukkende afgøres på baggrund af 6. momsdirektivs artikel 4.

 

SKM2007.392.LSR

Et konkursbo blev anset for at drive momspligtig aktivitet omfattet af ML § 3 i forbindelse med afviklingen af en momspligtig virksomhed (restaurant).

 

Skatterådet

SKM2023.73.SR

►Spørgerne ejede i fællesskab en ejendom. Spørgerne havde ejet Ejendommen siden 17. december 2008, hvor Spørgerne ved privat skifte havde arvet ejendommen efter A. Spørgerne havde i deres ejertid ikke selv anvendt Ejendommen, men den havde udelukkende været stillet vederlagsfrit til rådighed for B I/S, som havde anvendt ejendommen til udlejning/bortforpagtning. Det var Spørgers hensigt at sælge hele Ejendommen, når denne overgik til byzone.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgerne ikke solgte ejendommen i egenskab af afgiftspligtige personer, idet Spørgerne alene havde anvendt ejendommen til vederlagsfri tilrådighedsstillelse for interessentskabet.◄

 

SKM2020.385.SR

Spørger leverer serviceydelser til sine medlemmer. Medlemmerne består af offentlige myndigheder. En anden forening er dog ligeledes optaget som medlem. De offentlige myndigheder er hovedsageligt, men ikke udelukkende kommuner. Skatterådet bekræfter, at ydelserne er momspligtige. Skatterådet lægger vægt på, at foreningen ikke er en offentlig institution i momslovens forstand. Rådet lægger yderligere vægt på, at foreningen er i konkurrence med erhvervsvirksomheder og ikke i momslovens forstand kan anses for en kommunal institution drevet af flere kommuner i fællesskab. Ligesom der er lagt vægt på, at foreningen ikke kan anses for en almennyttig forening i momslovens forstand, og foreningen ikke kan anses for en "selvstændig gruppe" i momslovens forstand. Foreningens ydelser er derfor ikke omfattet af de særlige fritagelser for ydelser leveret af almennyttige foreninger og selvstændige grupper.

 

SKM2016.344.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en dansk filial ikke skulle beregne moms af ydelser modtaget fra hovedkontoret i et andet EU-land, når selskabet indgår i en fællesregistrering i det andet EU-land, og når hovedkontoret fordeler en andel af de af hovedkontoret afholdte generalomkostninger til filialen. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers filials leverancer til fællesregistreringen i det andet EU-land ikke kan anses for leverancer mod vederlag. Hvis betingelserne for fradragsret i øvrigt er opfyldt, har spørgers filial derfor fradragsret for indkøb mv. anvendt til brug for leverancer til fællesregistreringen i det andet EU-land.

 

 SKM2015.193.SR

Skatterådet fandt, at en forening, som var stiftet af tre fagforeninger, var en afgiftspligtig person, og at de ydelser, som foreningen leverede til medlemmerne, skulle anses for levering mod vederlag.

 

 SKM2013.232.SR

Der var ikke opstået en afgiftspligtig person ved dannelsen af et konsortium med henblik på opførelse af et innovationscenter, der skulle tjene som hjemsted for spørgerne.

 

SKM2009.782.SR

Samarbejdet mellem to arbejdsløshedskasser om drift og udvikling af IT blev ikke anset for at være en selvstændig afgiftspligtig person. Samarbejdet mellem de to A-kasser blev ikke vurderet til at have en så fast struktur og selvstændighed, at det udøvede selvstændig økonomisk virksomhed i en form, der bragte det ind under momslovens anvendelsesområde.

Der blev især lagt vægt på:

  • at A-kasserne deltog på lige fod i samarbejdet
  • at samarbejdet ikke modtog vederlag for de arbejdsopgaver, der udføres,
  • at den enkelte A-kasse alene afholdt omkostninger, der relaterede sig til deres egen IT-anvendelse
  • at samarbejdet ikke selvstændigt kan disponere eller indgå i forpligtelser overfor 3. mand og ikke kunne eje aktiver.